Seneste Nyt

Mindst 27 døde i jordskred i Colombia

En bus blev begravet, da et jordskred ramte i det nordvestlige Colombia i går.

Det fortæller den colombianske præsident, Gustavo Petro, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Med sorg må jeg meddele, at indtil videre har 27 mennesker, inklusiv tre mindreårige, mistet livet i tragedien i Pueblo Rico, Risaralda, skriver præsidenten på Twitter.

Risaralda-områdets guvernør, Victor Manuel Tamayo, har tidligere sagt, at fem personer var blevet reddet i live fra bussen.

Colombia har været hårdt ramt af voldsomme regnskyl som følge af vejrfænomenet La Niña. Mange har mistet livet, mens flere end 538.000 menneskers tilværelse har været påvirket af den udsædvanligt store mængde nedbør, som regeringen har erklæret en national katastrofe.

Nyheder

  1. Landsholdsprofiler mangler i Danmarks trup til VM-testkampe

    Pernille Harder er fortsat ude med en skade. (Foto: © Ulrik Pedersen, Associated Press)

    I februar retter det danske kvindelandshold i fodbold sigtekornet mod VM til sommer.

    Fra den 15. februar deltager Danmark i træningsturneringen Tournoi de France mod Frankrig, Norge og Uruguay. Fredag satte landstræner Lars Søndergaard navne på sin trup, og kampene skal bruges til at "se spillerne an mod rigtig gode modstandere".

    - Vi skal prøve nogle nye ting og taktikker samt begynde at spore os ind på det kommende VM, siger Lars Søndergaard.

    - Vi vil se meget på de enkelte spillere, og hvordan de passer sammen. Det er en turnering, hvor spillerne kan spille sig tættere på eller længere væk fra truppen.

    Der er blandt andet comeback til Nicoline Sørensen, Emma Snerle og Frederikke Thøgersen, som alle har været ude med forskellige skader.

    Af fravær er det værd at bemærke, at landsholdsanfører Pernille Harder ikke er med, da hun fortsat er skadet, ligesom målvogter Lene Christensen heller ikke er udtaget.

    VM i fodbold i Australien og New Zealand spilles fra den 20. juli.

    Herunder kan du se Danmarks trup til træningsturneringen.

    Det er første gang, at Kvindelandsholdet deltager i Tournoi de France, der afholdes midt i februar. Danmark spiller sin første kamp mod Frankrig onsdag den 15. februar. (Foto: © DBU, dbu)
  2. Norge vil købe 54 tyske Leopard 2-kampvogne

    Norge vil købe 54 kampvogne af typen Leopard 2A7 til det norske forsvar med mulighed for at købe yderligere 18.

    Det oplyser den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, ifølge NRK.

    - Vi er i en af de mest krævende sikkerhedspolitiske situationer siden Anden Verdenskrig, begrunder Jonas Gahr Støre indkøbet med.

    Det kommer til at koste landet 19,7 milliarder norske kroner - omkring 13,3 milliarder danske.

    Ifølge Det Internationale Institut for Strategiske Studier i Storbritannien har Norge lige nu 36 Leopard-kampvogne. Af sikkerhedshensyn er det dog svært at få eksakte tal om enkelte landes militære isenkram.

    Danmark har 44 Leopard-kampvogne.

  3. Kvindelig dansk triatlet udelukkes efter positiv dopingprøve

    Anti Doping Danmark nedlagde påstand om, at Michelle Vesterby skulle sanktioneres med udelukkelse fra al trænings og konkurrence under Danmarks Idrætsforbund og andre organisationer i to år. (Foto: © Nils Nilsen, Ritzau Scanpix)

    Den danske triatlet Michelle Vesterby er udelukket fra al træning og konkurrence i tre måneder som følge af en positiv dopingprøve.

    Det oplyser Anti Doping Danmark i en pressemeddelelse.

    Den 39-årige Michelle Vesterby blev testet positiv for det forbudte stof Terbutalin uden for konkurrence den 15. juni 2022.

    Stoffet stammer fra et astmamiddel, og hun blev testet på sin hjemmeadresse. Det skriver Danmarks Idrætsforbund, DIF, på sin hjemmeside.

    - Atleten havde i en årrække haft TUE (medicinsk dispensation, red.) til anvendelse af astmamedicin, men havde ikke fornyet denne tilladelse, da den udløb den 18. september 2021, skriver DIF.

