De ekstralange lastbiler må også snart køre ekstralangt. De må i hvert fald krydse Øresund.
Det skriver transportminister Thomas Danielsen (V) på det sociale medie X.
Til oktober fremsætter transportministeren et lovforslag, der gør det muligt at køre med lastbiler, der er 34 meter lange, hvor den maksimale længde i dag er 25,25 meter.
Det betyder mindre CO2-udledning, fordi bilerne kan læsses mere, og færre køretøjer på vejene, lyder det i en pressemeddelelse.
Men i Sverige er det allerede lovligt at køre med langt læs.
- Jeg kan godt forstå, at det virker lidt pudsigt, at den her aftale kommer nu, når det faktisk ikke er lovligt at køre med to trailere efter en lastbil i Danmark endnu, siger Thomas Danielsen (V) til Ritzau.
- Men jeg har jo til sinds at fremsætte et lovforslag, som vil gøre det muligt.