Seneste Nyt

Mulig gerningsmand til knivstikkeri i Aarhus har meldt sig selv

Natten til lørdag blev to unge mænd overfaldet med kniv på Langenæs Allé i Aarhus.

Nu er manden, som politiet mistænker at stå bag, anholdt. Den 24-årige meldte sig selv på politigården i Aarhus, efter Østjyllands Politi havde været i telefonisk kontakt med ham, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Den anholdte sigtes for forsøg på manddrab og farlig vold. Østjyllands Politi mistænker dog, at der har været flere gerningsmænd involveret.

Ofrene blev påkørt og derefter stukket med kniv. Det ene offer, en 18-årig mand, var tidligere i livsfare, men meldes nu i stabil tilstand. Den anden, en 19-årig mand, fik overfladiske skader.

Parterne kender hinanden i forvejen, oplyste politiet i går ifølge Ritzau.

Det er politiets opfattelse, at overfaldet bunder i et opgør i det kriminelle miljø, lyder det i pressemeddelelsen.

Den 24-årige mand ventes at blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen formiddag.

Nyheder

  1. Norge giver 76 militærkøretøjer til Nordmakedonien

    Nordmakedonien har doneret meget militært udstyr til Ukraine i løbet af krigen.

    Derfor har Norge besluttet at donere 76 militærkøretøjer til Nordmakedonien, herunder 40 lastbiler.

    Det siger Norges forsvarsminister, Bjørn Arild Gram, på et møde i Nordmakedonien med landets forsvarsminister, Slavjanka Petrovska.

    - Nordmakedonien er en god Nato-allieret, som Norge samarbejder godt med, siger den norske minister i en pressemeddelelse.

    - Norge kan nu støtte Nordmakedonien ved at genanskaffe materiel og udstyr til at hjælpe med at opretholde forsvarskapaciteten, står der i pressemeddelelsen.

    Nordmakedonien har været medlem af Nato siden 2020.

  2. De danske politikere er enige om, at en ny EU-lov mod luftforurening i Europa er blevet gevaldigt udvandet af de bilproducerende medlemslande.

  3. Livstidsdømt britisk sygeplejerske anklages for nyt drabsforsøg på baby

    Den britiske sygeplejerske, som i august fik fængsel på livstid for at have myrdet syv babyer på en neonatalafdeling, skal igennem en ny retssag.

    Denne gang er hun tiltalt for endnu et drabsforsøg på et spædbarn, skriver Sky News.

    Desuden er hun anklaget for forsøg på drab på yderligere fem babyer, men dette vil dog ikke være en del af den kommende retssag.

    Sagen ventes at begynde til juni næste år og vare to til tre uger.

    Derudover venter der hende en appelsag, da hun valgte at anke sin livstidsdom, men der er endnu ingen dato fastlagt.

  4. Også flere skal gå fra deltid til fuldtid, lyder det i regeringens udspil.

  5. Fire mennesker er dræbt efter sammenstød i det nordlige Kosovo søndag.

  6. Flere tusind elevers personfølsomme oplysninger kan være lækket.

  7. Politiet undskylder at have bortvist borgere ved omstridt stutteri

    Midt- og Vestjyllands Politi beklager, at man i søndags bortviste otte borgere fra området omkring stutteri Viegård nord for Viborg.

    Bortvisningen skete efter en forkert bestemmelse og var derfor ikke berettiget, siger politiet i en pressemeddelelse.

    - Vi har i øjeblikket en opgave i at sørge for, at der ikke opstår farlige situationer på vejene og omkring stutteriet. Men det er klart, at politiet skal have hjemmel i lovgivningen, til de ting vi gør, siger chefpolitiinspektøren, siger chefpolitiinspektør, Claus Hilborg fra Midt- og Vestjyllands Politi.

    Stutteriet er omdrejningspunkt i en større sag, hvor anklager fra dyreaktivister om dyremishandling er ved at blive undersøgt. Myndighederne har blandt andet fundet 50 døde heste gravet ned.

    Dyreaktivister og borgere har gennem længere tid demonstreret ved stutteriet.

  8. Kreml-talsmand kalder hyldest af naziveteran i canadanisk parlament for 'skandaløs'

    Kreml-talsmand Dmitry Peskov kalder det 'skandaløst', at en ukrainsk krigsveteran fra anden verdenskrig er blevet hyldet i det canadiske parlament.

