Den mor, der er mistænkt for at have holdt sin søn fange i en lejlighed i 28 år, er blevet løsladt, oplyser anklagemyndigheden ifølge svenske medier.
- Efter at manden (den 41-årige søn, red.) er blevet afhørt i eftermiddag og baseret på, hvad der ellers er kommet frem i efterforskningen, er mistankerne mod den mistænkte kvinde svækket. Jeg har vurderet, at hun ikke længere skal tilbageholdes, og hun bliver derfor løsladt, siger anklager Emma Olsson.
Det bliver dog understreget, at efterforskningen af sagen fortsætter, og anklagerne mod moderen fastholdes. Moren blev anholdt i mandags for ulovlig frihedsberøvelse og alvorlig legemsbeskadigelse.
Moren har nægtet sig skyldig.