Det gik dramatisk for sig, da en dengang 39-årig mand i januar sidste år blev stoppet af en butiksdetektiv i en Føtex-butik på Amager i København.
Manden forsøgte at stjæle tre pakker kød, men da butiksdetektiven tog fat i ham, hev manden et jagtgevær frem og skød butiksdetektiven i benet.
I dag blev manden idømt fem års fængsel for hændelsen, oplyser Københavns Politi til Ritzau.
Mere præcist blev den nu 40-årige dømt for farlig vold, forsøg på røveri, at udsætte andre for fare samt for at bære skydevåben på et offentligt sted.
Udover butiksdetektiven blev en anden borger, der stod i vinduet til sin lejlighed overfor forretningen, også ramt af hagl.
Under sagen har den manden erkendt, at han ville begå tyveri. Han overvejer nu, om han vil anke dommen til landsretten.