    98-årige Jaroslavu Hunke, som flygtede til Canada, blev kaldt en "ukrainsk helt" af Anthony Rota, formanden for Underhuset i det canadiske parlament, men sidenhen måtte formanden undskylde på grund af ukrainerens tilknytning til nazisterne.

    Dmitry Peskov siger, at fejringen i en ukrainsk mand, der tjente i en nazistisk enhed, illustrerer en skødesløs tilsidesættelse af den historiske sandhed.

    - Mange vestlige lande, inklusive Canada, har opdraget en ung generation, der ikke ved, hvem der kæmpede med hvem, eller hvad der skete under anden verdenskrig. Og de ved intet om truslen fra fascismen, siger Peskov.

  9. Gasjagt i Nordsøen er droppet: Norsk firma trækker sig

    Det norske firma BlueNord vil alligevel ikke bore efter ny olie og gas i den danske del af Nordsøen.

    Det oplyser Energistyrelsen, som tidligere i år åbnede en miniudbudsrunde for selskaber, der ville byde på retten til at lede efter flere fossile brændsler op fra undergrunden i området.

    Så sent som i sidste uge blev regeringen kritiseret af flere partier i oppositionen og Klimarådet for at tillade mere gasjagt, da det går imod Danmarks klimaambitioner.

    Det var netop BlueNords ansøgning, der førte til miniudbudsrunden for området.

    Efter at nordmændene har trukket sig, lægger regeringen op til at lukke for miniudbuddet. Det skriver klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) på det sociale medie X.

    Udbudsrunden stod til at lukke 15. oktober, og ingen andre ansøgere har meldt sig.

  10. Landsholdsstjerne sidder over, når Danmarks håndboldkvinder spiller EM-kvalifikation

    "Sandra Toft har allerede fået besked på, at hun er med til VM såfremt hun selvfølgelig holder sit niveau og ellers holder sig skadefri," siger landstræner Jesper Jensen. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

    Truppen med Danmarks bedste håndboldkvinder ligner sig selv, men landstræner Jesper Jensen vil bruge de kommende EM-kvalifikationskampe mod Kosovo på at eksperimentere.

    Det fortæller han i forbindelse med landsholdsudtagelsen af 19 spillere mandag eftermiddag. Blandt andre kommer målvogterprofilen Sandra Toft ikke til at spille de to kampe den 12. og 14. oktober, selvom hun er udtaget.

    - Sandra Toft har allerede fået besked på, at hun er med til VM, såfremt hun holder sit niveau og holder sig skadefri. Men derudover ser vi Althea Reinhardt og Anna Kristensen som helt lige på nuværende tidspunkt, siger Jesper Jensen i en pressemeddelelse.

    - Vi ønsker ikke at forfordele nogen af dem under den kommende samling, men vil forsøge at give dem lige gode betingelser, og derfor sidder Sandra over i de to kampe.

    Du kan se hele truppen, der også tæller profiler som Anne Mette Hansen, Kristina Jørgensen og Mie Højlund, ved at klikke på dette link.

    Danmark deltager i VM i håndbold fra den 30. november til den 17. december.

  11. Fodboldspilleren Sofie Svava er glad for Danmarks nye landstræner Andrée Jeglertz, som modsat forgængeren giver hende selvtillid.

  12. Rusland udsteder arrestordre på præsidenten for Den Internationale Straffedomstol

    Piotr Hofmański, præsidenten for Den Internationale Straffedomstol, ICC, er kommet på Ruslands liste over personer, som myndighederne eftersøger med henblik på at anholde dem.

    Det fremgår af en meddelelse fra det russiske indenrigsministerium, som The Guardian citerer.

    Ministeriet oplyser ikke nogen detaljer om anklagerne mod Hofmański.

    ICC-præsidenten udstedte i marts en arrestordre på præsident Putin på grund af anklager om krigsforbrydelser.

  13. Forsikringsselskab skal punge ud med millioner for at vildlede kunder

    Et selskab kan ikke hævde én ting i en reklame, når der står i papirerne, at de kan gøre det præcis modsatte.

