Seneste Nyt

Motorvej genåbnet efter ulykke med spøgelsesbilist

Motorvej E45 ved Hjallerup er genåbnet i begge retninger.

Det oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.

Motorvejen har i flere timer været spærret grundet oprydningsarbejdet efter et uheld, hvor en spøgelsesbilist kolliderede med en modkørende bil.

Ifølge politikredsen er spøgelsesbilisten alvorligt tilskadekommen, mens den anden part har fået lettere skader.

Nyheder

  1. Nato om Putins atomvåben i Belarus: 'Det er farlig og uansvarlig retorik'

    Der er tale om "farlig og uansvarlig" retorik, når Ruslands præsident, Vladimir Putin, meddeler, at Rusland vil placere taktiske atomvåben i Belarus.

    Sådan lyder det i en skriftlig kommentar fra en talsperson for forsvarsalliancen Nato til nyhedsbureauet Reuters søndag.

    Udmeldingen får dog ikke Nato til at tro, at Rusland nu er tættere på at benytte atomvåben, end det var tilfældet før - hvorfor forsvarsalliancen heller ikke ændrer sin position.

    Også EU er søndag ude og kritisere planerne om at opstille taktiske atomvåben i Belarus.

    Det er endnu ikke for sent for Belarus' præsident, Alexander Lukashenko, at sige nej til at lade Rusland gennemføre sine planer.

    Sådan lyder udmeldingen fra EU's udenrigschef, Josep Borrell.

    - Hvis Belarus tager imod russiske atomvåben, vil det være en uansvarlig eskalering og en trussel mod den europæiske sikkerhed, skriver han på Twitter.

    Udenrigschefen meddeler i samme ombæring, at EU står klar med yderligere sanktioner, såfremt Belarus ikke stikker en kæp i hjulet for planerne.

  2. Ukraine ønsker krisemøde i FN's Sikkerhedsråd efter Putins udmelding

    Ukraine kritiserer i skarpe vendinger den russiske præsidents udmelding om, at Rusland vil opstille taktiske atomvåben i nabolandet Belarus.

    Udmeldingen har søndag fået den ukrainske regering til at efterspørge et krisemøde i FN's Sikkerhedsråd, hvor udmeldingen, som det ukrainske forsvarsministerium kalder "endnu et provokerende skridt", skal diskuteres.

    Det skriver Reuters.

    - Rusland bekræfter endnu engang, at det er komplet ude af stand til på forsvarlig vis at have atomvåben med henblik på afskrækkelse og at forhindre krig, og i stedet bruger dem til at fremsige trusler og til at undertrykke, skriver det ukrainske udenrigsministerium ifølge Reuters.

    Foruden krisemødet i sikkerhedsrådet efterspørger den ukrainske regering også, at G7 og EU advarer Belarus om konsekvenserne ved at acceptere, at Rusland opstiller atomvåben på dets territorum.

  3. Franskmand vinder forårsklassiker i ny Jumbo-opvisning

    Wout van Aert og Christophe Laporte kørte sammen ind på opløbsstrækningen, inden van Aert lod Laporte køre først over målstregen. (Foto: © Geert Vanden Wijngaert, Associated Press)

    Cykelrytteren Christophe Laporte (Jumbo-Visma) har søndag vundet den belgiske brostensklassiker Gent-Wevelgem efter et længere udbrud med sin holdkammerat Wout van Aert.

    Hånd i hånd kørte de to ryttere ind på opløbsstrækningen, inden van Aert forærede sejren til Laporte. Dermed har Jumbo-Visma fået en forrygende start på den flamske cykeluge, efter van Aert fredag triumferede i endagsløbet E3 Saxo Bank Classic.

    Mads Pedersen (Trek) og Mikkel Bjerg (UAE) blev henholdsvis nummer fem og seks på den 260,9 kilometer lange rute.

    Med 52 kilometer til mål af søndagens løb lykkedes det van Aert og holdkammeraten Christophe Laporte at lave et hul til feltet.

    Feltet kunne ikke hente ind på tomandsudbruddet, der lidt efter lidt nåede op på omkring to minutter, som de formåede at holde helt til mål.

    Den flamske cykeluge kulminerer næste søndag med årets andet monument, Flandern Rundt.