    - Atleten var gravid på testtidspunktet, og på grund af akut hoste havde hendes egen læge ordineret astamidlet Bricanyl.

    Ifølge DIF fandt Dopingnævnet, at atleten havde optrådt uagtsomt, men at det på baggrund af omstændighederne ikke kunne anses for væsentlig, hvorfor vedkommende blev udelukket i tre måneder.

    Hun blev siden udelukket fra den 11. november, mens DIF offentliggjorde kendelsen for Dopingnævnet den 31. januar.

  4. Polen vil ikke udlevere mand, der har bortført sin datter fra Danmark

    En polsk domstol afviser at udlevere en 37-årig mand, der er sigtet for at have bortført sin datter, til Danmark.

    Datteren var kort inden bortførelsen blevet tvangsfjernet fra familien.

    Manden er sigtet for at have bortført sin datter fra Gråsten Skole den 9. december sidste år.

    Pigens mor og stedfar, der også mødte op på skolen samtidig, er begge varetægtsfængslet i sagen.

    Der blev efter bortførelsen udstedt en europæisk arrestordre på den 37-årige mand, og polsk politi anholdt ham den 12. december sidste år. De polske myndigheder ved, hvor pigen befinder sig.

  5. Vindfølsomme køretøjer forbudt over Storebælt og frarådes over Vejlefjordbroen til i eftermiddag

    Blæsten er så kraftig, at vindfølsomme køretøjer ikke må tage turen over Storebælt, skriver Sund & Bælt på Twitter.

    På Vejlefjordbroen frarådes det, skriver Vejdirektoratet.

    De forventer dog, at vinden er aftaget igen midt på eftermiddagen, så vindfølsomme køretøjer igen kan passere begge broer.

    Vindfølsomme køretøjer dækker blandt andet over biler med campingvogne eller anhængere, varevogne, tomme lastbiler eller lastbiler med meget let last.

  6. Atju! Pollensæsonen er skudt i gang

    Kløende øjne, løbende næser og irriterede svælg er dagligdag for mange pollenallergikere i højsæsonen.

    Og selvom det kan synes langt væk på en råkold februardag, så er pollensæsonen skudt i gang.

    De første forårspollen fra elletræer og hasselbuske er nemlig registreret Astma-Allergi Danmarks pollenfælde.

    Sæsonen skydes i gang med pollental for el på 1 og hassel på 3 i Østdanmark. I Vestdanmark er tallet for el på 1 og hassel på 1.

    - Vi har faktisk haft vores pollenfælde i gang siden den 2. januar, fordi vejret har været så lunt, siger Mathilde Kloster, biolog og leder af pollentællingerne ved Astma-Allergi Danmark.

    - Har du allerede mærket høfebersymptomer, kan det skyldes, at hassel og el har blomstret tidligere lokalt, for eksempel i din eller naboens have, på grund af favorable forhold i temperatur og placering.

    Ifølge Astma-Allergi Danmark har op mod en million danskere pollenallergi.

  7. Kina om luftballon over USA: 'Har ingen intentioner om at krænke andre lande'

    En overvågningsballon her fotograferet over byen Billing i Montana. (Foto: © Chase Doak, Ritzau Scanpix)

    En overvågningsballon er ifølge det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, spottet højt over delstaten Montana i USA. Ifølge delstatens guvernør formodes ballonen at være kinesisk.

    Den formodning bliver ikke direkte afvist af Kina, der dog understreger, at man ingen ønsker har om at krænke andre landes suverænitet.

    - Kina er et ansvarligt land, som altid nøje har overholdt international lov, og Kina har ingen intenioner om at krænke et andet lands territorium eller luftrum, siger talsmand for Kinas udenrigsministerium Mai Ning ifølge AP.

    - Hvad angår ballonen, så er vi ved at se på det og verificere situationen, og jeg håber, at begge parter kan håndtere dette stille og roligt, siger han.

    Pentagon oplyser, at man ved tidligere lejligheder har observeret lignende overvågningsballoner over USA.

    Man forsikrer samtidig om, at overvågningsballonen ikke udgør nogen trussel for personer på jorden.

