En af de kvinder, som regeringen har planlagt at hjemtage fra fangelejre i Syrien, har ifølge myndighedernes vurdering dobbelt statsborgerskab.
Hun kommer hjem, på trods af at regeringen har slået fast, at man ikke ville tage kvinder hjem fra Syrien, som ikke kun havde dansk statsborgerskab.
Nu erkender Udlændinge- og Integrationsministeriet, at man i flere år har haft oplysninger om, at kvinden havde dobbelt statsborgerskab.
'Det har tidligere været Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at den pågældende person alene var dansk statsborger. Vurderingen var således, at hun havde fortabt sit andet statsborgerskab, da hun erhvervede sit danske statsborgerskab,' lyder det i et skriftligt svar fra ministeriet til DR Nyheder.
'Omkring årsskiftet 2019/2020 modtog de danske myndigheder henvendelser fra den pågældendes familie. I den forbindelse oplyste et familiemedlem, at kvinden var statsborger i et andet land end Danmark.'
Oplysningen fik dog ikke ministeriet til at ændre vurdering. Det skete først i sommer og altså efter, at man havde besluttet sig for at hjemtage kvinden og hendes syv børn.
Her undersøgte ministeriet sagen igen og indhentede oplysninger fra en advokat i hendes fødeland.
'På baggrund af advokatens responsum er det nu Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at kvinden ikke i praksis har fortabt sin andet statsborgerskab og således er dobbelt statsborger. Udlændinge- og integrationsministeren blev orienteret herom den 11. august 2021.'