  4. Ældre kvinde påkørt af tog: Togbusser indsat mellem Esbjerg og Bramming

    En ældre kvinde er død, efter at hun søndag blev påkørt af et tog ved Tjæreborg.

    Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

    Personpåkørslen skete, da kvinden var ved at krydse en personovergang over skinnerne på stationen.

    Togtrafikken blev indstillet som følge af ulykken, og DSB meddeler ifølger Ritzau, at der er indsat busser på strækningen mellem Bramming og Esbjerg.

    Kvindens pårørende er underettet.

  5. 2.000 mumie-vædderhoveder fundet ved Egyptisk tempel

    • Mindst 2.000 mumificerede vædderhoveder er fundet ved et gammelt egyptisk tempel. (Foto: © -, Ritzau Scanpix)
    • Udgravningerne blev udført af et hold fra New York University's Institute for the Study of the Ancient World. (Foto: © -, Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    Mindst 2.000 mumificerede vædderhoveder er blevet fundet i et gammelt egyptisk tempel, skriver Reuters.

    Hovederne, som vurderes at stamme fra perioden 336 til 31 før Kristus, er fundet ved Ramses 2.'s tempel, som ligger i den antikke by Abydos i den sydlige del af landet.

    De blev fundet sammen med andre mumificerede dyr - heriblandt hunfår, hunde og geder.

    Dyrehovederne menes at være ofringer til ære for Ramses omkring 1.000 år efter hans død, lyder det ifølge Reuters i en erklæring fra Egyptens ministerium for turisme og antikviteter.

    Ramses 2. er en af de mest kendte faraoner fra det gamle Egypten.

  6. Japaner slår Clara Tauson i finalen i Slovenien

    Den danske tennisspiller Clara Tauson tabte søndag finalen i ITF-turneringen i slovenske Maribor.

    I finalen stod danskeren, der er nummer 139 i verden, over for japaneren Mai Hontama, der vandt finalen i tre sæt, 6-4, 3-6, 6-4. Hontama er nummer 213 på verdensranglisten.

    Turneringen i Slovenien er en såkaldt ITF 40-turnering, hvor der er 40.000 dollar i præmiepuljen. Den er ikke en del af WTA Tour, hvor de største turneringer spilles.

    Clara Tauson forsøger for tiden at finde det niveau, der tidligere har bragt hende op som nummer 33 i verden.

    Det gør hun i de små turneringer, fordi hun på grund af sin nuværende placering som nummer 139 ikke automatisk deltager i de store turneringer.

  7. Dykkere samler affald op af vandet i Bjerringbro

    Op mod en kvart million mennesker - herunder 180.000 børn fra skoler og dagtilbud - har i løbet af ugen samlet skrald som led i en årlig affaldsindsamling fra Danmarks Naturfredningsforening.

    I denne weekend er 850 lokale indsamlinger arrangeret af lokale foreninger, virksomheder og private.

    Særligt i dag søndag holder mange virksomheder og foreninger indsamlings-events.

    Heriblandt er Bjerringbro Dykkerklub, der samler affald op af vandet.

    Det kan du høre mere om i indslaget her, hvor reporter Trine Dam taler med formand for dykkerklubben Tommy Schøler-Troelsen:

  8. Wind og Nelsson er med fra start mod Kasakhstan

    Når det danske landshold senere i dag spiller EM-kvalifikationskamp mod Kasakhstan, bliver det med to nye hoveder i startopstilligen i forhold til sejren over Finland i torsdags.

    Jonas Wind glider ind i det danske angreb og erstatter Martin Braithwaite, mens Victor Nelsson får pladsen i den centrale forsvar, som Andreas Christensen har efterladt efter sin skade i Finland-kampen.

    (Foto: © Morten Mølby DR)

    Danmarks startopstilling ser ud som følger (4-3-3):

    Kasper Schmeichel - Alexander Bah, Simon Kjær, Victor Nelsson, Joakim Mæhle - Christian Nørgaard, Pierre-Emile Højbjerg, Mathias Jensen - Jonas Wind, Rasmus Højlund, Mikkel Damsgaard.

    Kampen begynder klokken 15 dansk tid, og du kan følge den i DR LYD, LIGA på P4 og på dr.dk.

