Mette Frederiksen havde telefonmøde med Kamala Harris i dag: 'USA er Danmarks vigtigste allierede'

Statsminister Mette Frederiksen (S) har i dag haft et telefonmøde med USA's vicepræsident, Kamala Harris.
Det oplyser statsministeriet.
Mette Frederiksen selv skriver i en skriftlig kommentar til DR, at hun ønskede Harris tillykke med valget som den første kvindelige amerikanske vicepræsident.
- USA er Danmarks vigtigste allierede og en af vores vigtigste handels- og samarbejdspartnere. Samtalen i dag bekræftede mig i det stærke og tætte dansk-amerikanske forhold, skriver hun.
De har også drøftet kampen mod coronavirus og USA's genindtræden i Paris-aftalen, fortæller statsministeren.
- Vi har brug for et stærkt og engageret amerikansk lederskab, hvis vi skal tackle klimaudfordringerne og overbevise resten af verden om at levere ambitiøse resultater, skriver Mette Frederiksen.