Seneste nyt

Mette Frederiksen om sexismesag: Man skal opføre sig ordentligt i Socialdemokratiet

  • Mette Frederiksen om sexismesag: Man skal opføre sig ordentligt i Socialdemokratiet

    For første gang udtaler statsminister Mette Frederiksen (S) sig om de krænkelsessager i partiet, som er blevet beskrevet i Berlingske i weekenden.

    - Først og fremmest beklager jeg de oplevelser, som de har haft. Jeg har fra start gjort det klart, at man skal opføre sig ordentligt i og omkring Socialdemokratiet. Det er et fælles ansvar at sørge for, at der er et arbejdsmiljø, man kan holde ud at være i, siger hun.

    Adspurgt, hvorfor hun først kommenterer sagerne nu, svarer hun:

    - Jeg mener, at jeg har givet min holdning til kende mange gange i den her diskussion. Det gør jeg også gerne i dag. Krænkende adfærd er uacceptabel i Socialdemokratiet. Det er det fortidigt og nutidigt.

    Seneste Nyt

  • Biden lover at forsvare Ukraine mod Rusland - hvis det bliver nødvendigt

    Sammen med andre stats- og regeringsledere deltog USA's præsident Joe Biden i dag i et Nato-topmøde i Bruxelles.

    På et pressemøde sagde Biden, at han vil vise, Ruslands præsident Vladimir Putin, hvor grænserne går, når de to mødes i Genève på onsdag. Det skriver nyhedsbureauet Ritzau.

    Biden understregede dog, at USA ikke leder efter en konflikt med Rusland, men at de 'vil svare igen, hvis Rusland fortsætter med sine skadelige aktiviteter' - som eksempelvis at blande sig i amerikanske præsidentvalg.

    Han nævnte også, at USA er parat til at hjælpe Ukraine med at forsvare dets territoriale suverænitet mod Rusland, hvis det bliver mødt af 'russisk aggressivitet'.

    Trods de hårde ord håber han på et samarbejde med den russiske leder.

    - Jeg kommer til at gøre det klart for præsident Putin, at der er områder, hvor vi kan samarbejde, siger Biden og tilføjer, at han håber Putin vil være interesseret i at 'ændre det billede, som verden har af ham'.

  • Veganerpartiet har fået ny forperson

    Veganerpartiet har her til aften konstitueret ny forperson og næstforperson i landsledelsen, efter tidligere partileder Henrik Vindfeldt trak sig med øjeblikkelig virkning i fredags, oplyser partiet til Ritzau.

    Ulla Koch er ny forperson, mens Jill Wortziger er blevet valgt som ny næstforperson.

    - Der var stor opbakning til, at det skulle være hende. Hun har været med i dyrerettighedsbevægelsen i mange år og siden Veganerpartiets begyndelse, siger Lars Corvinius Olesen, der er pressechef og medlem af landsledelsen i partiet, til Ritzau.

    Det er tredje gang på tre år, at Veganerpartiet har skiftet ledelse.

    Henrik Vindfeldt har siddet på posten siden september sidste år, hvor han erstattede Michael Monberg. De to var begge med til at stifte partiet i 2018.

    Michael Monberg trak sig den måned, Veganerpartiet blev opstillingsberettiget til folketingsvalget.

    Han fortæller også, at strukturen fremover bliver ændret, så ansvaret bliver delt ud til flere personer.

    - Med den tidligere struktur havde få personer stort ansvar. I en frivillig organisation, som vi stadig er, hvor ingen er lønnede, er det vigtigt at uddelegere og sørge for, at der ikke er nogen, der bærer for meget.

  • Sverige og Spanien spiller uafgjort i målløs kamp

    Spanien dominerede boldbesiddelsen i mandagens sene EM-kamp, men svenskerne stod bundsolidt i defensiven og afviste hele kampen igennem.

    Derfor endte det målløst 0-0 mellem Spanien og Sverige.

    Til trods for, at spanierne så mest til bolden og generelt havde de fleste chancer, så tilfaldt kampens største chancer Sverige.

    Især Alexander Isak fra Sverige fik skabt flere gode chancer for sig selv, og ramte også stolpen i første halvleg.

    Men ind ville bolden ikke for nogen af holdene, og så endte kampen som den begyndte: 0-0.

  • Skal du af med en hest? Zoologisk have søger foder til løverne

    De fleste heste-entusiaster, store som små, tager nok turen forbi en rideklub, hvis de skal ud og klappe en hest.

    Der naturligvis også dem, som selv ejer en, men det kan være en stor udgift at fodre og passe dem.

    Til sidstnævnte har Givskud Zoo et tilbud.

    De mangler nemlig for første gang i mange år heste til at fodre deres løver.

    - Det er selvfølgelig alvorligt, fordi vi vil gerne give vores dyr det allerbedste, og noget der styrker deres naturlige adfærd. Det gør det, når vi fodrer med hele, aflivede dyr. Så har du en hest, der skal aflives i den nærmeste fremtid, så beder vi dig betænke os, siger Ditte-Mari Sandgreen, der er dyrelæge i parken, i pressemeddelelsen, som Givskud Zoo har sendt ud.

    I årevis har der været en månedlang venteliste, hvor private hesteejere har kunnet skrive sig på for at donere deres heste, som skulle aflives. Men den liste er nu skrumpet ind.

  • Ny organisation vil kæmpe for at udbrede solenergi i Danmark

    Det er en ren og skær solskinsnyhed - eller en 'solstrålehistorie', som organisationen selv formulerer det.

    En række danske udviklere inden for solenergi er gået sammen i en ny brancheorganisation for at udbrede solenergi i Danmark.

    Den nye organisation hedder Dansk Solkraft. Det meddeler de i en pressemeddelelse, skriver Ritzau.

    - Danmark får nu en fælles stemme på den grønne omstilling, der vil styrke kendskabet til solenergiens muligheder i Danmark, siger Thomas Aarestrup Jepsen, der er ny direktør i Dansk Solkraft, ifølge pressemeddelelsen.

    Formålet er at styrke Danmarks position som et foregangsland indenfor grøn energi og at give den grønne omstilling et ekstra skub, skriver den nystiftede brancheorganisation.