  9. Mia Blichfeldt taber finale ved Swiss Open

    Mia Blichfeldt taber finalen i Swiss Open til thailandske Pornpawee Chochuwong med 16-21, 18-21. (Foto: © TIM KEETON, Ritzau Scanpix)

    Badmintonspilleren Mia Blichfeldt tabte søndag finalen i Super 300-turneringen Swiss Open, efter thailandske Pornpawee Chochuwong slog danskeren i to sæt, 21-16, 21-18.

    I første sæt fulgtes de to spillere ad til stillingen 16-16, men herfra tog thailænderen fem point i træk og vandt sættet 21-16.

    Blichfeldt kom foran i flere omgange i andet sæt, men gang på gang svarede Chochuwong tilbage.

    Den 25-årige dansker var foran 17-13, men thailænderen vandt hele syv point i træk og tilkæmpede sig matchbold. Danskeren sikrede et point, inden nederlaget blev en realitet.

    Mia Blichfeldt, der er nummer 23 i verden, stod i sin første finale siden 2019, hvor hun vandt både Spain Masters og European Games. Siden har blandt andet knæskader holdt hende fra den absolutte verdenstop.

    I herrernes singlefinale senere søndag mødes Koki Watanabe og Tien Chen Chou, der slog den danske verdensetter, Viktor Axelsen, ud i lørdagens semifinale.

  10. Flere anholdte i sager om stoffer i København

    Københavns Politi har i går anholdt en række personer i forbindelse med flere sager om salg af stoffer.

    En 21-årig og en 29-årig blev i aftes anholdt på Vesterbro under en aktion mod såkaldte "hvide bude", som er betegnelsen for pushere, der leverer narkotika direkte til døren hos kunder.

    Også på Christiania anholdt politiet i går flere personer, skriver politiet på Twitter.

    - I forbindelse med indsatsen mod den organiserede hashhandel i Pusher Street på Christiania anholdt vi i går tre mænd for salg. Der er tale om en 21-årig, en 25-årig og en 26-årig. De fremstilles alle i grundlovsforhør i dag, skriver politiet.

  11. Berlinerne går til afstemning om klimaneutralitet

    Berlinerne skal i dag afgøre, om fristen for klimaneutralitet skal sættes til 2030 i stedet for 2045. (Foto: © ANNEGRET HILSE)

    Vælgerne i den tyske hovedstad, Berlin, går i dag til urnerne for at stemme om et forslag, der vil tvinge bystyret til drastisk at skrue op for byens klimamål.

    Søndagens folkeafstemning skal afgøre, om Berlin skal blive klimaneutrale i 2030. Det vil betyde, at byen om mindre end otte år ikke længere skal bidrage yderligere til den globale opvarming.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    En allerede eksisterende lov sætter fristen til at nå målet om klimaneutralitet i 2045.

    Afstemningen kræver støtte fra mindst 25 procent af byens omkring 2,4 millioner stemmeberettigede vælgere.

  12. Bøvl med sommertid Libanon: Borgere vågner i to forskellige tidszoner

    Mens Danmark i dag er gået over til sommertid, helt som vi plejer, foregår overgangen på en lidt mere indviklet måde i Libanon.

    Her lever borgerne lige nu i to forskellige tidszoner. Det er, fordi landets premierminister, Najib Mikati, med kort varsel har annonceret at udsætte skiftet til sommertid til midnat den 20. april, skriver BBC.

    Dermed kommer skiftet først efter den muslimske højtid ramadan.

    Men landets kristne myndigheder har holdt fast i den normale praksis - at skifte til sommertid i dag, den sidste søndag i marts.

    Det har skabt kaos i landet, hvor nogle - heriblandt også virksomheder og offentlige institutioner - har valgt at gå med Najib Mikati's klokkeslæt, mens andre har holdt fast i det traditionelle tidsskifte.

    Premierministeren annoncerede sine planer i torsdags. Han har ikke givet nogen officiel begrundelse, skriver BBC.

    Men hvis tiden forbliver forandret indtil april, passer det med, at personer, der praktiserer ramadan, kan stoppe deres faste en time tidligere - nemlig klokken 18 i stedet for klokken 19, hvor solen går ned i sommertid.

  13. Massiv strejke ventes at ramme Tyskland i morgen

    Meget tyder på, at der i morgen mandag vil opstå trafikkaos flere steder i Tyskland. Tusindvis af transportarbejdere ventes nemlig at gå i strejke, efter to fagforeninger har krævet lønstigninger.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    - Vi forudser, at landet vil være lammet på mandag, siger togselskabet Deutsche Bahns personalechef, Martin Seiler.

