Seneste Nyt

Messerschmidt er upopulær som aldrig før i meningsmålinger

Det er ikke en formand tynget af bekymring, der i disse dage står i spidsen for Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Roskilde.

Morten Messerschmidt er ellers med afstand den mest upopulære partiformand i dansk politik lige nu. Det viser en undersøgelse, som Epinion for nylig har lavet for DR.

72 procent af de adspurgte svarer, at de er negativt stemt overfor DF-formanden.

Men det er ikke noget, der ryster troen på fremgang til næste folketingsvalg.

- For det første er det ikke slut endnu, jeg er ikke endt nogen steder. The best is yet to come - det kan jeg godt love dig.

I den seneste meningsmåling, som Epinion har lavet for DR, står Dansk Folkeparti til at få 2,1 procent af stemmerne.

Nyheder

  1. Biden: Orkanen Ian kan blive den dødeligste i Floridas historie

    Endnu er der ingen officielle tal over dødsofre for orkanen Ian, men præsident Joe Biden frygter, at det bliver slemt.

    Han forudser, at stormen kan vise sig at blive den dødeligste i Floridas historie.

    - Vi kender endnu ikke tallene, men vi hører meldinger om, at der kan være betydelige tab af menneskeliv, siger præsidenten.

    Ifølge det amerikanske poweroutage.us er der aktuelt 2,6 millioner hustande uden strøm i Florida som følge af Ians hærgen.

    Lige nu har orkanen kurs mod South Carolina. Det ventes, at den rammer delstatens kyst fredag lokal tid. Den kan også ramme delstaterne Georgia og North Carolina, og at det kan betyde livstruende oversvømmelser, stormflod og stærk vind.

    Orkanen Ian var ellers blevet nedklassificeret til at være en tropisk storm, men nu har den igen ramt orkanstyrke. Den er en af de stærkeste storme, der nogensinde har ramt amerikansk fastland.

  2. Putin anerkender Zaporizjzja og Kherson som uafhængige regioner

    Den russiske præsident, Vladimir Putin, har ifølge det russiske nyhedsbureau Tass her til aften underskrevet et dekret, hvor han anerkender de to ukrainske regioner Kherson og Zaporizjzja som uafhængige territorier.

    Rusland har tidligere anerkendt de ukrainske regioner Donetsk og Luhansk som uafhængige folkerepublikker.

    Dekretet er et skridt på vejen, inden Rusland ventes formelt at annektere de fire regioner i morgen fredag.

    Den russiske besættelsesmagt har gennemført såkaldte folkeafstemninger, hvor resultaterne i de fire regioner alle pegede på, at de ønskede at tilslutte sig Rusland.

    Adskillige øjenvidner har berettet, om hvordan de blev truet til at stemme for en tilslutning til Rusland, og adskillige lande har siden fastslået, at de ikke kommer til at anerkende den russiske annektering.

  3. Amerikansk militærlæge og hendes kone tiltalt for at ville lække fortrolige oplysninger til Rusland

    En amerikansk militærlæge og hendes kone, der har russisk baggrund og også er læge, er ifølge BBC blevet tiltalt for at ville dele fortrolige oplysninger med den russiske regering.

    Parret Jamie Lee Henry og Anna Gabrielian anklages for at ville dele oplysninger om patienter på et militærhospital. Parret fortalte en FBI-agent, der optrådte som repræsentant for den russiske ambassade, at de af patriotiske grunde ville videregive sundhedsoplysninger om personer med tilknytning til den amerikanske regering og militær.

    Jamie Lee Henry, der har rang af major og er den første kendte transperson i aktiv tjeneste i den amerikanske hær, arbejdede på militærbasen Fort Bragg i North Carolina, mens Anna Gabrielian arbejdede på Johns Hopkins Hospital i Baltimore.

  4. Medlemmer af jødisk sekt flygter fra mexicansk arrest

    Medlemmer af Lev Tahor-sekten flygter efter at være blevet tilbageholdt af myndighederne i Chiapas-provinsen. (Foto: JOSE TORRES © Ritzau Scanpix)

    En gruppe på omkring 20 medlemmer af den ortodokse jødiske sekt Lev Tahor er ifølge Reuters flygtet fra en offentlig institution i Chiapas-provinsen i det sydlige Mexico, hvor de var blevet var blevet tilbageholdt efter en mexicansk politiaktion fredag i sidste uge.

    Under aktionen fjernede man en række børn og unge fra sekten, der praktiserer børneægteskaber og kræver, at kvinder og piger ned til treårsalderen er tildækkede. Samtidig anholdt politiet en af sektens ledere under mistanke om organiseret krimanilitet og trafficking.