  • Kendt CNN-vært delte på live-fjernsyn, at hun har kræft i æggestokkene

    Christiane Amanpour har i mange år rapporteret fra verdens brændpunkter og interviewet markante ledere som Syriens præsident, Bashar al-Assad, Venezuelas præsident, Nicolas Maduro og Egyptens leder Hosni Mubarak.

    Den 63-årige journalist er i dag en af de førende nyhedsværter på CNN, og hun delte en nyhed med seerne tidligere i dag, efter hun havde været væk fra skærmen i fire uger.

    Hun er blevet diagnosticeret med kræft i æggestokkene.

    - Jeg har haft en større vellykket operation for at fjerne kræftcellerne, og jeg skal nu gennemgå flere måneders kemoterapi for den bedst mulige langsigtede prognose, sagde Amanpour, da hun var på live.

    Amanpour påpegede også live, at æggestokkræft er alt for almindelig og påvirker 'millioner af kvinder rundt om i verden.' (Foto: ANGELA WEISS © Ritzau Scanpix)
  • Lektor om større smitteudbrud på skole: Det bliver 'noget af en opgave' at få inddæmmet

    Indtil nu er det gået godt med at holde den ekstra smitsomme coronavariant Delta - også kaldet den indiske variant - nede i Danmark, men efter et større smitteudbrud på en skole i Hillerød står vi overfor lidt af en udfordring.

    Det mener Viggo Andreasen, som er lektor på Roskilde Universitet med speciale i matematisk epidemiologi.

    - Det her lyder som et større udbrud, så det bliver noget af en opgave at få inddæmmet det, siger han.

    Udbruddet på Grønnevang Skole i Hillerød har sendt alle 800 elever hjem, efter at der er konstateret smitte i fem forskellige klasser på skolen.

    I Storbritannien har premierminister Boris Johnson tidligere i aftes meddelt, at Englands planer om genåbning udskydes fire uger på grund af udbrud af Delta-varianten.

  • Landstræneren: 'Vi tager det et minut, en time, en dag ad gangen'

    Mandag trænede landsholdet for første gang siden Christian Eriksen kollapsede i lørdagens kamp mod Finland.

    Og landsholdet går langsomt mod en normal rutine, om end følelserne stadig sidder uden på tøjet i landsholdstruppen, fortæller landstræner Kasper Hjulmand.

    - Det helt afgørende er, at Christian har det godt. For mig personligt er jeg gået fra at være bekymret til mere at være taknemmelig og lettet, fordi Christian er her.

    - Jeg kunne se, at vi fra starten af træningen til slutningen af træningen tog det første lille skridt. Det var egentlig en god dag, og så er der en god træning igen i morgen - det er næste skridt.

    - Vi har sagt, at vi tager det et minut ad gangen, en time ad gangen og en dag ad gangen. Vi skal være i nuet og fornemme. Det er det, som fodbold handler om. Det er det, der skal drive os, siger Kasper Hjulmand.

    Se Kasper Hjulmand sætte ord på situationen på landsholdet mandag aften i videoen herunder:

  • USA runder 600.000 døde med coronavirus, mens landet åbner

    I dag runder USA en kedelig rekord. 600.000 coronasmittede amerikanere er afgået ved døden. Det skriver Reuters.

    Samtidig står store dele af landet overfor genåbning, fordi smittetallene falder.

    Selvom dødstallet fortsætter med at stige, går det meget langsommere end tidligere.

    I vinter steg dødstallet fra 300.000 til 400.000 på bare lidt over en måned, mens det har taget knap fire måneder for dødstallet at stige fra 500.000 til 600.000, skriver Washington Post.

    Antallet af smittede og døde varierer i øjeblikket meget fra stat til stat, fordi antallet af vaccinerede også varierer meget. I staten Vermont er 70 procent af befolkningen vaccineret, mens det kun er 34 procent af befolkningen i Mississippi.

    RETTELSE klokken 23:17: Det fremgik tidligere, at det var smittetallet, der i vinter steg fra 300.000 til 400.000. Der er rettet til dødstallet.

  • Se billederne fra historisk hundeshow: Wasabi charmerede sig ind i dommernes hjerter

    For 145. gang spankulerede velfriserede hunde i alle størrelser ind på scenen, da dette års Westminster Dog Show blev afholdt søndag.

    Den treårige pekingeser Wasabi charmerede sig ind i dommernes hjerter og løb med førstepladsen.

    Og sejren skulle fejres, fortalte Wasabis ejer, David Fitzpatrick. Det skriver CNN.

    - Han kan få en Filet Mignon, og jeg skal have champagne.

    Fitzpatrick mente, at det var Wasabis personlighed, der fik sejren hjem.

    - Han har det lille ekstra 'noget', den lille gnist, der adskiller en hund fra andre.

    Westminster Dog Show er den næstældste kontinuerlige sportsbegivenhed i USA kun overgået af Kentucky Derby. Hundeshowet har overlevet verdenskrige, pandemier og økonomiske depressioner.

    • Han fortjener sin egen vogn, fortalte Wasabis ejer, efter at hunden løb med den helt store pris ved dette års Westminster Dog Show, der blev afholdt på Lyndhurst Estate i Tarrytown, New York. (Foto: TIMOTHY A. Clary © Ritzau Scanpix)
    • Wasabi er en treårig pekingeser, og planeterne stod i hans favør under konkurrencen, da han vandt præmien for 'Best Show'. (Foto: Mike Segar © Ritzau Scanpix)
    • En anden deltager var Attison, som er en komondor - en ungarsk hyrdehund med en stor, hvid trådet pels. (Foto: Mike Segar © Ritzau Scanpix)
    • Hunden Striker hoppede elegant rundt på banen og løb med sejren i gruppen for de mere atletiske hunde. (Foto: Mike Segar © Ritzau Scanpix)
    • Wasabi skulle nyde sin sejr med en Filet Mignon efter konkurrencen. Hans ejer David Fitzpatrick ville have champagne, fortalte ejeren til CNN. (Foto: TIMOTHY A. Clary © Ritzau Scanpix)
    • Tænderne skulle også lige tjekkes for deres tilstand talte også med i det samlede resultat. (Foto: PETER FOLEY © Ritzau Scanpix)
    • Maximus sad tålmodigt og ventede på, at det blev hans tur. (Foto: Mike Segar © Ritzau Scanpix)
    • Attison var også en vinder. Hun løb med sejren for 'Best Breed'. (Foto: Mike Segar © Ritzau Scanpix)
    • Janita Plunge havde taget sin hund med til konkurrencen. (Foto: TIMOTHY A. Clary © Ritzau Scanpix)
    1 / 9
  • Rødt kort og selvmål gjorde det svært for Polen: Slovakiet sikrer første sejr ved EM

    Slovakiet vandt mandag aften i sin første kamp ved EM-slutrunden, da holdet besejrede Polen med 2-1.

