En 27-årig mand og tidligere medarbejder på Søholmskolen i Rudersdal Kommune sidder lige nu varetægtsfængslet, mistænkt for voldtægt af en pige under 15 år samt vidnetrusler.
Ifølge borgmester Ann Sofie Orth (K) er der mistanke om flere overgreb begået på elever på Søholmskolen. Det fortæller hun til P4 København.
- Vi har at gøre med mistanke om flere overgreb på børn på skolen. Der skal fortsat afvikles børnesamtaler. Og det vil være med til at afdække, om der er yderligere overgreb eller hændelser, der skal politianmeldes, siger hun.
Rudersdal Kommune besluttede i går at oprette en hotline for forældre og har bedt et advokatfirma om at igangsætte en undersøgelse. Kommunen har også bedt Kammeradvokaten om hjælp til at undersøge, om der er sket ledelsessvigt i forbindelse med sagen.
I dag er der mandet op med flere voksne på skolen, ligesom der er psykologbistand og kriseberedskab sat op til både børn, voksne, forældre og medarbejdere. Det gælder også over weekenden.
Du kan få de seneste nyheder hos DRTV Live.