Mette Frederiksen om skarp kritik af embedsfolk: Styrelse skal se på deres fremtid
Statsminister Mette Frederiksen (S) ønsker på nuværende tidspunkt ikke at forholde sig til, om det skal have ansættelsesmæssige konsekvenser, at flere embedsfolk fra en række ministerier får en meget skarp kritik af Minkkommissionen.
Kommissionen mener, at der kan rejses disciplinærsager mod flere af de involverede embedsfolk.
Regeringen beder nu om rådgivning fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, siger statsministeren på et pressemøde i kølvandet på Minkkommissionens rapport om sagen.
Hun vil ikke svare på, om hendes egen departementschef, Barbara Bertelsen, skal hjemsendes, mens hendes og de andre embedsfolks roller i minksagen undersøges nærmere.
- Det kommer an på, hvilken rådgivning vi kommer til at få fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, siger hun.
Selv siger hun, at embedsfolkene har givet alt for at få Danmark ud på den anden side af coronapandemien.
Hun har også fortsat tillid til embedsfolkene - også de der kritiseres af kommissionen.
- Jeg har ikke oplevet andet end nogle mennesker, der gav alt. Det ændrer ikke på, at så skal basale ting som hjemmelspørgsmål selvfølgelig være på plads.
- Vi har et dygtigt embedsværk i Danmark, og det håber jeg står tilbage, siger statsministeren.