    Det er de to fagforeninger EVG og Verdi, der begge repræsenterer ansatte i transportbranchen. Ifølge fagforeningerne bliver omkring 350.000 medlemmer kaldt til endagsstrejke mandag.

    - Strejken får en massiv effekt. Det er vi klar over, og det er nødvendigt, sagde Verdi-formand Frank Werneke, da initiativet blev præsenteret torsdag.

    For at matche den høje inflation kræver Verdi en lønstigning på 10,5 procent til sine medlemmer, mens EVG kræver 12 procent. Arbejdsgivernes bud er på 5 procent plus et engangsbeløb.

    - Vi er en gruppe, der bogstaveligt talt rykker det her land frem og bliver alt for dårligt betalt for at gøre det, siger Werneke til tyske Deutsche Welle.

  14. Forbrugerråd vil have elregninger, der er til at forstå

    Det er for svært at afkode sin elregning, og defor bør elbranchen standardisere og forsimple forbrugernes regninger.

    Det mener Forbrugerrådet Tænk, der har set en stigning i klagesager, og som nu giver 20 forslag til bedre vilkår for el- gas- og fjernvarmekunder.

    - Regningerne skal indeholde de vigtigste nøgleoplysninger, herunder spottillæg per kWh, der muliggør reel sammenligning på tværs af elselskaberne.

    - Derudover skal detaljerede forbrugs- og prisoplysninger være lettilgængelige for den gruppe af forbrugere, der gerne vil dykke ned i deres forbrug, for eksempel via elselskabernes selvbetjeningsløsninger, lyder det i et af forslagene.

    Produktnavne som "flex-el", "variabel el" og "grøn el" kan forvirre forbrugerne. Det gør det eksempelvis svært at gennemskue produktets klimaaftryk, lyder det fra forbrugerrådet.

    Baggrunden for udspillet er tal fra Ankenævnet på Energiområdet og fra forbrugerrådet. De viser en stigning i klagesager over energiselskaber.

    I Ankenævnet på Energiområdet oprettede man 428 sager i 2022. Det er mere end dobbelt så mange sager som året før, hvor der var 186, skriver Forbrugerrådet Tænk.

  15. To personer dræbt af skud i Hamborg

    To personer har mistet livet efter en skudepisode i Hamborg i aftes, oplyser tysk politi ifølge Reuters.

    Politiet er nu i gang med at efterforske episoden og kan endnu ikke sige noget om gerningsmanden.

    Politiet blev tilkaldt til gerningsstedet kort efter midnat, og 28 patruljevogne kørte til stedet.

    Det er anden gang i denne måned, at der har været en skudepisode i Hamborg.

    Den 9. marts kostede et skyderi otte mennesker livet i lokaler, der tilhører Jehovas Vidner i Hamborg, mens adskillige andre blev såret.

  16. Ukrainsk sikkerhedschef: Russiske atomvåben i Belarus vil destabilisere landet

    Det vil destabilisere Belarus, hvis Rusland som meddelt placerer taktiske atomvåben i landet.

    Sådan lyder det fra Oleksiy Danilov, som er formand for det nationale sikkerheds-og forsvarsråd i Ukraine og en af præsident Zelenskyjs top-sikkerhedsrådgivere.

    - Putins meddelelse om at placere taktiske atomvåben i Belarus - et skridt mod indre destabilisering i landet - vil maksimere niveauet af den negative opfattelse og offentlige afvisning af Rusland og Putin i det belarusiske samfund, skriver han på Twitter.

    - Kreml har taget Belarus som atom-gidsel, tilføjer han.

    I går sagde Ruslands præsident, at Rusland vil have etableret en opbevaringsfacilitet til taktiske atomvåben i Belarus inden 1. juli. Atomvåbnene vil fortsat være kontrolleret af Rusland, selvom de befinder sig i nabolandet, lød det.

  17. Sunak vil indføre nye love: Slut med at drikke alkohol ved busstoppesteder

    Det skal være slut med at få sig en bajer, mens man venter på bussen i England. Det samme gælder, hvis man besøger et krigsmindesmærke.