    Ifølge AP var det primært tale om børn og unge, som overmandede en vagt, inden de klatrede ombord i en ventende lastbil, som kørte mod grænsen til Guatemala.

    Sekten er grundlagt i Jerusalem tilbage i 1980erne, og den har omkring 200-300 medlemmer. Israels udenrigsministerium meldte i tirsdags ud, at aktionen fandt sted, efter at mexicansk politi havde fundet beviser på narkosmugling og voldtægt mod adskillige medlemmer.

  5. Danmark får store stryg af Holland i håndboldens Golden League

    Danmarks kvindelandshold i håndbold fik en skidt indledning på træningsturneringen Golden League, da man hjemme i Aarhus tabte med 30-22 til Holland.

    Godt nok scorede Danmark det første mål i opgøret, men herfra var der ikke meget, der gik danskernes vej i første halvleg. Ved pausen stod der 18-9 til Holland.

    Ingen af holdene fik scoret i de første fem minutter af anden halvleg, indtil Odense-spilleren Bo van Wetering kastede Holland foran med ti.

    En føring som Danmark aldrig for alvor kom tæt på at hente i resten af opgøret.

    Derfor må danskerne nu forsøge at revancere sig, når Schweiz er modstanderen lørdag.

  6. Nasa viser historiske billeder af asteroidesprængning

    Til venstre ses et sammenkog af billeder taget med Hubble-teleskopet og til højre et tilsvarende taget med Webb-teleskopet. (Foto: handout © Ritzau Scanpix)

    Ved hjælp af to af verdens bedste teleskoper, James Webb og Hubble, har Nasa fanget billeder af den mission, hvor et rumskib tirsdag nat hamrede ind i en asteroide 11 millioner kilometer væk fra Jorden.

    Formålet med missionen var at ændre asteroidens bane - en metode, vi måske kan bruge, hvis en stor, farlig asteroide en dag har kurs mod Jorden.

    Det er samtidig første gang, at de to teleskoper har haft fokus på det samme sted i rummet, forklarer Bill Nelson, der er chef for Nasa, på rumfartorganisationens hjemmeside.

    Mens Webb-teleskopet har taget billeder før og efter sammenstødet, har Hubble-teleskopet primært haft fokus på asteroidens overflade og det støv, som blev frigivet ved sammenstødet.

  7. Putin kalder eksplosioner ved Nord Stream-rørledninger 'en international terrorhandling'

    "En international terrorhandling mod gasrørledningerne" og "sabotage uden fortilfælde".

    Sådan har den russiske præsident Vladimir Putin omtalt lækagerne på gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 i en telefonsamtale med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

    Det fremgår ifølge Reuters af en udtalelse fra den russiske regering.

    Putins talsmand, Dmitrij Peskov, har også tidligere omtalt lækagerne som en terrorhandling, og han har afvist, at det skulle være Rusland, der stod bag. I stedet har han peget på USA som en mulig "gerningsmand".

    I morgen er der møde i FN's Sikkerhedsråd, hvor lækagerne på russisk opfordring skal drøftes.

  8. GOG greb ud efter sejren, men blev lukket ned af polsk tophold i Champions League

    Emil Madsen (tv.) og GOG led sæsonens første nederlag i Champions League, da fynboerne tabte 27-31 på udebane mod Wisla Plock. (Foto: Szymon Labinski © Ritzau Scanpix)

    Et ellers sprælsk og løbevilligt GOG-hold kunne ikke sådan for alvor sætte sig på begivenhederne, da den fynske håndboldklub torsdag aften tabte 27-31 på udebane i Champions League-gruppespillet til Wisla Plock fra Polen.

    De forsvarende danske mestre fik ellers, hvad der i den branche kategoriseres som en decideret drømmestart, da de tog polakkerne på sengen og bragte sig foran 5-2 efter seks minutters spil.

    Hjemmeholdet fik dog rystet den lille, ubehagelige overraskelse ud af kroppen, trak fra og gik til pausen foran med tre, 17-14.

    I anden halvleg sneg GOG sig ved flere lejligheder tilbage på minus to, men måtte også sande, at særligt fejlmarginen blev en bekostelig affære. Topscorer for fynboerne blev henholdsvis Simon Pytlick og Jerry Tollbring med seks mål hver.

    Resultatet placerer GOG på femtepladsen i puljen efter tre kampe. Helt i top ligger ungarske Telekom Veszprem med danske Rasmus Lauge på holdet, der har vundet samtlige kampe indtil videre.

