To medlemmer af fredsbevarende styrker fra FN er blevet dræbt i Mali - flere er såret
En sprængladning detonerede og har kostet mindst to medlemmer af FN's fredsbevarende styrker i Mali livet. Fem meldes desuden såret.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters med henvisning til lokale myndigheder.
Hændelsen fandt sted mellem landsbyen Tessalit og byen Gao.
Det centrale Mali har været plaget af oprør i godt et årti, siden islamistiske grupper med forbindelse til al-Qaeda og Islamisk Stat har manifesteret sig i landet. Det har kostet mange mennesker livet på trods af tilstedværelsen af fredsbevarende styrker fra FN.
Militæret væltede den civile regering i 2020 på grund af dens manglende evne til at stoppe volden. Militæret har sagt, at genoprettelsen af sikkerhed i landet er en prioritet.