Israels hær, IDF, er i gang med en landoffensiv i det sydlige Gaza, efter ugevis med kampe og bombardementer i det nordlige Gaza.
Det har gjort, at omkring 1,9 millioner mennesker er internt på flugt i Gazastriben. Mange er flygtet til større byer sydpå som Khan Younis og Rafah, men nu bliver de mange palæstinensere bedt om at flygte andre steder hen på grund af offensiven i syd.
I den forbindelse har IDF uddelt pamfletter til palæstinenserne med en QR-kode. Den viser, ifølge IDF, et kort over Gazastriben, inddelt i omkring 2.000 zoner. Blandt andet de sikre zoner, hvor civile kan flygte hen.
Men de sikre zoner er "uacceptable". Det siger talsmand for FN's børneorganisation Unicef, James Elder, der befinder sig i Egypten, efter at have opholdt sig flere dage i det sydlige Gaza.
- De her såkaldte sikre zoner giver ingen mening. De civile kan ikke flytte sig derhen på grund af de vedvarende bombardementer. Det er ikke muligt, og jeg tror, at myndighederne er klar over det, siger James Elder og fortsætter:
- Forholdene i zonerne lever ikke op til vores krav for dem, der skal opholde sig i dem: De er øde, midt ude i ingenting, og der er en stor risiko for, at civile eksempelvis bliver smittet med sygdomme af at være der.