  9. Zimbabwisk forfatter dømt for at opildne til vold ved at holde et papskilt

    Tsitsi Dangarembga var ikke overrasket over dommen, fortalte hun til BBC efter retsmødet. (Foto: AARON UFUMELI © Ritzau Scanpix)

    Man skal passe på med, hvad man skriver på sine papskilte.

    Det gælder i hvert fald for den zimbabwiske forfatter Tsitsi Dangarembga, der netop er blevet dømt til tre måneders fængsel for at opildne til vold. Det gjorde hun ifølge de lokale myndigheder ved for to år siden at have gået rundt med et papskilt om halsen, hvori hun havde skrevet "Vi vil det bedre – reformér vores institutioner."

    Tsitsi Dangarembga erklærede sig uskyldig i anklagen, men betalte alligevel en bøde på lidt over 800 kroner for at slippe for fængsel.

    - Retten til at ytre sig og mediernes frihed formindskes og bliver til stadighed kriminaliseret, fortalte hun til BBC efter retsmødet.

  10. Google lukker storstilet spiltjeneste

    Sådan så det ud, da Phil Harrison præsenterede Google Stadia i 2019. (Foto: STEPHEN LAM © Ritzau Scanpix)

    Da Google præsenterede spiltjenesten Stadia i 2019, var det tanken, at det skulle blive fremtidens spilplatform. Sådan gik det dog ikke, og fra januar 2023 vil Stadia i stedet for lukke.

    Det fortæller Phil Harrison, der er vicepræsident i Google, som har haft det overordnede ansvar for spiltjenesten, ifølge spilmediet Kotaku.

    - Vi er taknemmelige for alle de Stadia-spillere, som har været med os fra starten. Vi vil tilbagebetale alle køb, der er lavet i Stadia-regi gennem Google Store og Stadia Store. Spillere vil stadig have mulighed for at spille deres spil færdige frem til den 18. januar, og vi forventer også, at alt er tilbagebetalt heromkring, siger Phil Harrison.

    Stadia er en såkaldt "sky-gaming-tjeneste", hvor man udelukkende spiller spil, der streames. På den måde slipper man altså for at købe fysiske spil eller at downloade dem til sin egen computer.

  11. Håndboldklubben Silkeborg-Voel er i store økonomiske problemer

    Håndboldklubben Silkeborg-Voel skal finde fem millioner kroner inden længe, så de kan få dækket et stort underskud og betalt af på et momslån.

    Det skriver Midtjyllands Avis.

    Onsdag var spillerne indkaldt til et onlinemøde, hvor de blev orienteret om den økonomiske situation i klubben, fortæller bagspilleren Sofie Bæk Andersen.

    - Vi fik at vide i dag, at vi får løn i morgen. Jeg ved også, at klubben gør alt for, at vi kan betale de regninger, vi nu måtte sidde med. Men ingen kan love noget om, hvad der sker i de næste måneder. Det kræver, at der kommer penge i kassen, siger hun til avisen.

    Silkeborg-Voel ligger i øjeblikket nummer fem i kvindernes bedste håndboldrække.

  12. Fart på vaccinenålene: Knap otte ud af ti plejehjemsbeboere har fået boosterstikket

    På to uger har 71.000 fået endnu et vaccinestik mod corona. Det svarer til 15 procent af gruppen, som indtil videre har kunnet få det fjerde stik. Det viser en statusopgørelse fra Sundhedsstyrelsen.

    Det er plejehjemsbeboere og personer på 85 år og derover, der siden 15. september har kunnet lade sig vaccinere med det såkaldte boosterstik.

    Blandt de omkring 39.000 plejehjemsbeboere har omkring 78 procent, eller knap otte ud af ti, fået boosterstikket.

    - Mange over 85 år har også allerede fået et stik, mens andre har valgt at vente, så de kan få et stik mod influenza på samme tid, siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Bilsted Probst.

    Fra 1. oktober vil alle personer på 50 år eller derover kunne få det fjerde corona-stik.

  13. Dansk golfspiller får flyvende start med otte birdies og en eagle

    Niklas Nørgaard ses her ved Made in Himmerland sidste år. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    Golfspilleren Niklas Nørgaard Møller er nummer tre efter første runde af Alfred Dunhill Links Championship i Skotland.

    Torsdag gik han de første 18 huller ved DP World Tour-turneringen i ni under par, da han lavede otte birdies, en eagle og en bogey undervejs.