    Det polske mandskab gjorde det bestemt heller ikke let for sig selv i løbet af kampen. Først var det den polske keeper Wojciech Szcesny, der på et skud fra Slovakiets Robert Mak, sendte bolden i eget net.

    Efter en time var det så Grzegorz Krychowiak, der modtog sit andet gule kort og dermed så rødt. Et kvarter forinden havde landsmanden Karol Linetty ellers udlignet for Polen til 1-1.

    Syv minutter efter det røde kort scorede Slovakiets Milan Skriniar til slutresultatet 2-1.

    Senere mandag aften spiller gruppens to andre hold, Spanien og Sverige.

    Grzegorz Krychowiak (nummer 10) fik sit andet gule kort i kampen efter en times spil. (Foto: Anton Vaganov © Ritzau Scanpix)
  • Boris Johnson udskyder genåbning af England med fire uger

    Hvis tålmodigheden er ved at være tyndslidt blandt indbyggerne i England efter halvandet år med coronavirus, så skal den stå endnu en prøve.

    Premierminister Boris Johnson har på et pressemøde netop offentliggjort, at genåbningen af landet udskydes med fire uger. Det var ellers planen, at briterne skulle være fri for restriktioner på deres sociale liv fra den 21. juni. Det udskydes nu til den 19. juli, siger Boris Johnson på pressemødet.

    Det er særligt den såkaldte Delta-variant, som er mere smitsom, som bekymrer den britiske regering, siger premierministerenpressemødet. Antallet af smittede med varianten stiger kraftigt særligt i nogle områder.

    - I de værst ramte områder er antallet fordoblet hver uge, siger Boris Johnson.

    To tredjedel af den voksne befolkning vil være fuldt vaccineret den 19. juli, siger premierministeren.

  • Uefa fastholder, at de agerede med største respekt efter Eriksens kollaps

    Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) holder fast i, at kampen mellem Danmark og Finland blev genoptaget efter ønske fra begge hold.

    Det oplyser forbundet i en mail til DR Sporten.

    - Uefa er sikker på, at det behandlede forløbet med største respekt for den følsomme situation og spillerne. Det blev først besluttet at genoptage kampen, efter at de to hold ønskede at færdiggøre kampen samme aften, skriver Uefa.

    - Spillernes behov for 48 timers hvile mellem to kampe udelukkede andre muligheder.

    Uefa har ellers modtaget kritik for forløbet omkring genoptagelsen af kampen, hvor landsholdet har fastslået, at de ikke burde have været gået på banen igen.

    Ifølge landsholdet blev de præsenteret for to muligheder: Enten skulle kampen færdigspilles samme aften eller dagen efter klokken 12.

    Danmark tabte 1-0 til Finland.

  • Godt nyt til alle pløjnings-entusiaster: DM i pløjning bliver med publikum

    Efter et års pause er det igen muligt at være med, når Danmarks bedste pløjere bliver kåret ved danmarksmesterskabet i pløjning 2021.

    Jakob Neimann, formand for styregruppen bag mesterskabet, glæder sig til, at tilskuere igen kan komme og opleve sporten på helt nært hold.

    - Der har der historisk set nok været mellem 500 og 1.000 tilskuere, så det håber, vi da på der kommer igen, men corona gør også, at vi træder i små sko.

    Mesterskabet bliver i år afholdt som et endagsstævne, hvor de deltagere, som er gået videre fra regionsmesterskaberne, skal vise, hvad de dur til.

    - Hver deltager får stillet et areal, svarende til 20 x 100 meter til rådighed, og så skal det areal pløjes inden for en tidsgrænse, hvor et dommerhold efterfølgende vurderer pløjningen i tolv kategorier.

    Det kan være alt fra, hvor lige man har kørt til, hvor godt jorden er pakket.

    Mesterskabet løber af stablen lørdag den 30. oktober i Nibe ved Nordjylland.

    • Efter et års pause er det igen muligt at være med som publikum til DM i pløjning. (Foto: Henning Bagger © Scanpix Denmark)
    • Lørdag den 30. oktober er det igen muligt at være på tæt hånd, når Danmarks bedste pløjere skal findes. Mesterskabet bliver afholdt ved Rokkedahl Landbrug, som blandt andet er førende i produktion af velfærdskyllinger. Det betyder også, at der til stævnet er mulighed for at stikke hovedet ind i en kyllingstald og sige hej. Billederne her er fra stævnet i 2017. (Foto: Henning Bagger © Scanpix Denmark)
    • Deltagernes pløjning bliver bedømt i tolv kategorier: 'Det er alt fra, hvor lige har man kørt, hvor godt har man vendt plantematerialet ned, hvor godt er jordet pakket, og hvor ens er deltagernes pløj fugning,' forklarer Jakob Neimann, der er formand for styregruppen bag mesterskabet. (Foto: Henning Bagger © Scanpix Denmark)
    • Deltagerne kan maksimalt få ti point i hver kategori - 120 point i alt, og den deltager, der har fået flest point, vinder. (Foto: Henning Bagger © Scanpix Denmark)
    • Danmarksmesterskabet bliver i år afholdt som et 1-dagsstævne og er åbent for LU-, veteran- og skolepløjere. Skolepløjerne har særskilt mulighed for at træne dagen før stævnet. Her stiller Rokkedahl Landbrug en mark til rådighed, hvor de unge pløjere kan pudse evnerne af, inden konkurrencen går i gang. (Foto: Henning Bagger © Scanpix Denmark)
    • For at kvalificere sig til DM skal man som deltager igennem en længere proces. LandboUngdom arrangerer lokale konkurrencer i pløjning, hvor de bedste går videre til regionsmesterskaber, og de bedste fra dem går så videre til DM. (Foto: Henning Bagger © Scanpix Denmark)
    1 / 6
  • 800 elever sendes hjemme efter coronaudbrud

    Eleverne i 9. klasse på Grønnevang Skole i Hillerød glæder sig måske over, at deres engelsk eksamen er rykket til i næste uge, men årsagen er træls.