    Det må forsikringsselskabet Alka sande, og de bliver nu straffet med en bøde på 16,9 millioner kroner for at vildlede forbrugerne med en reklamefilm om bilforsikring.

    I filmen, der blev vist på tv og på YouTube tilbage i 2016 og 2017, lød det "Hvis du får en skade, sætter vi ikke prisen op".

    Men i forsikringsbestemmelserne kunne man blandt andet læse, at selskabet kunne hæve prisen på forsikringen i tilfælde af en skade, og at en skade medførte en forhøjelse af forsikringens selvrisiko.

    Derfor mener Højesteret, at Alka har overtrådt markedsføringsloven.

    Byretten kom frem til samme resultat, mens landsretten frifandt forsikringsselskabet.

    Frifindelsen skyldtes blandt andet, at Alka i perioden ikke havde gennemført en prisstigning efter en skade.

  14. For tre år siden blev jordskredsramt svensk kommune advaret om risikoen

    • Her ses hovedvejen ved Stenungsund, som kollapsede i jordskredet. (Foto: © 9200 Hanna Brunlöf Windell/TT, Ritzau Scanpix)
    • Sveriges kong Carl Gustaf besøgte i dag området. - Det er ekstremt heldigt, at det ikke er sket et andet sted, som for eksempel et tæt bebygget område, men det er slemt nok. Heldigvis omkom ingen, sagde han. (Foto: © 9200 Adam Ihse/TT, Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    For tre år siden lød det fra Länsstyrelsen i Sverige, at et område ramt af jordskred i den svenske kommune Stenungsund ikke var egnet til bebyggelse.

    Det skriver Ritzau, som citerer flere svenske medier.

    "Bebyggelse er uhensigtsmæssigt af hensyn til beboernes og andres sundhed eller sikkerhed", udtalte styrelsen.

    Den anbefalede også, at kommunen skulle lave yderligere beregninger af jorden stabilitet.

    Jordskredet natten til i lørdags fik dele af en hovedvej til at brække i stykker, og der åbnede sig et flere hundred meter bredt hul.

    Flere bygninger fik desuden skader, og nu står kommunen over for en potentiel milliardregning i genopbygning af området.

  15. 37-årig idømt 14 års fængsel for modtagelse af 98 kilo amfetamin

    En mand fra Jyllinge er blevet idømt 14 års fængsel for at have modtaget sammenlagt 98 kilo amfetamin over to omgange tilbage i 2020.

    Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

    Politiet mistænker, at det skete i forening med en 41-årig horsensianer, der har tilknytning til en rockergruppering.

    De blev begge anholdt og sigtet for handel med store mængder narkotika i slutningen af august.

    Manden, der er 37 år gammel, er desuden dømt for at have modtaget og videresolgt fem kilo kokain i juli på en adresse i Hvidovre.

  16. Visitationszoner og lukningen af rockerklubhuse forlænges i København

    Københavns Politi har besluttet at forlænge perioden for de to visitationszoner, der blev etableret efter et skuddrab på Christiania i august.

    Den ene zone dækker Christiania og et område af Amager, mens den anden dækker et område af Nørrebro og Nordvest-kvarteret i København. Zonerne kan ses her, og de er nu forlænget frem til 9. oktober klokken 18.00:

    I en pressemeddelelse oplyser Københavns Politi, at de siden har visiteret cirka 650 personer, beslaglagt 28 stikvåben og otte andre våben.

    Derudover forlænger politikredsen lukningen af de tre tilholdssteder for Hells Angels, hvorfor det fortsat er forbudt at opholde sig på tre adresser frem til foreløbigt den 9. oktober klokken 19.00. Adresserne kan ses her:

    Begrundelsen for forlængelserne er, at det er forebyggende i konflikten mellem rockerklubben Hells Angels og den forbudte bande Loyal to Familia.

  17. Landsretten mener, at alle optagelser, som denne hemmelige agent har optaget i fængslet med en drabstiltalt, må bruges.

  18. Nu går forhandlinger om mere løn til udvalgte faggrupper i gang.

  19. Mand sigtet for Emilie Meng-drab bliver frivilligt i fængsel

    Den 32-årige mand, der blandt andet er sigtet for drabet på Emilie Meng, accepterer igen at forblive varetægtsfængslet i yderligere fire uger.