    Det betyder, at han er to slag efter Romain Langasque fra Frankrig, der fører turneringen efter første runde.

    I alt er 11 danskere med i turneringen. Næstbedste dansker er Rasmus Højgaard, der ligger delt nummer 25, fem under par.

  14. Prins Nikolai kommenterer udsigten til at miste prinsetitlen: Vi er meget kede af det

    Prins Nikolai, der er den ældste af de sønner, som prins Joachim fik med grevinde Alexandra, kommenterer nu udsigten til, at han ved årsskiftet mister sin prinsetitel.

    - Hele min familie og jeg er selvfølgelig meget kede af det. Vi er, som mine forældre også har udtalt, i chok over denne her beslutning og over, hvor hurtigt det i virkeligheden er gået, siger prins Nikolai til Ekstra Bladet.

    Han tilføjer, at han er meget uforstående over for måden, at det er sket på. Prinsen siger til avisen, at han fik beskeden om, at han fra årsskiftet ikke længere er prins for mindre end en uge siden.

    - Jamen, som sagt var vi chokerede. Men det er klart, at det rammer endnu hårdere nu, hvor det er blevet offentliggjort, siger han til avisen.

    Han kan i lighed med sin bror og sin halvbror kalde sig greve af Monpezat efter årssskiftet, mens hans søster Athena bliver komtesse af Monpezat.

    Prins Joachim har tidligere i dag givet udtryk for, at han mener, at hans børn er blevet gjort fortræd ved at miste deres kongelige titler.

  15. Ukendte droner flyver over dansk olie- og gasfelt

    Der er onsdag blevet observeret ukendte droner over det danske olie- og gasfelt Halfdan B i Nordsøen. Det oplyser energiselskabet TotalEnergies, der er operatør på Halfdan B-feltet, til Ekstra Bladet.

    - Vi kan bekræfte, at der har været observationer af uautoriseret droneaktivitet ved Halfdan B olie- og gasfeltet i Nordsøen den 28. september, oplyser TotalEnergies' presseafdeling til Ekstra Bladet.

    - Vi har taget de nødvendige skridt i henhold til vores sikkerhedsprocedurer og er i tæt dialog med myndighederne, oplyser TotalEnergies til avisen.

    Olie- og gasfeltet Halfdan B ligger 210 kilometer vest for Esbjerg.

    Tidligere på ugen advarede de norske myndigheder om, at mystiske droner i den seneste tid havde sværmet omkring flere norske gas- og oliefelter i Nordsøen.

    De danske myndigheder har hævet beredskabsniveauet for el- og gassektoren i Danmark til orange, som er det næsthøjeste niveau. Det betyder blandt andet mere overvågning af det danske forsyningsnet.

    Rigspolitiet bekræfter, at Syd- og Sønderjyllands Politi i går eftermiddag modtog en henvendelse om, at nogle ansatte på platformen Halfdan Bravo havde observeret en drone.

    - Politiet undersøger hændelsen og kan på nuværende tidspunkt ikke komme med yderligere oplysninger, lyder det i en udtalelse fra Rigspolitiet.

    Opdateret med Rigspolitiets bekræftelse.

  16. Se dødsattesten: Dronning Elizabeth døde af alderdom

    Den britiske dronning Elizabeth døde på slottet Balmoral i Skotland i starten af september, og nu har man så endegyldigt fastslået, hvad hendes dødsårsag var.

    Ikke så overraskende døde den 96-årige regent af alderdom.

    Af attesten, der ses herunder, fremgår det også, at dronningen døde klokken 15.10 den 8. september, og at det var hendes datter, Prinsesse Anne, der stod for at registrere det.

    Her ses dronning Elizabeths dødattest. (Foto: NATIONAL RECORDS OF SCOTLAND © Ritzau Scanpix)
  17. Filmstjerne langer ud efter massiv latterliggørelse: 'Min krop blev brugt som en joke'

    Skuespilleren Chloe Grace Moretz blev efter eget udsagn "en eneboer", efter et latterliggørende billede af hende gik viralt. (Foto: Mario Anzuoni © Ritzau Scanpix)

    Chloë Grace Moretz er nok bedst kendt for film som 'Kickass' og 'The Equalizer', men siden 2015 har hun også været kendt fra et billede, hvor hun bærer pizzaer ind på et hotel.

    For lige netop det billede er blevet brugt til at latterliggøre filmstjernens krop, der blandt andet blev sammenlignet med en karakter med utroligt lange ben og en kort overkrop fra hitserien 'Family Guy'.