    For alle skolens 800 elever er blevet sendt hjem efter et coronaudbrud. Det skriver Hillerød Kommune i en pressemeddelelse.

    De mange elever er sendt hjem, efter der de seneste dage er blevet konstateret smitte i fem forskellige klasser. I weekenden fik de nære kontakter til eleverne besked om, at de skulle gå i isolation og lade sig teste.

    Desværre viser det sig nu, at flere elever fra fire klasser er smittet, og det betyder, at det ikke kun er nære kontakter, men også nære kontakters nære kontakter, der skal sendes hjem.

    Det gør, at der nu er så mange medarbejdere og elever, der skal sendes hjem, at skolen lukker, skriver kommunen.

    RETTELSE klokken 18:48: Det fremgik tidligere, at der var tale om 894 elever, som var blevet sendt hjem. Det er rettet til 800 elever, som Hillerød Kommune oplyser i pressemeddelsen. Grønnevang Skolen skriver på sin hjemmeside, at skolen i øjeblikket har 894 elever, hvorfor det tal var oplyst.

  • Regeringsledere har været til Nato-topmøde: Mette Frederiksen forventer, at alliancen vil ændre karakter

    Statsminister Mette Frederiksen (S) har sammen med blandt andre flere regeringsledere i dag været et smut forbi Bruxelles til topmøde i Nato.

    Frederiksen fortalte efter topmødet, at hun forventer, at forsvarsalliancen vil ændre karakter med tiden. Det skriver Ritzau.

    Det skyldes blandt andet, at cyberområdet og kritisk infrastruktur nu fylder mere i samfundene end tidligere.

    På mødet blev lederne også enige om at mindske CO2-udledningen fra militære aktiviteter. Generalsekretær for Nato, Jens Stoltenberg, får ansvaret for lige at finde ud, hvad der er realistisk og derefter udarbejde og formulere konkrete klimamål.

    Og så besluttede alliancen, at et angreb på en allierets satellit i rummet betragtes som et angreb på hele alliancen.

    Hvis du vil nørde yderligere på topmødet, kan du læse mere på Natos hjemmeside.

    Statsminister Mette Frederiksen (S) hilser på generalsekretær Jens Stoltenberg ved topmødet i Nato. Andre regeringsledere som USA's præsident Joe Biden var også med. Der var en del på programmet, men alliancen blev blandt andet enige om at mindske CO2-udledningen fra militære aktiviteter. (Foto: PATRICK SEMANSKY © Ritzau Scanpix)
  • Regioner efter udsigt til strejke: Patienter får direkte besked, hvis deres operationer bliver udskudt

    Med udsigt til, at ti procent af alle sygeplejersker rundt omkring i landet strejker fra på lørdag, kan flere patienter nu forvente, at deres kommende operationer bliver udskudte.

    Men som patient skal man ikke gøre andet end at vente på en besked fra regionen.

    Hvis man ikke hører noget, så forløber alt som planlagt, skriver Ritzau, som har været i kontakt med de fem regioner.

    Det vil kun være ikke-akutte operationer og behandlinger, som bliver udskudt på grund af strejken. Regionerne har endnu ikke overblik over, hvor mange operationer der skal skubbes, men de forventer at melde noget ud i løbet af de kommende dage, skriver Ritzau.

  • Sommerlejre for udsatte børn og unge kan nu have op til 500 deltagere

    Det har været en hård tid for mange mennesker, fordi de nødvendige coronarestriktioner har gjort det svært at gennemføre aktiviteter som normalt.

    Derfor sænkes forsamlingsforbuddet på sommerlejre for udsatte børn og unge, så flere kan være med.

    Social- og ældreminister Astrid Krag (S) håber, at lempelsen kommer til at give brede smil i sommerlandet.

    - Nu vender hverdagen stadig mere tilbage, og de udsatte børn og unge fortjener en sommer, hvor det i højere grad handler om de gode ting i livet: Venner, leg, ture til stranden og alle de andre ting, som ferielivet byder på.

    Alle unge, der er 15 år og derover, skal kunne fremvise coronapas, hvis aktiviteterne på sommerlejrene foregår indendørs. Kravet gælder dog kun, hvis der er 100 deltagere eller flere.

  • 'En glædelig nyhed fra lejren': Dansk landsholdsspiller er blevet far

    Den danske EM-spiller Anders Christiansen blev søndag far for anden gang, da landsholdsspillerens kæreste, Mie, fødte en pige.

    Det skriver herrelandsholdet på sin Instagram-side.

    - En glædelig nyhed fra lejren. Søndag blev Anders Christiansen far for anden gang - hele familien har det godt. Stort tillykke, står der i opslaget.

    Han var derfor ikke på træningsbanen mandag, da landsholdets trænede frem mod EM-kampen mod Belgien, som spilles torsdag i Parken.

    Anders Christiansen (til højre) blev far for første gang i 2018. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
  • Caroline Wozniacki er blevet mor til en lille pige

    - Familie på tre.

    Det er ikke en lang tekst, den tidligere tennisstjerne Caroline Wozniacki har delt på Instagram, men betydning af den er ikke til at tage fejl af.

    Wozniacki og hendes mand, tidligere basketballspiller David Lee, er blevet forældre til en lille pige, Olivia Wozniacki Lee.

    Hun blev født 11. juni og er i dag tre dage gammel.

    Wozniacki indstillede sin karriere sidste år, hvor Grand Slam-turneringen Australian Open i januar 2020 blev hendes sidste turnering.

  • Tjekkiet kommer godt fra start ved EM og slår Skotland 2-0

    Den tjekkiske angriber Patrick Schick foldede sig ud ved Tjekkiets første kamp under EM-slutrunden i fodbold.

    Med to mål sikrede Schick Tjekkiet sejren over Skotland med slutresultatet 2-0.

    Særligt et af målene vil hverken angriberen eller dem, der så kampen, nok aldrig glemme. Fra midten af banen placerede Schick på spektakulær vis bolden i nettet.

    Næste kamp i slutrunden er klokken 18, hvor Polen og Slovakiet tørner sammen. Klokken 21 tager vores svenske naboer hul på EM, når de møder det spanske herrelandshold.