    Landets premierminister, Rishi Sunak, vil introducere nye love i et forsøg på at slå ned på "asocial adfærd". Det skriver avisen The Independent.

    Udover et alkoholforbud ved busstoppesteder og krigsmindesmærker, slår lovene også ned på graffitimalere og personer, der kaster skrald, tyggegummi eller cigaretskodder på gaden.

    I stedet for at tage turen i retten får ballademagerne i stedet muligheden for at rydde op efter dem selv inden for 48 timer.

    - I alt for lang tid har folk fundet sig i asocial adfærd i deres boligområder. Det er ikke mindre forbrydelser. De forstyrrer folks dagligdag, holder virksomheder tilbage og udhuler følelsen af sikkerhed og fællesskab, siger Rishi Sunak ifølge The Guardian.

    - Det er derfor, jeg fremlægger en ny plan for at slå ned på denne adfærd én gang for alle.

  18. Næsten halvdelen af det træ, der fældes i Danmark, kan ikke spores

    Forskere fra Københavns Universitet har kortlagt det samlede forbrug af træ i Danmark.

    I en ny rapport konkluderer de, at næsten halvdelen - 44 procent - af al det træ, der fældes, ikke kan spores tilbage til, hvor det er fældet, eller hvilken type træ det er.

    Og det er problematisk, lyder det fra Niclas Scott Bentsen, som er en af forskerne bag, i en pressemeddelelse.

    - Det store udokumenterede flow af træ er et problem, fordi vi som samfund har fokus på genanvendelse og cirkularitet, udtaler han.

    - Derfor er vi nødt til at vide, hvad det ret store mørketal er for noget træ, for måske kunne vi bruge det til noget mere end bare at brænde det af som energi.

  19. Mindst 19 migranter drukner ud for Tunesiens kyst

    Mindst 19 afrikanske migranter omkom, da deres båd sank ud for Tunesiens kyst.

    Det oplyser den tunesiske menneskerettighedsorganisation FTDES ifølge Reuters.

    Migranterne forsøgte at krydse Middelhavet og nå Italien.

    Talsperson for FTDES Romdhane Ben Amor fortæller, at kystvagten var i stand til at redde fem personer fra båden.

    Ifølge nyhedsbureauet er fem både de sidste fire dage sunket tæt på byen Sfax i Tunesien, og mindst 67 personer er fortsat savnet.

    Tidligere på ugen oplyste den italienske kystvagt, at omkring 750 migranter var blevet reddet i to forskellige operationer.

    FN har registreret flere end 17.000 migranter, der siden 2014 er døde eller forsvundet under forsøget på at krydse Middelhavet.

  20. Honduras bryder diplomatiske forbindelser til Taiwan

    Taiwan har få venner i diplomatiets verden, og nu bliver kredsen endnu mindre.

    Honduras bryder nemlig efter årtier officielt de diplomatiske forbindelser til landet, skriver Ritzau.

    - Honduras' regering anerkender kun eksistensen af ét Kina, oplyser Honduras' udenrigsministerium i et opslag på Twitter.

    - Kinas regering er den eneste legitime regering, som repræsenterer hele Kina. Taiwan er en uadskillelig del af kinesisk territorie.

    Beslutningen har dog været undervejs - Honduras' udenrigsminister rejste i denne uge til Kina for at varme linjen op.

    Præsident Xiomara Castro havde forud for rejsen udtalt, at Honduras ville begynde diplomatiske relationer til Kina. Honduras var et af 14 lande, der formelt anerkender Taiwan.

  21. Kristendemokraterne vil have atomkraft i Danmark

    Kristendemokraterne ønsker, at atomkraft skal indgå på lige fod med øvrige energikilder i Danmark.

    Det oplyser partiet i en pressemeddelelse i aftes, skriver Ritzau.

    For hvis Danmark skal nå i mål med sine CO2-besparelser, er den omstridte energiform helt nødvendig, mener partiets formand, Jeppe Hedaa.

    - Når vind og sol udebliver, hvilket vil ske flere gange på et år, kommer vi i fremtiden til at opleve blackouts, siger han i pressemeddelelsen.

    - Hidtil har vi altid kunnet supplere med fossile brændstoffer, men det er nødt til at være fortid nu.

    Konkret foreslår Kristendemokraterne, at der laves en analyse af atomkraft som mulig energiform i Danmark.