    Den 25-årige skuespiller åbner nu for første gang op om sammenligningen til Hunger Magazine. Hun fortæller, at hun følte sig angrebet og valgte blive væk fra flere offentlige begivenheder, da hun oplevede at få tilsendt utallige billeder, såkaldte memes, der gjorde grin med hendes krop.

    - Jeg kan huske, at jeg sad med følelsen af, at min krop blev brugt som en joke, og at jeg ikke havde mulighed for at ændre på det. Det er stadig hårdt for mig at se på de memes i dag, fortæller hun og uddyber:

    - Jeg blev utrolig selvbevidst, og jeg tror, at kropsdysmorfi, som mange kæmper med, bliver forstærket af kulturen på de sociale medier.

    Her ses tegnefilmsfiguren, som Chloë Grace Moretz blev sammenlignet med i et opslag på Twitter fra platformen Unilad.
  18. PET-chef undgår efterforskning om brud på tavshedspligt

    Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) afviser at undersøge, om chefen for Politiets Efterretningstjeneste, Finn Borch Andersen, overtrådte loven, da han angiveligt videregav intime detaljer om den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen.

    Det oplyser Hans Jørgen Bonnichsen, der torsdag har modtaget afgørelsen fra DUP, ifølge Ritzau.

    Tidligere på måneden anmeldte Hans Jørgen Bonnichsen PET-chefen, for muligt brud på tavshedspligt på baggrund af en artikel i Berlingske.

    Her kom det frem, at Finn Borch Andersen havde viderebragt oplysninger om den hjemsendte FE-chef Lars Findsens sexliv. Det skulle være sket under briefinger af partiledere.

  19. Jonas Vingegaard vinder første sejr siden Tour de France-triumf

    Jonas Vingegaard fik den første triumf siden Tour de France-sejren. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Ritzau Scanpix)

    Cykelrytteren Jonas Vingegaard er i denne uge tilbage i sadlen efter Tour de France-triumfen tidligere på sommeren, og torsdag viste danskeren, at formen stadig er god.

    På tredje etape af Kroatien Rundt kørte han nemlig fra alle konkurrenterne, da feltet for første gang i årets løb sluttede på en stigning.

    Med etapesejren er Jonas Vingegaard nu nummer to i det samlede klassement med kun ét sekund op til den førerende rytter, Jonathan Milan.

    Løbet slutter søndag i Zagreb.

  20. Demonstranter angriber Irans ambassade i Oslo

    En uanmeldt demonstration foran Irans ambassade i den norske hovedstad Oslo er her til eftermiddag endt i voldelige optøjer.

    Politiet i Oslo oplyser til avisen VG, at cirka 90 personer er anholdt, og indsatsleder Gjermund Stokkli fortæller til nyhedsbureauet NTB, at man har været nødsaget til at bruge tåregas mod de fremmødte.

    To personer er kommet lettere til skade, og der er kommet flere skader på ambassaden.

  21. Se de nye optagelser: Gaslæk svarer til 32 procent af den årlige danske CO2-udledning

    Sådan ser det ud, når millioner af kubikmeter naturgas vælter op til overfladen af Østersøen.

    Ifølge Energistyrelsen beregninger vil lækagerne fra de to rørledninger Nord Stream 1 og 2 i værste fald løbe op i cirka 778 millioner standardkubikmeter naturgas. Tallet er baseret på oplysninger fra selskaberne bag de to rørledninger.

    Det svarer til en udledning af drivhusgasser på cirka 14,6 millioner ton CO2- ækvivalent (CO2e).

    I 2020 var den samlede danske udledning på cirka 45 millioner ton CO2e, så derfor svarer udledningen fra lækagerne til cirka 32 procent af vores årlige CO2e-udledning.

    Energistyrelsen konstaterer, at der er tale om et overskøn, bland andet fordi det ikke er sikkert, at al naturgassen bliver frigivet til atmosfæren.

  22. Holger Rune er klar til kvartfinalen i Sofia

    Den danske tennisspiller Holger Rune er klar til kvartfinalen ved ATP-turneringen i Sofia.

    Det står klart, efter danskeren vandt med 6-7, 6-4, 6-3 over italienske Lorenzo Sonego.

    Italieneren er en smule dårligere placeret på verdensranglisten end Holger Rune, da han i skrivende stund er nummer 45 i verden, mens danskeren er nummer 31.

    Alligevel endte det med at blive et tæt opgør. Både takket være Sonegos gode server, men også fordi italieneren til tider spillede med stor selvtillid, efter han senest vandt en turnering i franske Metz.

