Minkkommissionens beretning kommer til juni
Når vi går ind i sommermånederne, så kan man forvente en beretning fra Minkkommissionen oven på de mange afhøringer. I juni kommer den samlede undersøgelse af forløbet om aflivning af alle mink.
Det oplyser kommissionen efter et møde med Granskningsudvalget i Folketinget tirsdag, skriver Ritzau.
Det var oprindeligt planen, at beretningen skulle være færdig til april, men kommissionen fik en ekstraopgave fra Folketinget i november, som udsatte processen. Den skulle også undersøge et såkaldt actioncard fra Rigspolitiet.
Det var ønsket fra Folketinget at holde fast i april, men Minkkommissionens formand, Michael Kistrup, oplyste, at det ikke var muligt, og derfor er deadlinen nu faldet på juni.