Der er næppe nogen sammenhæng mellem det objekt, Energistyrelsen har fundet nær Nord Stream i Østersøen og sabotagen med fire sprængninger af gasrørene i september.
Det vurderer militærforsker ved Forsvarsakademiet Johannes Riber ud fra billeder af objektet på havbunden.
Der er tale om en cylinderformet cirka 40 centimeter høj genstand med en diameter på cirka 10 centimeter. Den er kraftigt tilgroet.
- Det er tydeligt, at objektet har været på havbunden længe inden, rørene blev lagt ned. Desuden er genstanden for lille og for langt væk fra selve rørledningen til, at der kan være tale om sprængstof, siger Johannes Riber.