    Det er ikke første gang, partiet foreslår at undersøge mulighederne for at bruge atomkraft som grøn energi.

    Forud for den daværende regerings finanslovsudspil foreslog Kristendemokraterne i august 2021, at der blev sat en halv milliard kroner af til at forske i kernekraft som alternativ energikilde.

  22. Trump til vælgermøde: De efterforsker mig for noget, der ikke var en kriminel handling

    Den tidligere præsident i USA Donald Trump ankom til vælgermøde, der blev afholdt på en flyveplads i Waco i delstaten Texas, i et fly. (Foto: © Brandon Bell, Ritzau Scanpix)

    Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump holdt lørdag amerikansk tid et vælgermøde på en flyveplads i Waco i Texas, hvor han blandt andet brugte tid på at tale om anklager, der er imod ham.

    - Distriktsadvokaten i New York har under varsel og ledelse fra "uretfærdighedsministeriet" i Washington D.C. efterforsket mig for noget, der ikke var en kriminel handling, ikke var en forseelse, ikke var en sag, sagde Trump ifølge Ritzau.

    Trump bliver af distriktsadvokaten i New York efterforsket for angiveligt at skulle have betalt pornoskuespilleren Stormy Daniels for at tie stille om en affære mellem de to.

    Trump insinuerede dog i Waco, at han aldrig har haft et forhold til hende.

    - Det ville ikke være hende. Der er ingen. Vi har en storslået førstedame, sagde han.

    I sidste uge skrev Trump på sit eget sociale medie, Truth Social, at han forventede at blive anholdt tidligere på ugen. Dette skete dog aldrig.

  23. Uheldig svane kortsluttede strømmen i store dele af Aalborg

    En uheldig svane var skyld i, at op mod 40.000 kunder i Aalborg-området mistede strømmen, og næsten alle lyskryds gik i sort lørdag formiddag.

    For svanen var altså fløjet direkte ind i en højspændingsledning med 60.000 volt, og det kunne hverken fuglen eller elnettet klare.

    Det skriver TV2 Nord.

    - Svanen mistede livet og var fuldstændig flænset op. Det var et meget makabert syn, som teknikeren ude på stedet mødte, siger Netselsskabet N1's presseansvarlige, Frederik Schmidt.

    På mirakuløs vis skete der, så vidt man er orienteret, ingen biluheld, mens lyskrydsene var ude af drift, oplyser Nordjyllands Politi.

  24. Earth Hour: Verden rundt slukkes lyset for at gøre opmærksom på klimaforandringer

    Humayuns grav i New Delhi, Indien var henlagt i mørke i anledning af "Earth Hour". Foto: REUTERS/Anushree Fadnavis (Foto: © ANUSHREE FADNAVIS, Ritzau Scanpix)

    Måske opdagede du det selv for ikke så længe siden?

    Uanset hvad løber årets absolut største lyseslukker-begivenhed (i ordets bogstavelige forstand) i hvert fald af stablen i disse timer, og verden over opfordres folk til at slukke lyset mellem klokken 20.30-21.30.

    Opfordringen, der går under navnet "Earth Hour", kommer fra Verdensnaturfonden WWF og skal fejre naturen, sætte fokus på klimaforandringer og tabet af biodiversitet.

    Som klokken time for time slår 20.30 i jordens forskellige tidszoner vælter det ind med mørke billeder fra forskellige byer og vartegn.

    • Parthenon-templet på toppen af Akropolis kan normalt ses lyse op fra store dele af Athen. Men her til aften har det gamle tempel stået mørkt hen i anledning af "Earth Hour". Foto: REUTERS/Alkis Konstantinidis (Foto: © ALKIS KONSTANTINIDIS, Ritzau Scanpix)
    • Colosseum i Rom i en noget mørkere udgave, end det normalt er tilfældet. Foto:REUTERS/Yara Nardi (Foto: © YARA NARDI, Ritzau Scanpix)
    • Byporten Brandenburger Tor i Berlin er normalt kraftigt oplyst om aftenen, men i anledning af "Earth Day" har der her til aften været mørkt på pladsen. Foto: EPA/CLEMENS BILAN (Foto: © CLEMENS BILAN, Ritzau Scanpix)
    • Det er ganske vist ikke alle der har fået memoet i millionbyen Hongkong, men skylinen er alligevel markant mindre oplyst, end det normalt er tilfældet. Foto: Bertha WANG / AFP (Foto: © BERTHA WANG, Ritzau Scanpix)
    • Nej, Jørn Utzon glemte ikke at tænke på belysning, da han tegnede det ikoniske operahus i Sydney, Australien. Men lyset blev her til aften slukket i anledning af "Earth Hour". Foto: REUTERS/Jaimi Joy (Foto: © JAIMI JOY, Ritzau Scanpix)
    • Tårnet på Azadi-pladsen i den iranske hovedstad, Teheran, har også været uden lys her til aften. Foto: Majid Asgaripour/WANA (Foto: © Wana News Agency, Ritzau Scanpix)
    1 / 6
  25. Viktor Axelsen får bank og misser Swiss Open-finale