    Holger Rune møder nu verdens nummer 71, Ilya Ivashka, i fredagens kvartfinale.

  23. Dansk instruktør vinder Emmy: 'Det er da godt gået at have vundet så stor en pris i min alder'

    Dokumentarfilmen 'Jeg var torturbøddel' har netop vundet en Emmy som årets bedste produktion om aktuelle begivenheder.

    Det er den prisbelønnede danske dokumentarist Poul-Erik Heilbuth, der én af de to instruktører bag den dansk-tyske film.

    - Jeg fyldte 70 år for en måned siden, og jeg synes sgu, det er meget godt gået at have vundet så stor en pris i min alder, siger Poul-Erik Heilbuth til Ritzau om at have vundet prisen.

    Dokumentaren handler om jagten på de soldater, der torturerede den tidligere fange, Mohamedou Ould Slahi, i det amerikanske militærfængsel i Guantanamo på Cuba.

    Han viste sig senere at være uskyldig.

    - Jeg har fået en passion og kærlighed for at lave det, der ikke kan lade sig gøre. At se nogle mennesker, hvor man tænker: Dem kan man godt opgive at få på skærmen. Det er vanvittigt udfordrende, siger instruktøren.

    Poul-Erik Heilbuths er uddannet journalist og har lavet flere dokumentarfilm for DR samt modtaget over 20 priser. Han står blandt andet bag filmen 'Snowdens Store Flugt' fra 2015 om den verdensberømte whistleblower Edward Snowden, der aldrig havde optrådt på tv før.

  24. Finland lukker grænsen for russiske turister ved midnat

    Finland har indtil nu været det eneste EU-naboland til Rusland, som fortsat har udstedt turistvisum til russere og tilladt russiske statsborgere indrejse trods krigen i Ukraine.

    Men fra midnat smækker finnerne også døren i for russiske turister.

    Det oplyser Finlands udenrigsminister, Pekka Haavisto, på et pressemøde torsdag.

    Udmeldingen skal ses i lyset af, at Finland den seneste tid har oplevet, at mange tusinde russiske statsborgere har ønsket at krydse grænsen til Finland som følge af den delvise mobilisering af soldater fra de russiske reservestyrker.

    Pekka Haavisto siger, at forbuddet indføres for at beskytte "Finlands internationale forhold". Han tilføjer, at "ulovlige folkeafstemninger i Ukraine" også har været medvirkende til beslutningen.

    Det finske forbud gælder for russere, der har visum til Schengen-lande.

    Den gælder dog ikke russere, der er i fare for at få menneskerettigheder krænket eller skal besøge familie, arbejde eller studere i Finland.

  25. Vindmøllegigant skal nedlægge 800 stillinger i Danmark

    Vindmøllegiganten Siemens Gamesa skal nedlægge 800 stillinger i Danmark over de næste tre år.

    I alt skal 2.900 stillinger nedlægges globalt som led i en større plan. Det betyder, at der skæres 475 stillinger i Spanien, 300 i Tyskland og 50 i Storbritannien.

    - Det er aldrig nemt at træffe sådan en beslutning. Men tiden er til vigtige og nødvendige tiltag for at sikre en bæredygtig fremtid for virksomheden, udtaler administrerende direktør Jochen Eickholt i pressemeddelelsen.

    I Danmark holder Siemens Gamesa til i Brande, Aalborg og Vejle.

    Af pressemeddelelsen fremgår det ikke nærmere, hvor i Danmark stillingerne skal nedlægges.

  26. Ejerforeningen har stemt: Nedbrændte Vanløse-lejligheder skal genopføres

    Dronefotografering af ruinerne af etagebyggeriet på Grøndals Parkvej i Vanløse i København, mandag den 28. marts 2022. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    I marts måned udbrød en stor brand på Grøndals Parkvej i Vanløse, som berørte mere end 16 opgange og gjorde omtrent 130 familier hjemløse.

    Siden da har ejerforeningen skullet tage stilling til, hvorvidt lejlighederne skal genopføres, eller om de i stedet vil have udbetalt erstatning. Foreningen har nu stemt om sagen. Over 90 procent har stemt, og der har været et stort flertal for genopførsel.

    Efter branden blev der udfærdiget en rapport om, hvordan branden, der er beskrevet som den værste i nyere tid, spredte sig så hurtigt.

    Det viste sig, at der var foretaget en tagrenovering i bebyggelsen, der ikke var i overenstemmelse med bygningens oprindelige byggetilladelse.

