Moderaterne skal have flere sæder i europæisk politik.
Sådan lyder ambitionerne fra formand Lars Løkke Rasmussen forud for det kommende EU-Parlamentsvalg næste år.
- Vi skal i Europa-Parlamentet med mindst to mandater, siger han.
Han kalder det for en realistisk målsætning og præsenterer de to kandidater, som skal få partiet i mål med ambitionen.
Den ene er debattør og erhvervskvinde, Stine Bosse – som ifølge Løkke er spids-spids kandidat. Den anden er Bergur Løkke Rasmussen, der lige nu er Moderaternes eneste medlem i EU-parlamentet. Ved sidste EU-parlamentsvalg blev han valgt ind for Venstre, men han har sidenhen meldt sig ind i Moderaterne.
- Bosse og Bergur – bare bedst. Det er de to, vi gerne vil have valgt som et minimum, siger Lars Løkke Rasmussen.
Sidst i september vil Moderaterne præsentere yderligere 11 kandidater.