  • Brostrøm uddeler vaccinestik i Tingbjerg for at kompensere for lav vaccinetilslutning

    Tingbjerg er et af de steder i landet, hvor færrest takker ja til tilbuddet om en coronavaccine, og derfor har Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i dag vaccineret borgere i et pop-up-vaccinationscenter i den københavnske bydel.

    Her kan alle borgere i området i de kommende tre dage få et stik med en covid-19-vaccine uden tidsbestilling.

    Der kan være mange grunde til, at borgere i området ikke i lige så høj grad som andre steder i landet får bestilt en tid til vaccination, siger Brostrøm.

    - Her i Tingbjerg er der mange forskellige kulturer og mange forskellige sprog. Det er måske ikke alle, der får læst deres e-boks og ved, at vaccination er vigtigt. Det er også derfor, at vi sammen med kommunen har lavet information på mange forskellige sprog, siger han.

  • Brudte coronaregler og ulovlig import af walkie-talkier: Militærstyrets retsopgør mod Aung San Suu Kyi

    Retssagen mod Myanmars afsatte regeringsleder, Aung San Suu Kyi, begyndte tidligere i dag.

    Ved første øjekast virkede hun utilpas, da det første vidne trådte op på vidneskranken, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Militærstyret har anklaget den 75-årige Aung San Suu Kyi for en række forbrydelser, som er omdrejningspunkt for en retssag de kommende dage.

    Dagens retsmøde, som varede over fem timer, handlede om, at hun og hendes parti, Nationalligaen for demokrati, angiveligt brød coronaregler under sidste års valgkamp.

    Og så var der også en klage om ulovlig import af walkie-talkier.

    Hendes juridiske team har nægtet ethvert form for lovbrud fra Suu Kyi og hendes chefadvokat, Khin Maung Zaw, kaldte de seneste anklager om korruption for 'absurde'.

    I morgen skal hun igen for retten. Hun er blandt andet også tiltalt for korruption og for at have opildnet til oprør.

  • Norge forventer at få 900.000 færre Pfizer-vacciner de kommende tre måneder

    De norske myndigheder forventer at modtage 900.000 færre vaccinedoser fra Pfizer-BioNTech end forventet de kommende tre måneder. Det oplyser den norske sundhedsminister, Bent Høie, på et pressemøde. Det skriver Ritzau med henvisning til nyhedsbureauet NTB.

    Flere lande i Europa vil få færre vaccinedoser i begyndelsen af juli sammenlignet med i juni, siger Pfizers kommunikationschef i Norge, Joachim Henriksen, til Aftenposten.

    - Men for tredje kvartal, altså juli, august og september, regner vi med at levere på linje med aftalen med EU.

    Samtidig forlænger de norske myndigheder perioden mellem første og andet stik fra 9 til 12 uger, skriver Ritzau. Det er kun en uge siden, at nordmændene gik modsatte vej og forkortede perioden fra 12 til 9 uger.

  • Beskæftigelsesministeren: Det er op til parterne at finde en løsning

    - Det er nu igen op til parterne at finde en løsning.

    Sådan lyder kommentaren fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en pressemeddelelse, efter sygeplejerskernes nej til den overenskomstaftale som Dansk Sygeplejeråd var blevet enig med regionerne om.

    - Af respekt for principperne i den danske model udtaler regeringen sig ikke om verserende overenskomstforhandlinger, siger han i pressemeddelelsen.

    I alt stemte 74,4 procent af de stemmeberettigede sygeplejersker. Heraf stemte 66,7 procent af medlemmerne fra Dansk Sygeplejeråd imod overenskomstforslaget. Sygeplejerskernes primære anke er, at de vil have mere i løn.

  • Radiograferne strejker ikke med sygeplejerskerne fra på lørdag

    Modsat sygeplejerskerne blev det et relativt klart ja fra radiograferne til det forslag om en overenskomstaftale, der har været forhandlet i Forligsinstitutionen.

    Ifølge Radiograf Rådet deltog et historisk højt antal medlemmer i afstemningen, da 79,1 procent afgav en stemme.

    68,2 procent af dem stemte ja, og derfor strejker radiograferne ikke med sygeplejerskerne fra på lørdag.

  • Formand: Sygeplejerskerne er nu nødt til at 'sætte hårdt mod hårdt' for at få mere i løn

    Lørdag nat går 5.000 sygeplejersker i strejke. De er utilfredse med deres lønforhold, og i dag har et stort flertal stemt et forslag til en overenskomst ned. Derfor er strejken nu varslet.

    Skal problemet løses, skal der mere i lønningsposen, siger Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen.

    - Nu er vi nået til et punkt, hvor vi er nødt til at sætte hårdt mod hårdt.

    - Glasset var fyldt, og nu er det flydt over. Sundhedsvæsnet - og derfor alle danskere - står i en vanskelig situation.

    - Arbejdsgiverne og politikerne er nødt til at finde penge til bedre løn og bedre arbejdsforhold. De står med en meget stor opgave, siger hun.

  • Nato-landenes ledere er ankommet til topmøde: Her mødes Mette Frederiksen med USA’s præsident

    Statsminister Mette Frederiksen (S) fik en yderplads på det traditionsrige Nato-familiefoto. (Foto: Kevin Lamarque © Ritzau Scanpix)

    Der var længere mellem toppolitikerne end normalt, da det traditionsrige familiefoto af Nato-lederne skulle tages. Der er nemlig fortsat mange corona-restriktioner på det topmøde, der afholdes i dag i Bruxelles.

    Det er første gang, at Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), mødes fysisk med den nye amerikanske præsident, Joe Biden. Der er dog ikke planlagt et møde på tomandshånd.

    På dagsordenen til topmødet er blandt andet Natos forhold til Kina og Rusland. Derudover skal der også diskuteres cybersikkerhed, Rusland og forsvarspolitik i rummet.

    Her hilser statsminister Mette Frederiksen (S) på Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, da hun tidligere på dagen ankom til topmødet i Bruxelles. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)
  • 237 er registreret smittet med coronavirus siden i går

    Der er registreret 237 nye coronatilfælde siden i går. Det er det laveste antal siden starten af september. En coronasmittet er afgået ved døden det seneste døgn.

    Det viser den nyeste opgørelse fra Statens Serum Institut.

    Dagens smittetal er baseret på 67.596 PCR-test. Det svarer til, at 0,35 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    I går var antallet af nye smittede 315.