  8. Sundhed er på dagsordenen, når regeringen i dag holder pressemøde

    Ved middagstid tropper statsminister Mette Frederiksen (S), forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og sundhedsminister Sophie Løhde (V) op foran pressen til et pressemøde.

    Regeringen har holdt seminar i går, som forsætter i dag, og blandt andet drøftet arbejdsprogrammet for efteråret, fortæller DR's politiske korrespondent, Christine Cordsen.

    - Jeg forventer, at pressemødet vil handle om regeringens planer for foråret, og at der vil blive fremlagt den del af den akutpakke til sundhedsvæsnet, som regeringen og Danske Regioner allerede er enige om.

    - Det handler blandt andet om øget brug af privathospitaler for at afhjælpe ventelisterne til operationer, forklarer Cordsen.

    Den færdige aftale om akutpakken ventes først at blive præsenteret efter vinterferien.

    Du kan se pressemødet klokken 12.15 på DRTV og på dr.dk.

  9. Tidligere Irma-direktør har fået 'mange henvendelser' og ser mulighed i folkeaktier

    Den tidligere direktør i Irma Alfred Josefsen og den netop afgåede direktør for kæden, Jan Larsen, har intensiveret jagten på at redde supermarkedskæden.

    - Siden den officielle melding om, at Coop lukker Irma som kæde, har jeg fået mange henvendelser og har dialoger, siger Alfred Josefsen, der stod i spidsen for kæden frem til 2012, til Finans.

    Alfred Josefsen fortæller også, at han har også fået meldinger fra kunder, der er interesserede i folkeaktier i Irma, og det er han ikke afvisende over for.

    - Det kan være godt som en del af løsningen fremadrettet, siger han til Finans.

    Det skabte et ramaskrig fra Irmas kunder, at Coop tirsdag meddelte, at de ville lukke den hovedsageligt københavnsbaserede supermarkedskæde, efter den år efter år har givet underskud.

  10. Amerikansk firma vil lave datacenter i nordjyske Sæby

    100.000 kvadratmeter nordjysk muld skal omdannes til et stort datacenter i Sæby.

    Centret skal bygges i tre etager af den amerikanske virksomhed Prime, og det forventes, at det kan give overskudsvarme til det lokale fjernvarmenet.

    Det skal give grøn og billig fjernvarme til borgerne i Sæby, håber borgmesteren.

    - Det bliver rigtig godt for fremtidens varme, at man kan udnytte overskudsvarmen fra datacentre, siger borgmesteren i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S).

    Præcist hvornår datacenteret skal opføres, hvor meget grøn energi det kan give eller hvor mange arbejdspladser der kommer, vides ikke.

    Virksomheden Prime udbyder blandt andet datacentre til cloud-udbydere og internetvirksomheder.

  11. CIA: Kina forbereder sit militær til invasion af Taiwan inden 2027

    Efterretninger fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA viser, at den kinesiske præsident, Xi Jinping, har beordret sit militær til at være klar til at invadere Taiwan inden 2027.

    - Altså, det betyder ikke, at han har besluttet sig for at gennemføre en invasion i 2027 eller for den sags skyld på noget andet tidspunkt, men det er en klar påmindelse om alvoren af hans fokus og ambitioner, siger CIA-direktør William Burns ifølge Reuters.

    Ruslands invasion af Ukraine ledte ifølge Reuters til nervøse miner i den vestlige verden, der kunne frygte, at Kina ville gøre det samme mod Taiwan.

    CIA-direktøren tilføjer, at den kinesiske leder højst sandsynligt er "overrasket og nervøs" over det russiske militærs "meget ringe præstation" i krigen i Ukraine.

    Taiwan har sit eget demokratiske system, men Kina ser øen som en del af sit territorium.

    Mange vestlige lande anerkender dog Taiwan som en del af Kina under et-Kina-politikken - heriblandt Danmark.

  12. Flygtet mafia-drabsmand anholdt: Bagte pizzaer i Frankrig

    Italienske og franske myndigheder har i fælleskab fanget en mand på flugt i 16 år. (© Interpol)

    En 16 år lang flugt fra myndighederne er nu slut for en 63-årig italiensk mand med mafiaforbindelser, oplyser Interpol.

    Manden, der har forbindelser til mafiagruppen 'Ndrangheta er blevet anholdt i den franske by Saint-Étienne, hvor han blandt andet har arbejdet som pizzabager.

