Møbelkæden Ilva A/S er ved Retten i Aarhus blevet idømt en bøde på 100.000 kroner for at opbevare data om sine kunder i strid med GDPR-reglerne.
Ilva lå inde med navne, adresser, telefonnumre, e-mails og købshistorik på flere hundrede tusinde kunder, selvom der ikke længere var grundlag for at opbevare oplysningerne.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Det er en alvorlig sag, når der er virksomheder, der ikke lever op til det ansvar, så jeg er tilfreds med, at der nu er sket domfældelse i denne sag, selvom der alene er dømt for uagtsomhed – altså at de ikke bevidst har haft til hensigt at bryde reglerne, siger specialanklager ved Østjyllands Politi, Jan Østergaard i pressemeddelelsen.