    Der er nu 102 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er fire flere end i går. Af de indlagte er 20 på intensiv afdeling og 16 er i respirator.

    Indtil videre har 2.725.559 personer fået første stik med en vaccine mod coronavirus, hvilket svarer til 46,6 procent af befolkningen. 1.501.788 personer er færdigvaccinerede - det er 25,7 procent af befolkningen.

  • Stort medie: 18-årig Olivia Rodrigo er lige nu verdens største popstjerne

    Olivia Rodrigo er hamret ind på den helt store popscene og er nu et kæmpe navn. (Foto: Universal Music © Universal Music)

    Siden debutsinglen ’Drivers License’ har amerikanske Olivia Rodrigo slået den ene rekord efter den anden.

    Nu skriver nyhedsmediet Bloomberg, at hun ligger i toppen af deres Pop Star Power Rankings – en rangliste over popmusikeres magtposition baseret på blandt andet salgstal, Instagram-interaktioner og visninger på YouTube.

    Siden udgivelsen af debutsinglen den 8. januar 2021 har den unge musiker både opnået milepæle som sangen, der hurtigst har nået 100 millioner streams nogensinde og årets bedst sælgende album.

  • Væg med hilsner til Christian Eriksen er ved at være fyldt, så nu bliver den udvidet

    Fodboldfans og bekymrede sjæle har siden i går kunnet skrive en hilsen til Christian Eriksen på en særlig væg på Ofelia Beach i København.

    Den blev stillet op efter EM-kampen i lørdags, hvor Christian Eriksen kollapsede på banen.

    Og interessen for at ønske ham god bedring har været så stor, at hyldestvæggen nu udvides, fortæller Ulrich Ammundsen, der arbejder for den danske EM-organisation.

    Planen er, at væggen skal udvides med to til tre meter, så endnu flere kan komme forbi og skrive en hilsen.

    • (Foto: HANNAH MCKAY © Ritzau Scanpix)
    • (Foto: HANNAH MCKAY © Ritzau Scanpix)
    • (Foto: HANNAH MCKAY © Ritzau Scanpix)
    1 / 3
  • 18.000 billetter til Danmarks EM-kampe sat til salg

    Det europæiske fodboldforbund Uefa har netop sat 18.200 billetter til salg til Danmarks resterende EM-kampe i Parken mod Belgien og Rusland. Det oplyser DBU.

    EM-kampene var forlængst udsolgte, men mange danske fans fik annulleret deres billetter, da myndighederne på grund af corona blot kunne lukke 15.900 tilskuere ind på Danmarks nationalstadion.

    Som en del af den politiske genåbningsaftale er det dog nu blevet muligt at lukke 25.000 tilskuere ind til Danmarks næste to kampe og ottendedelsfinalen i Parken, der bliver uden dansk deltagelse.

    Derfor får 9.100 rød-hvide roligans nu mulighed for at købe billetter til Danmarks næste kampe.

    Tidligere billetholdere får et link tilsendt i deres mailindbakke og har naturligvis førsteret til billetterne, og blandt den gruppe fans er det først-til-mølle-princippet, der hersker.

    DBU har også skaffet yderligere en bunke billetter til de danske tilskuere, men disse bliver først sat til salg senere.

    Til kampene mod Belgien og Rusland kommer der endnu flere danske fans på lægterne. Billedet er taget inden Christian Eriksens forfærdelige ulykke. (Foto: HANNAH MCKAY © Ritzau Scanpix)
  • Hver tiende sygeplejerske er på vej i strejke, og 'det vil kunne mærkes' af brugerne

    Der var tale om 'et historisk resultat', da sygeplejerskerne stemte nej til en ny overenskomst og derfor fra lørdag sender 5.000 medlemmer af Dansk Sygeplejeråd i strejke.

    Og det kommer til at kunne mærkes af mange, fortæller DR's økonomikorrespondent, Casper Schrøder.

    - Det vil kunne mærkes af nogle brugere af det danske sundhedsvæsen. Folk der skal have behandlinger og operationer vil opleve, at der er noget, der bliver aflyst. Det er ikke sådan, at hele sundhedsvæsenet bliver lagt ned.

    - Er det akut eller livstruende er der stadig muligheder for at blive behandlet. Det er kun cirka hver tiende, der er udtaget til strejke, siger han.

  • Grete Christensen afviser at gå som formand efter sygeplejerskers nej til overenskomst

    På et pressemøde har formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, afsløret, at hendes medlemmer har afvist den overenskomst, hun anbefalede at stemme ja til.

    Betyder det, at hun nu vil trække sig? Ikke frivilligt, slår hun fast.

    - Jeg er valgt demokratisk, og jeg har stået sammen med et formandskab og hovedbestyrelsen. Det er altså ikke kun mig, der har taget fejl. Vi har troet på, at vi kunne overbevise vores medlemmer om, at den her komité ville være det rigtige på den lange bane, siger hun.

    5.000 sygeplejersker skal nu strejke fra på lørdag. Få hele overblikket her.

    Grete Christensen vil ikke forlade sin post trods afstemningsnederlaget. (Foto: Dr © DR)
  • Ruslands ambassadør har været til samtale, efter russiske kampfly kom ind i dansk luftrum

    Ruslands ambassadør i Danmark har i dag været til møde i Udenrigsministeriet for at forklare to russiske krænkelser af dansk luftrum nær Bornholm i fredags, oplyser Udenrigsministeriet.

    To danske F-16-kampfly blev sendt på vingerne for 'at håndhæve dansk suverænitet'.

    - At russiske kampfly hele to gange krænker dansk luftrum, er et alvorligt og uacceptabelt brud på alle gældende internationale normer og regler for militære flyvninger, siger udenrigsminister Jeppe Kofod i en pressemeddelelse.

    Det fremgår ikke, hvad der præcist er blevet sagt til ambassadøren.

  • 5.000 sygeplejersker skal strejke efter nej til overenskomst

    Et flertal i Dansk Sygeplejeråd har afvist et nyt forslag til en overenskomst, oplyser Forligsinstitutionen. Dermed vil over 5.000 sygeplejersker gå i strejke på lørdag.

    64,5 procent satte kryds ved nej, mens 34,5 procent stemte for overenskomsten.

    Næsten 75 procent deltog i afstemningen, og det er rekordhøj stemmedeltagelse.

