Skal du transportere dig selv til, fra eller omkring i Tyskland i dag bliver du formentlig påvirket af en omfattende strejke.
En massiv strejke i den tyske transportsektor er ved midnat gået i gang, skriver Ritzau. Desuden rammes flere havne også.
Strejken, der er sat til at vare 24 timer, påvirker både fly, tog og busser. Ifølge nyhedsbureauet DPA er det en af de største og mest omfattende siden 1990’erne.
På togperronerne kommer i dag ingen fjerntog, som alle er indstillet, mens det samme gælder for de fleste regionaltog. Desuden rammes næsten alle lufthavne - dog vil Berlins lufthavn fortsætte driften.
I de syv delstater Baden-Württemberg, Hessen, Niedersachsen, Nordrhein-Westfalen, Rheinland-Pfalz, Sachsen og store dele af Bayern strejker den offentlige nærtransport også.
Du kan læse mere om baggrunden for strejken her.