    Anholdelsen sker efter efterforskningsarbejde af anklagemyndigheden i den italienske by Catanzaro i regionen Calabrien, hvor en enorm retssag mod ’Ndrangheta er i gang.

    Han er flygtet for at undgå afsoning af en livstidsdom for drabet på to brødre og drabsforsøg mod en tredje mand i forbindelse med et mafiaopgør i 1990'erne.

    - Lige meget hvor hårdt folk på flugt forsøger at finde et roligt liv i udlandet, så kan de ikke undgå retfærdighed for evigt. Dedikerede betjente verden over vil altid sørge for, at retfærdigheden sker fyldest, siger Interpols generalsekretær, Jürgen Stock.

    Ifølge avisen The Guardian har manden blandt andet drevet sit eget pizzeria i en periode, og nyhedsbureauet AFP skriver, at han har arbejdet under falsk navn på flere restauranter i Saint-Étienne.

  13. Tennisstjerne tilstår overfald og slipper for dom

    Nick Kyrgios har tilstået overfald, men retten har besluttet, at tennisstjernen ikke skal have en straf. (Foto: © Sydney Low, Associated Press)

    Den australske tennisstjerne Nick Kyrgios slipper for en dom efter at have erklæret sig skyldig i et overfald på sin ekskæreste.

    Episoden fandt sted i januar 2021, da Kyrgios skubbede Chiara Passari efter et skænderi mellem det nu tidligere kærestepar. Dommeren kaldte overfaldet "en enkelt handling begået i dumhed eller frustration", da det blev offentliggjort, at tennisstjernen slipper for en dom.

    Kyrgios' advokater havde bedt om at få tiltalen frafaldet på grund af tennisspillerens mentale helbred. De argumenterede blandt andet for, at det var en isoleret hændelse.

    En psykolog sagde i retten, at tennisspilleren lider af en svær depression med mørke tanker om selvskade. Tennisspilleren gav ingen kommentarer til pressen, men skriver på sin Instagram-profil, at han er taknemmelig for, at tiltalen er frafaldet.

    - Jeg var ikke et godt sted, da det skete, og jeg fortryder måden, jeg reagerede i en svær situation, skriver Kyrgios.

    Kyrgios ankom til retsbygningen på krykker, fordi han for nylig er blevet opereret for en skade i knæet. Skaden tvang ham til at trække sig fra Australian Open. (Foto: © STRINGER, Ritzau Scanpix)
  14. Dagens vejr: Fredag bliver blæsende og våd

    Endnu en blæsende og våd dag venter, men senere vil der være perioder med tørt vejr.

    Det blev kun til en enkelt dag med roligt vejr torsdag, inden vi i dag igen gentager mange af de vanlige elementer fra de seneste uger.

    Siden i går aftes har en større front hængt over landet, og i morgentimerne begynder det at klare op mod vest, mens de østlige egne har en del timer endnu med regn, slud eller tøsne. Efter regnvejret er passeret, vil der stadig komme byger resten af dagen.

    Temperaturen ligger nogle steder relativ højt med op til syv grader, men i de nordlige egne er niveauet 3-4 grader. Vinden kommer fra vest og nordvest med frisk til kulingstyrke, men langs Vestkysten er der igen i dag mulighed for vindstød af stormstyrke.

  15. Januar bød igen på færre til salg-skilte sammenlignet med månederne før

    I forhaver og i vinduer er der i januar kommet færre til salg-skilte op sammenlignet med månederne forinden.

    Igen er der nemlig sket et mindre fald i boligudbuddet, viser tal fra Boligsiden.

    Det er anden måned i træk, at udbuddet af huse falder. Dermed er der nu 30.307 huse til salg - et fald på godt én procent.

    For ejerlejligheder er udbuddet faldet tre måneder i træk, mens det for sommerhuse er fire måneder.

    Hos Boligsiden siger boligøkonom Birgit Daetz dog, at det er naturligt, at det samlede udbud af boliger til salg falder i starten af året.

    Over det seneste år er der dog kommet betragteligt flere salgsskilte på boligmarkedet.

    Ifølge Boligsiden er der ved indgangen til februar tale om en stigning på knap 37 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år, hvor der blot var 22.145 huse til salg.

    Der er også blevet flere ejerlejligheder og sommerhuse at vælge imellem.