    Det var en hård dag på kontoret for danske Viktor Axelsen, der ikke kunne følge med sin taiwanesiske modstander. (Foto: © Andrew Boyers, Ritzau Scanpix)

    Danske Viktor Axelsen tabte lørdag aften til taiwanske Chou Tien-chen i semifinalen ved Swiss Open med cifrene 21-10, 21-15.

    Det var ikke tydeligt at se på banen, at den 29-årige verdensmester var favorit, da han mødte taiwaneren, der ligger nummer 6 på verdensranglisten. For især i første sæt udspillede Chou Tien-Chen danskeren, der halsede efter.

    Axelsen fulgte bedre med i andet sæt, men alligevel forblev det spillemæssige overtag hos den 33-årige taiwaner.

    Chou Tien-Chen sprudlede af selvtillid, reagerede hurtigst fremme ved nettet og smashede med en styrke, som gentagende gange tog fusen på danskeren.

    Dermed blev det til overraskende dansk nederlag i to sæt, og en herresingle i Swiss Open uden dansk deltagelse i finalen.

  26. Fremover skal du aflæse din gasmåler fire gange årligt

    Fremadrettet vil din gasmåler ikke få lov at samle støv i samme grad, som det måske er tilfældet i dag.

    Fra juni bliver det nemlig obligatorisk for landets omkring 400.000 gaskunder at aflæse deres gasmåler fire gange om året i stedet for én.

    Det oplyser den statslige gasdistributør Evida på sin hjemmeside.

    Ændringen sker ifølge Evia for at sikre, at der "vil være bedre overensstemmelse mellem forbrug og regning, hvis der sker større ændringer i dit forbrug”.

    Den første aflæsning finder sted 30. juni, og de resterende målinger for det igangværende varmeår vil finde sted i september, december og marts næste år.

  27. Israels forsvarsminister går imod Netanyahu og opfordrer til at stoppe retsreform

    Yoav Gallant går som den første minister mod (Foto: © GIL COHEN-MAGEN, Ritzau Scanpix)

    Israels forsvarsminister, Yoav Gallant, siger i en tale lørdag aften, at den retsreform, som premierminister Benjamin Netanyahus regering forsøger at gennemtvinge, må standses.

    Samtidig opfordrer han til, at de meget store demonstrationer, der har været mod regeringen, stopper.

    - Spliden i vores samfund udvider sig og trænger ind i de israelske forsvarsstyrker, siger Gallant ifølge New York Times.

    - Dette er en klar og umiddelbart håndgribelig fare for statens sikkerhed. Jeg vil ikke være part i dette.

    Hundredtusinder af israelere demonstrerer lørdag aften i Tel Aviv og andre byer i landet mod den planlagte retsreform, som de mener, vil omdanne Israel til et diktatur. (Foto: © Abir sultan, Ritzau Scanpix)

    Gallant tilhører lige som Netanyahu partiet Likud og er den første minister, der opfordrer til at droppe reformen. Han fortæller ifølge Ritzau, at han har talt om det med Netanyahu og gjort sit synspunkt klart.

    - Nu siger jeg det med min egen stemme: Vi må stoppe den lovgivende proces.

    Den israelske regering ventes i løbet den kommende uge at stemme om centrale dele af den nye lovgivning, som vil formindske den israelske højesterets betydning og give regeringen større indflydelse, når der skal udpeges dommere.

    Reformen vil også gøre det muligt med simpelt flertal i parlamentet at underkende afgørelser i højesteret.

Mere fra dr.dk