    Formanden i Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, afviser, at hun trækker sig fra posten på grund af resultatet. Hun havde anbefalet sine medlemmer at stemme ja til overenskomsten.

  • Ultra Nyt laver særudsendelse om Eriksen-episode

    De sidste dage har været fyldt med bekymringer og adskillige spørgsmål hos de mange danskere, der sad foran tv’et og så Danmarks opgør mod Finland.

    Selvfølgelig ikke kun hos de voksne, men også blandt de børn og unge, der så Christian Eriksens ulykke på banen.

    Derfor har Ultra Nyt lavet en særudsendelse om den ubehagelige aften i Parken, hvor de taler med eksperter, og hvor børn og unge (og alle andre) kan få svar på deres mange spørgsmål omkring episoden med Christian Eriksen.

  • Millioner af overskydende mundbind er blevet doneret til Dansk Røde Kors

    Det begyndte på de sociale medier, hvor generalsekretær Anders Ladekarl efterspurgte mundbind, som Dansk Røde Kors kunne sende ud i verden.

    Prompte reagerede supermarkedskæden Rema 1000. Med udsigten til en voldsomt vigende efterspørgsel på den type værnemiddel som resultat af genåbningen kunne der doneres 800.000 fra den kant.

    Og derfra tog det så fart, for i løbet af weekenden har forskellige virksomheder fulgt trop og i alt doneret tre millioner mundbind, oplyser Dansk Røde Kors.

    De skal sendes til Nepal, hvor smitten desværre buldrer derudad. Dansk Røde Kors efterspørger nu økonomisk hjælp til at betale for transporten, der koster 10 øre per mundbind.

  • 29-årig flygtede efter grundlovsforhør: Politiet beder befolkningen om hjælp

    Politiets afdeling Særlig Efterforskning Vest beder befolkningen om hjælp til at finde 29-årige Abdul Ali.

    Han flygtede den 2. juni fra politiet i Aarhus, umiddelbart efter han var blevet varetægtsfængslet. Han befinder sig formentlig i Odense eller omegn, skriver politiet på Twitter.

    Den 29-årig blev anholdt og fængslet sammen med tre andre mænd i 20'erne og en kvinde i forbindelse en større, koordineret aktion.

    Under aktionen blev der slået til på flere adresser, og der blev fundet narkotika, ammunition og et større kontantbeløb. Politiet vurderer, at tre af de anholdte, der alle er fra Odense-området, har en ledende rolle i bandemiljøet.

  • Danskere melder sig som hjerteløbere i stor stil efter Eriksen-kollaps

    Usædvanligt mange danskere har meldt sig som frivillige hjerteløbere oven på fodboldspiller Christian Eriksens hjertestop under lørdagens EM-kamp i Parken.

    Det fortæller Grethe Thomas, der er projektchef i Trygfonden, som organiserer hjerteløberne.

    Sidste weekend kom der 90 nye hjerteløbere til korpset. I denne weekend meldte 702 nye hjerteløbere sig til, og 641 af dem kom efter Eriksens kollaps.

    Grethe Thomas er ikke i tvivl om, at det skyldes fodboldsstjernens ulykke.

    - Det der gør, at vi handler som mennesker, det er, at vi bliver rørt. Og her blev alle rørt af at se Christian Eriksen falde om i Parken, siger hun.

    Er der mistanke om et hjertestop, bliver et hold hjerteløbere aktiveret for at sikre, at personen får hjælp hurtigst muligt - også før ambulancen kommer.

    - Jeg er meget, meget glad og taknemmelig over, at danskerne er villige til at stille sig til rådighed og gøre en forskel. At de gerne vil løbe afsted midt i aftensmaden eller gå midt arbejdet for at redde et menneskeliv. Det synes jeg er fantastisk, siger Grethe Thomas.

  • Ofre for overgreb skal have bedre hjælp hos politiet

    Politiet er i fuld gang med at opruste hjælpen til borgere, der anmelder følsomme overgreb som voldtægt, vold fra familiemedlemmer eller stalking.

    Der bliver derfor oprettet særlige teams, der blandt andet skal rådgive betjentene om ofrenes traumereaktioner.

    Politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi siger, at det er afgørende, at ofrets oplevelse af processen kommer i højsæde, fordi det er en tillidserklæring at rette henvendelse til politiet.

    - Den vil vi gerne forbedre endnu mere, end vi gør i øjeblikket, siger han.

    Afhøringerne skal også foregå i et særligt rum, der er mere trygt for anmelderne.

    Folketinget har afsat 24 millioner kroner til indsatsen i år.

  • Corona-hotlines kimes ned: Folk vil flytte deres tid til andet stik

    Når telefonen gløder hos regionernes corona-hotlines, handler størstedelen af opkaldene om, at borgere vil have flyttet deres vaccinationstider eller skifte region for det andet stik, så det passer ind i ferieplanerne.

    Og det kan give udfordringer, fortæller Anders Cinicola, chefkonsulent i Region Nordjylland:

    - Hvis mange booker tid kun til andet stik i en region, så går det ind og blokerer for tider til første stik for andre borgere, for man skal kunne lægge billet ind på både første og andet stik, når man bestiller tid.

    Hvis en borger ikke når stik to inden 42 dage, så bliver coronapasset rødt, og borgeren ryger tilbage i testsystemet.

  • Højbjerg efter sit brændte straffespark: Det 'overskygger alt', at Christian har det godt

    Den danske midtbanemotor Pierre-Emile Højbjerg tog det tunge ansvar på sig, da der skulle sparkes straffespark i lørdags efter Christian Eriksens kollaps.

    Han brændte forsøget, men omstændighederne taget i betragtning er det sekundært selv for en ærekær vindertype.

    - Ville jeg gøre det igen? Ja. Men mere overbevisende og bedre teknisk udført, slår han fast.

    - Man går og er lidt følelsesløs, og det hele passerer. Det er sådan, jeg tænker tilbage på det. Men det, der overskygger alt, er, at vi har kunnet se, at Christian har det okay, og at vi har kunnet tale med holdkammerater og familie om det, siger Pierre-Emile Højbjerg.

  • Skuespilleren Ned Beatty er død

    Ned Beatty døde i går. Den amerikanske skuespiller blev 83 år gammel.