  16. Glatte veje flere steder i landet fra morgenstunden

    Pas på derude, når I skal på arbejde.

    Flere steder i landet kan der være glat, viser Vejdirektoratets Trafikkort.

    I Nordjylland er der flere meldinger om snedækkede veje, hvor der kan være sne- og isglat.

    Nordjyllands Politi har været ude på Twitter for at melde om tre færdselsuheld over natten.

    Jesper Sørensen, vagtchef ved politikredsen, vurderer, at glatføre har spillet en rolle i alle færdselsuheldene - ingen er dog kommet alvorligt til skade.

    Bevæger vi os ned gennem Jylland kan der mod øst være glat på udsatte steder.

    Fyn går umiddelbart fri, men på Sjælland er nogle steder pletvist isglatte og andre steder er meldingen, at der er "glat på udsatte steder" - det gælder også for Lolland.

    Bornholm er meldingen, at det er sne- og isglat fra morgenstunden.

  17. Regionerne i opråb: Risiko for dårligere behandling i sundhedsvæsenet

    Der er, som det ser ud nu, hverken råd eller tid til at tage sig lige så godt af patienter fremover, når der kommer flere børn og ældre i fremtiden.

    Derfor skal der prioriteres skarpt, lyder det fra Danske Regioner, der driver en stor del af sundhedsvæsenet i Danmark.

    De efterlyser retningslinjer for, hvordan der skal prioriteres fremover og har sendt et brev til sundhedsminister Sophie Løhde (V) med input til den kommende strukturkommission.

    - Vores hovedbudskab er, at vi oplever et stort pres, som vi aldrig har set før i størrelse og omfang.

    - Vi vil have en risiko for, at vi i fremtiden ikke kan levere det samme gode sundhedstilbud, siger Anders Kühnau, formand i Danske Regioner, til Ritzau.

    Der er fortsat meget lange ventelister efter udskudte operationer som følge af især coronapandemien og sygeplejerskestrejken i 2021.

    Regeringen har udskudt en omorganisering af sundhedsvæsnet og vil nedsætte en kommission, som skal se på det med friske øjne.

    Den hedder Strukturkommissionen og skal komme med anbefalinger i starten af 2024.

  18. Motorvej genåbnet efter ulykke med spøgelsesbilist

    Motorvej E45 ved Hjallerup er genåbnet i begge retninger.

    Det oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.

    Motorvejen har i flere timer været spærret grundet oprydningsarbejdet efter et uheld, hvor en spøgelsesbilist kolliderede med en modkørende bil.

    Ifølge politikredsen er spøgelsesbilisten alvorligt tilskadekommen, mens den anden part har fået lettere skader.

  19. Statue af Erling Haaland solgt for 170.000 kroner

    Erling Haaland er en populær herre i sit hjemland, og især i hjembyen Bryne. (Foto: © Oli Scarff, Ritzau Scanpix)

    Har du gået og ledt efter en tre meter høj statue af den norske målkonge, fodboldspilleren Erling Haaland, har du netop misset muligheden for at erhverve dig sådan en.

    I Norge er en 700 kilo tung træskulptur, som skal forestille den tårnhøje bomber fra Manchester City, netop blevet solgt for 250.000 norske kroner, det skriver norske VG.

    Statuen, som indtil nu har stået i en rundkørsel i Haalands hjemby, Bryne, er lavet af kunstneren Kjetil Barane.

    Statuen har tidligere været i medierne, da den blev stjålet sidste sommer - men nu er den altså solgt på ærlig vis. Pengene skal, ifølge VG, går til at støtte sygehuse i Tanzania.

  20. Fem besætningsmedlemmer varetægtsfængslet for drab ombord på kutter

    Fem mænd, der er besætningsmedlemmer på en fiskekutter, varetægtsfængsles i fire uger i en sag om drabet på et sjette besætningsmedlem.

    Det har en dommer ved Retten i Holstebro afgjort, efter de torsdag har været fremstillet i grundlovsforhør, skriver TV Midtvest.

    Sagen tog sit afsæt mandag morgen, hvor Midt- og Vestjyllands Politi måtte rykke ud til en kutter i Nordsøen, efter det fik meldinger om, at en mand ombord var bevidstløs. Manden blev fløjet i land med helikopter, men blev erklæret død ved ankomsten til sygehuset.