    Der manglede både brandmæssige adskillelser i spidsloftet og over lejlighedsskel mod tagdækningen, hvorfor ilden hurtigt kunne sprede sig mellem opgangene.

  27. Energistyrelsen bekræfter fjerde gaslækage i Østersøen

    Det ene rør på Nord Stream 2 har ikke én, men to lækager, bekræfter Energistyrelsen ifølge Ritzau.

    Udmeldingen kommer i kølvandet på, at den svenske kystvagt tidligere i dag fortalte, at de havde fundet en fjerde gaslækage i Østersøen.

    Energistyrelsen blev gjort opmærksom på lækket torsdag morgen af operatøren af Nord Stream 2.

    - Det betyder sådan set bare, at gassen i det rør, der var beskadiget, løber lidt hurtigere ud, siger Kristoffer Böttzauw, der samtidig ikke forventer, at der kan være flere lækager på rørene i dansk zone.

    - Vi har rimelig godt styr på, hvor de her læk var. Og det læk, der er på Nord Stream 2, er forholdsvis tæt på de læk, der er på Nord Stream 1.

    Dermed er der fortsat et gasrør på Nord Stream 2, der er intakt. Det skyldes, at hver Nord Stream-forbindelse har to gasrør.

    Forventningen er stadig, at rørene er tømt for gas søndag.

  28. Qatar har intet vaccinationskrav til VM-fans

    Fodboldfans, der til november og december besøger Qatar i forbindelse med VM i fodbold, behøver ikke været vaccineret mod coronavirus.

    Til gengæld skal alle tilrejsende over seks år kunne fremvise en negativ coronatest, før de kan sætte sig ombord på et fly, der har kurs mod ørkenstaten.

    Det oplyser landets myndigheder torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Omkring en million fans fra forskellige steder i verden forventes ifølge Ritzau at rejse til Qatar for at opleve VM-slutrunden.

    Indtil videre er dog blot solgt 2.000 billetter til danske fans til Danmarks tre gruppekampe.

    VM-slutrunden varer fra 20. november til 18. december.

  29. Taxachauffør dømt: Udnyttede mentalt retarderet teenager seksuelt i sin vogn

    I løbet af en periode på godt tre måneder udnyttede en 57-årig taxachauffør en 17-årig piges mentale retardering til at få samleje med hende i sin vogn gentagne gange.

    Det har retten i Herning netop slået fast, skriver TV Midtvest.

    Den 57-årige straffes med et års ubetinget fængsel og har desuden fået frakendt retten til at køre taxa.

    Han har under sagen nægtet sig skyldig og har ifølge TV Midtvest anket til landsretten.

  30. Mette Frederiksen fordømmer 'på det kraftigste' såkaldte folkeafstemninger i Ukraine

    Statsminister Mette Frederiksen tager afstand fra de såkaldte folkeafstemninger, som har fundet sted i fire primært russisk-kontrollerede regioner i Ukraine.

    - Jeg fordømmer på det kraftigste de såkaldte folkeafstemninger ulovligt orkestreret af Rusland på ukrainsk jord, skriver hun på Twitter og fortsætter:

    - De har intet med befolkningens vilje at gøre og er uden retlig virkning.

    En talsmand for den russiske præsident, Vladimir Putin, har tidligere i dag annonceret, at Putin i morgen vil erklære, at de fire ukrainske regioner Luhansk, Donetsk, Zaporizjzja og Kherson er en del af Rusland.

    Udmeldingen kommer på baggrund af resultaterne af de såkaldte folkeafstemninger, som Rusland har iværksat, om hvorvidt de fire ukrainske regioner skal være russiske.

    Ifølge russerne blev det et klart ja, men Ukraine og Vesten har nægtet at anerkende afstemningerne.

  31. Kulturminister om Qatar-deltagelse: Jeg søger at gøre en forskel

    Med under to måneder til verdensmesterskaberne i fodbold i Qatar er der endnu ikke truffet en beslutning om, hvorvidt kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen vil være til stede i Qatar under slutrunden.

    Ved dagens åbne samråd i kulturudvalget om netop slutrunden i Qatar, understregede kulturministeren, at der forsat er tvivl om, hvor stor effekten af en eventuel boykot vil være.

    Flere gange blev kulturministeren spurgt til, om det vil være en betingelse for repræsentationen i Qatar, at det kan lade sig gøre at vise, hvad Danmark og den danske regering mener om slutrunden.

    - Det er så klart min ambition, lød det fra Ane Halsboe-Jørgensen.

