Mand snød sig på fly under Kabul-kaos - får lempet straf for ulovlig indrejse
I Københavns Byret fik en ung mand i dag en nedsat straf for at være kommet til Danmark på et evakueringsfly fra Afghanistan i august sidste år.
Manden fik en fængselsstraf på ni måneder, men eftersom han allerede har siddet varetægtsfængslet i den tid, så er han nu løsladt.
Han overtrådte i sin tid et indrejseforbud, som han tidligere havde fået i forbindelse med en sag om skydevåben.
Da han steg op i et Hercules-fly i Kabul sidste år, oplyste han sin brors navn i stedet for sit eget. Ved ankomsten til Kastrup Lufthavn afslørede hans fingeraftryk den sande identitet. Han blev derfor varetægtsfængslet med det samme.
Anklageren ønskede godt fire års fængsel for overtrædelsen.
Under varetægtsfængslingen har den 24-årige anmodet om asyl i Danmark, kommer det frem i retsmødet.