    På baggrund af mistænkelige forhold ved dødsfaldet behandlede politiet det som en forbrydelse, og tidligere i dag oplyste politikredsen, at de fem besætningsmedlemmer nu er sigtet for manddrab.

    Af obduktionsrapporten fremgår det, at den afdøde har adskillige skader, som ifølge politiet tyder på, at dødsårsagen er vold og kvælning.

    Alle fem nægter sig skyldige.

  21. Tusind migrantbørn adskilt fra forældre under Trump er endnu ikke genforenet med deres familier

    Omtrent 1.000 børn af migranter, der under den forrige amerikanske regering blev adskilt fra deres forældre ved grænsen mellem Mexico og USA, er endnu ikke blevet genforenet med deres familier.

    Det oplyser det amerikanske ministerium for national sikkerhed, Homeland Security, ifølge Reuters.

    Ifølge ministeriet er genforeningsprocessen er startet for 148 ud af de i alt 998 migrantbørn.

    De mange uledsagede migrantbørn skyldes, at den tidligere amerikanske præsident Donald Trump i 2018 indførte en nul-tolerance-politik over for illegal indvandring og immigration.

    Reglerne medførte, at migranter, der illegalt krydsede grænsen ind i USA, blev retsforfulgt. Børnene, som ikke kunne retsforfølges, endte i stedet i de amerikanske grænsemyndigheders varetægt, mens forældrene blev retsforfulgt.

    Ifølge Ritzau blev omtrent 4.000 børn adskilt fra deres forældre under Trump-administrationen som følge af reglerne.

    Kort efter Joe Biden satte sig til rette bag skrivebordet i Det Ovale Værelse, nedsatte han en arbejdsgruppe, som skulle sørge for, at migrantbørnene bliver genforenet med deres forældre.

  22. Motorvej E45 spærret i begge retninger ved nordjyske Hjallerup

    Et uheld syd for afkørsel 16 ved Hjallerup i Nordjylland har spærret motorvej E45 i begge retninger.

    Det skriver Nordjyllands Politi på Twitter.

    Der er vragdele i begge retninger. Politiet er til stede, mens ambulancer også er sendt afsted.

    Nordjyllands Politi tilføjer, at der var tale om en spøgelsesbillist, der kørte i nordlig retning i det sydlige spor på E45. Uheldet skete med en modkørende.

    - Spøgelsesbilisten er alvorlig tilskadekommen, og den anden part er lettere tilskadekommen. Vi efterlyser vidner, der har set spøgelsesbilisten, der formentlig har kørt i forkert retning fra Sundsholmen afkørsel Nørresundby, skriver politiet.

  23. Medarbejdere i Københavns Kommune får mulighed for at afprøve fire dages arbejdsuge

    Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune er her til aften blevet enige om at give medarbejdere i dele af kommunen mulighed for at afvikle en fuldtidsarbejdsuge på fire dage i stedet for fem.

    Det skriver TV2 Kosmopol.

    Det bliver i første omgang en forsøgsordning på et års varighed, som samtlige partier er for, hvor flere afdelinger i kommunen fra starten af 2024 kan indføre færre, men længere arbejdsdage.

    Det kræver dog, at flertallet prioriterer ordningen ved efterårets budgetforhandlinger.

    - I Danmark har vi en relativt høj rate af folk, der går ned med stress, og mange har generelt ondt i arbejdslivet.

    - Det her er et forsøg på at give medarbejderne mere magt over deres eget arbejdsliv og en højere grad af selvbestemmelse, siger Troels Christian Jakobsen fra Alternativet, som står bag det forslag, der nu er blevet vedtaget, til TV2 Kosmopol.

  24. Mand dømt for at bedrage kirke i København for over tre millioner

    En mand i 30'erne er blevet idømt et år og syv måneders fængsel for at have bedraget den norske sømandskirke i København for 5,3 millioner norske kroner - svarende til cirka 3,6 millioner danske kroner.

    Det har domstolen i Sør-Rogaland i Norge besluttet, skriver Ritzau.

    Bedrageriet fandt sted mellem 2013 og 2019, hvor manden arbejdede som regnskabsmedarbejder for kirken.

    Manden har erkendt og forklaret, at han følte sig underbetalt i jobbet.