    Ældre læsere vil nok huske ham fra hans roller i film som Udflugt med døden, Alle præsidentens mænd eller 1978-udgaven af Superman.

    For de yngre, der er flasket op med animationsfilm fra Pixar, vil det nok være hans stemme, der vækker genklang.

    I en af sine sidste roller lagde han stemme til den lyserøde og jordbærduftende skurkebamse Lotso i Toy Story 3.

    Ned Beatty (tv.) i selskab med instruktøren Robert Altman. (Foto: REUTERS © Ritzau Scanpix)
  • DBU's pressechef: Christian Eriksens tilstand er 'stabil og god'

    For første gang efter Christian Eriksens kollaps i Parken i lørdags møder nogle af hans holdkammerater nu pressen.

    DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, gav indledningsvis en opdatering på hans situation.

    - Hans tilstand er som i går. Stabil og god. Han er stadig på hospitalet og skal gennemgå undersøgelser i dag, sagde han.

    For landsholdskollega Martin Braithwaite var særligt muligheden for at se Christian Eriksen via en videoforbindelse i går afgørende.

    - Man er stadig berørt. Men det vigtigste er, at han har det bedre, og det betyder, at jeg også kan have det bedre.

    - Jeg har nogle billeder i hovedet, jeg ville ønske, jeg ikke havde. Derfor var det også så sindssygt dejligt at se ham være sig selv igen, siger han.

  • Stoltenberg inden Nato-topmøde: Kina bliver en større og større udfordring for os

    Kina er ved at blive en større og større sikkerhedsmæssig udfordring for Natos medlemslande, og derfor bliver de nødt til at reagere i fælles flok, hvis de skal kunne beskytte sig mod landet.

    Det er meldingen fra forsvarsalliancens generalsekretær, Jens Stoltenberg, inden dagens Nato-topmøde i Bruxelles.

    - Vi ser dem i cyberspace, vi ser Kina i Afrika, men vi kan også se, hvordan Kina investerer meget i vores egen kritiske infrastruktur, siger Jens Stoltenberg, som dog understreger, at Kina endnu ikke kan betegnes som en fjende.

    - Men vi ved, at Kina ikke deler vores værdier, og derfor bliver vi nødt til at reagere over for dem som en samlet alliance, tilføjer han inden topmødet, hvor blandt andet Rusland, cybertrusler og klimaforandringerne også vil blive vendt.

  • Fængselsdomme og bøde til tre mænd, der smuglede og solgte hundehvalpe

    Over 100 hvalpe af racen fransk bulldog blev af tre jyske mænd smuglet fra Polen til Danmark.

    Det blev opdaget, og i dag har Retten i Kolding fældet dom over dem.

    To fik fængselsdomme. Den ene seks måneder, og den anden fire måneder, der blev gjort betinget. Den tredje mand fik en bøde på 100.000 kroner.

    De to, der har fået fængselsdomme, har også fået konfiskeret 330.000 kroner, hvilket ifølge anklagemyndigheden svarer til det, de har tjent på at sælge hvalpene på DBA og Gul og Gratis.

    Ingen af mændene havde tilladelse til at bedrive erhvervsmæssig handel med dyr.

  • Britiske medier: Ophævelse af restriktioner bliver udsat

    Briter i tusindvis har sat ring om den 21. juni i deres kalender. For det var nemlig her, at en lang række restriktioner i Storbritannien skulle ophæves. Men det kommer nok ikke til at ske.

    Både BBC og Sky News skriver nemlig, at ifølge kilder i regeringen vil ophævelsen blive udsat. Det skyldes det stigende antal af nye smittetilfælde i Storbritannien, forårsaget af Delta-varianten af coronavirus (tidligere kendt som den indiske variant, red.), som er en mere smitsom variant.

    Folk opfordres stadig til at holde afstand. (Foto: TOLGA AKMEN © Ritzau Scanpix)

    Det kan virke mærkeligt, at smitten stiger, selvom flere og flere bliver vaccineret i Storbritannien. Men personer, der kun har fået ét skud vaccine, er mindre beskyttet mod Delta-varianten end den normale variant. Ifølge Sky News er man kun 33 procent mere beskyttet med ét skud, mens det er 80 procent med to skud. Derfor kan smitten sprede sig blandt ikke-vaccinerede, men også blandt dem, der har påbegyndt deres vaccination.

    De britiske medier skriver, at premierminister Boris Johnson forventes at bekræfte udsættelsen på en pressekonference i løbet af i dag.

    Tidligere fremgik det, at ophævelsen ville blive udsat med fire uger. Dette er fjernet, da det kun fremgår fra mediernes anonyme kilder og ikke er blevet bekræftet.

  • Mandag starter med skyer, men giver senere sol

    Solen kommer frem for alle i dag, men der er stor forskel på, hvor længe man skal vente, før skyerne er væk. Nogle af dem har også vand med. Her er det i Haderslev. (Foto: Viggo Hjort Kohberg)

    Dagen begynder under et gråt skydække i næsten hele landet, Syd- og Sønderjylland har dog sol fra morgenstunden.

    Senere følger resten af landet, men i Nordjylland bliver det først sidst på dagen. Et højtryk og vestlige vinde sørger for lun luft, men et lavtryk nordvest presser også lidt regn forbi Jylland i eftermiddag.

    Temperaturen ligger mellem 17 og 24 grader, og vinden blæser fra sydvest og vest med en jævn til frisk styrke, dog op til kuling i Nordjylland.

  • Søren Brostrøm griber sprøjten og vaccinerer borgere i københavnsk kvarter

    I et forsøg på at få endnu flere til at tage imod coronavaccinationen har Sundhedsstyrelsen iværksat en kampagne og målrettet lokal indsats.

    Derfor dukker styrelsens direktør, Søren Brostrøm, i dag op i Tingbjerg i København, hvor det er muligt at blive vaccineret uden tidsbestilling, hvis man opfylder nogle særlige kriterier.

    - Jeg kigger selv forbi i eftermiddag og giver en hjælpende hånd med at vaccinere, skriver han på Twitter.

    Sundhedsstyrelsen vil de næste uger fokusere på områder, hvor tilslutningen til vaccination er lavere end landsgennemsnittet. Udover pop up-vaccinationer uden tidsbestilling vil myndighederne også tage kontakt til folk, der ikke er vaccineret, og tilbyde dem hjælp til at blive det.

Mere fra dr.dk