    Uanset hvad beslutningen bliver, bekræftede kulturministeren, at den bliver truffet ud fra, hvad der giver den største effekt.

    - Jeg søger at gøre en forskel. Det er der ikke nogen nemme veje til. Men jeg mener det, når jeg siger, at dilemmaet indebærer at finde en vej, hvor min stemme bliver brugt bedst, siger hun.

  32. Mand fængslet for besiddelse af ti kilo kokain

    Omtrent ti kilo kokain blev i går fundet i Brøndby, og en mand er derfor blevet anholdt og sigtet for besiddelse af narkoen med henblik på videresalg ifølge Ritzau.

    Tidligere i dag blev han varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Glostrup.

    Under retsmødet erkendte manden sig delvist skyldig i sigtelsen.

    Markedsværdien af kokainen er af anklagemyndigheden blevet estimeret til at være mellem tre og fem millioner kroner.

  33. Forsvarsminister: Ingen øget militærtrussel som følge af gaslækager

    Forsvaret vurderer ikke, at der er en øget militær trussel mod Danmark efter lækagerne på gasledningerne Nord Stream 1 og 2.

    Sådan lød meldingen for kort tiden fra forsvarsminister Morten Bødskov (S) på et doorstep på Bornholm.

    Forsvarsministeren er sammen med miljøminister Lea Wermelin (S) i dag på Bornholm i forbindelse med den sikkerhedspolitiske situation og de miljømæssige konsekvenser som følge af lækagen fra gasledningerne.

    Morten Bødskov lagde på mødet ud med at slå fast, at sprængningerne af gasledningerne ikke er tilfældige.

    - Det er på ingen måder nogen ulykke. Det er en bevidst handling. Det er meget alvorligt. Derfor gør myndighederne her i landet alt, hvad de kan også i samarbejde med landende omkring Østersøen for at komme tæt på årsagerne, sagde han.

    Derfor er der sat en efterforskning igang, som ledes af Københavns Politi "og internationale parter," siger han.

  34. Talsmand: Putin vil annektere ukrainske territorier i morgen

    Præsident Putin er klar til at erklære, at fire ukrainske territorier er en del af Rusland. Det siger hans talsmand, Dmitrij Peskov, ifølge Reuters.

    Det vil ske ved en ceremoni i morgen, og Putin vil også holde en tale i det russiske parlament og mødes med Ruslands udpegede ledere i områderne, siger Peskov.

    I de fire regioner Luhansk, Donetsk, Zaporizjzja og Kherson, der primært er kontrolleret af russerne, har der været en række såkaldte afstemninger om, at områderne skulle være russiske - iværksat af de russiske styrker.

    Ifølge russerne blev det et klart ja, men Ukraine og Vesten har nægtet at anerkende afstemningerne.

  35. Fjerde læk på gasledning er betydeligt mindre end de tidligere

    Der er opdaget endnu en lækage på en gasrørledning i Østersøen i den svenske økonomiske zone. Det bekræfter den svenske søfartsstyrelse til DR.

    Pressemedarbejder i den svenske søfartsstyrelse Sara Eriksson siger til DR, at omfanget af fjerde læk er betydeligt mindre end de tre tidligere. Derfor har den ikke været synlig på de svenske myndigheders radar.

    - Kystvagten opdagede det, fordi de sejlede forbi i båd.

    Det er også grunden til, at informationen om et fjerde læk først er kommet ud nu.

    - Det er et mindre læk mellem to eksisterende. Det er i omegnen af 150 meter i diameter. Det andet læk i den svenske økonomiske zone er 900 meter i diameter, siger Sara Eriksson.

    Ifølge Aftonbladet har den fjerde læk været kendt siden tirsdag.

  36. Afdragsordning for høje energiregninger er vedtaget i Folketinget

    Folketinget har nu vedtaget regeringens forslag om en afdragsordning på elregninger.

    Er prisen på el, gas eller fjernvarme højere end den pris, som der var i efteråret sidste år, så vil det være muligt at udskyde betalingen af ekstraregningen og afdrage den i de kommende år.

    Det var et bredt flertal i Folketinget, der blev enige om afdragsordningen for en uge siden.

    Forslaget kommer efter flere måneder med stigende energipriser.

    Afrdagsordningen forventes at træde i kraft til november, men det ligger ikke helt fast endnu.

    Udover afdragsordningen er et bredt flertal også enige om en forhøjet engangsudbetaling af børnechecken i januar og om at nedsætte elafgiften.

Mere fra dr.dk