    Foruden fængselsstraffen skal manden betale beløbet, han har bedraget kirken for, tilbage, skriver Ritzau.

  25. Mand idømt 12 års fængsel for salg af amfetamin

    En 34-årig mand fra Vallensbæk skal 12 år i fængsel. Det har Retten i Holbæk i dag bestemt, skriver Midt- og Vestsjællands Anklagere på Twitter.

    Manden har handlet i alt 38 kilo amfetamin i løbet af foråret sidste år. Det afslørede undersøgelser af en krypteret beskedapp på mandens telefon, skriver anklagemyndigheden.

    Det ulovlige salg blev opdaget i forbindelse med efterforskningen af et indbrud på Vestsjælland, hvor der dukkede 500 gram amfetamin op hos de mistænkte. Siden fandt man yderligere 500 gram kokain hos den 34-årige.

  26. Murmeldyret Phil spår en lang vinter på Groundhog Day i USA

    • Der var kreative hovedbeklædninger blandt de fremmødte til Groundhog Day. (Foto: © Michael Swensen, Ritzau Scanpix)
    • Murmeldyret Phil hyldes. (Foto: © ALAN FREED, Ritzau Scanpix)
    • Her ses murmeldyret Punxsutawney Phil på Gobblers Knob in Punxsutawney, Pennsylvania. (Foto: © ALAN FREED, Ritzau Scanpix)
    • Groundhog-klubbens vicepræsident Dan McGinley fejrer dagen. (Foto: © ALAN FREED, Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    De fleste ville måske blive en smule morgensure over at blive vækket fra deres rolige vinterhi for at blive taget imod af en jublende flok hatteklædte mennesker.

    Det er ikke desto mindre fast procedure for murmeldyret Phil i staten Pennsylvania i USA og flere af hans artsfæller landet over.

    Den 2. februar, som kaldes Groundhog Day, er der nemlig tradition for at få de små dyr til at forudsige, hvornår det bliver forår.

    Myten fortæller, at hvis der er tåget, når dyret kommer ud fra sit skjul, så kommer foråret tidligt. Skinner solen, ser murmeldyret angiveligt sin egen skygge og trækker sig tilbage til sit skjul, og dermed fortsætter vinteren i yderligere seks uger.

    I Pennsylvania forudsagde Phil i dag yderligere seks ugers vinter:

  27. Nationalbanken hæver renten med 0,35 procentpoint

    Nationalbanken hæver renten med 0,35 procentpoint til 2,1 procent.

    Det oplyser Nationalbanken i en pressemeddelelse.

    Det sker, efter at Den Europæiske Centralbank (ECB) tidligere torsdag hævede sin ledende rente med 0,5 procentpoint til 2,5 procent.

    Det er femte gang i træk, at ECB efter et af sine pengepolitiske møder har besluttet sig for at lade renten stige i et forsøg på at tøjle inflationen.

  28. Tjetjeniens leder udpeger sin nevø som ny vicepremierminister

    Ramzan Kadyrov har været Tjetjeniens leder siden 2007. (Foto: © CHINGIS KONDAROV, Ritzau Scanpix)

    Tjetjeniens kontroversielle overhoved, Ramzan Kadyrov, har udpeget sin nevø, den 26-årige Khamzat Kadyrov som ny vicepremierminister og minister for ejendomme.

    Det skriver Kadyrov på det russiske sociale medie VK.

    Det er ikke første gang, Kadyrov udpeger familiemedlemmer til vigtige poster i den lille republik, der er en del af den russiske føderation. I 2021 udnævnte han sin ældste datter, Aishat Kadyrov, til kulturminister.

    Ifølge en opgørelse fra BBC's russiske afdeling bestod mere end halvdelen af regeringen af slægtninge og bekendte i 2018. Også en stor del af embedsværket er medlemmer eller venner af Kadyrov-familien.

    Ramzan Kadyrov har fået massiv kritik fra det internationale samfund for at styre landet med ekstremt hård hånd og undertrykke menneskerettigheder og modstandere i landet.

    Kadyrov er tæt allieret med Ruslands præsident Putin og varm fortaler for krigen i Ukraine.

    I oktober sagde Kadyrov, at han ville sende sine tre sønner på henholdvis 14, 15 og 16 år til frontlinjen i Ukraine.

Mere fra dr.dk