Rettelse: Tidligere fremgik det, at manden var blevet stukket i et supermarked, politiet blev kaldt ud til. Det er forkert. Manden blev ifølge politiet fundet knivstrukket ved en frisørsalon.
En yngre mand er fredag eftermiddag blevet ramt af flere knivstik i Emdrup i det nordvestlige København.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Henrik Brix til Ritzau.
Da politiet kom frem til Emdrupvej, hvor de havde fået anmeldelser om uorden i et Irma-supermarked i området, fandt betjente den yngre mand ved en frisørsalon et stenkast fra supermarkedet.
- Knivstikkeriet er formentlig sket inde i frisørsalonen, fortæller den centrale efterforskningsleder, Anne Katrine Kristensen, til Ritzau.
Hun kan ikke sige noget om mandens tilstand eller fortælle om et muligt motiv.
Flere personer løb fra stedet og er fortsat på fri fod. Politiet har for nuværende ikke yderligere signalement, end at de var iført sort tøj.