USA's tidligere vicepræsident Mike Pence langer ud efter Donald Trump.
Det sker i kølvandet på, at Trump i søndags udsendte endnu en erklæring, hvori han påstod, at Pence kunne have "omgjort" valgresultatet i 2020, da Joe Biden blev valgt som præsident.
Men det er fejlagtigt, siger Pence i en tale ifølge BBC til den konservative organisation Federalist Society i Lake Buena Vista i Florida:
- Jeg havde ingen ret til at omstøde valgresultatet.
- Præsidentskabet tilhører det amerikanske folk og det amerikanske folk alene. Og ærligt talt så er der intet mere uamerikansk end idéen om, at hvem som helst kan vælge den amerikanske præsident, siger han.
Pences udmelding er hans hidtil skarpeste kritik af Trump til dato.