    Det oplyser mandens forsvarer, Karina Skou, til Ritzau.

    Han har siddet bag tremmer siden april.

    Der er intet usædvanligt i, at sigtede fra tid til anden frivilligt lader deres varetægtsfængsling forlænge.

    Manden nægter sig skyldig i forbindelse med Emilie Meng-sagen og sagen fra Sorø, hvor han er sigtet for at have forsøgt at bortføre og voldtage en 15-årig pige.

    Han erkender sig delvist skyldig i bortførelse og voldtægt af en 13-årig pige fra Vestsjælland.

    Den 32-årige er beskyttet af et navneforbud.

  20. Senator Robert Menendez' kollegaer vil have ham til at trække sig fra politik.

  21. Fra januar er der lagt op til gedigne prisstigninger de fleste steder.

  22. Clara Tauson fik revanche mod russisk tennisspiller

    Clara Tauson vandt sin første kamp i Ningbo Open i Kina med 6-4, 6-1 over russeren Elina Avanesyan. (Foto: © Mary Altaffer, Associated Press)

    I juni led Clara Tauson et smertefuldt nederlag til russiske Elina Avanesyan ved French Open. Tre måneder senere fik den danske tennisspiller revanche.

    Hun vandt således sin første kamp ved Ningbo Open i Kina med 6-4, 6-1. Det er Clara Tausons første kamp, siden hun i sidste uge måtte udgå af et opgør i en anden WTA-turnering som følge af et hedeslag.

    Clara Tauson var den første til at tilspille sig breakbold og vandt første sæt, som blev servet hjem. I andet sæt blev det danske spil blot bedre, og Clara Tauson slog blandt andet et par forrygende baghåndsvindere.

    Danskeren kender endnu ikke sin modstander i anden runde. I kvartfinalen kan hun møde den topseedede tuneser, Ons Jabeur, der har været i tre grand slam-finaler de seneste to sæsoner.

  23. Weekendens hollandske opgør mellem Ajax og Feyenoord blev afbrudt og senere aflyst på grund af ballade blandt tilskuerne.

  24. Tommy Ahlers: Landmænd bør betale klimaafgift - ikke forbrugere

    Hvem skal betale for en klimaafgift?

    I Venstre er debatten brudt ud i lys lue, og på forsiden af dagens Politiken melder den tidligere uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) sig ind i debatten - og går i rette med en række partifæller.

    Han mener, at Venstre bør gå fuldtonet ind for en klimaafgift på landbruget, så det bliver landmændene og ikke forbrugerne, som skal pålægges afgift.

    Dele af partiet ser ellers helst, at regningen skal ligge ved forbrugerne.

    - For mig at se er en CO2-afgift en helt central del af Venstres klimapolitik, og den bliver der så sat spørgsmålstegn ved nu, siger Tommy Ahlers til avisen.

    Blandt modstanderne er det mangeårige og indflydelsesrige Venstre-medlem Peter Gæmelke samt folketingsmedlem Erling Bonnesen (V) og medlem af EU-Parlamentet Asger Christensen (V).

    Ahlers er stadig medlem af Venstre, men forlod politik, da Venstre kom i opposition.

  25. Berygtet siciliansk mafiaboss er død efter kræftforløb

    Sicilianske Matteo Messina Denaro, der i årtier har været en af Italiens mest berygtede mafiabosser, er død.

    Det bekræfter borgmesteren i den italienske by, hvor Denaro var fængslet, skriver BBC. Borgmesteren, som hedder Pierluigi Biondi, siger, at Denaros død "afslutter en historie om vold og blod".

    Den 61-årige sicilianer havde kræft og søgte tidligere på året lægehjælp ved en klinik i Palermo, mens han var på flugt fra politiet. Den beslutning satte ham i myndighedernes søgelys og førte til hans anholdelse i januar efter tre årtier på flugt.

    Sidste måned blev han overflyttet til hospitalet. Borgmesteren siger, at mafialederen døde, efter hans "sygdom var forværret".

    Messina Denaro var en af de mest koldblodige gangsterledere i Cosa Nostra, der er den sicilianske mafia, som gav inspiration til de succesfulde 'Godfather'-film.

    Her er det mug shot - eller på dansk forbryderfoto - af Matteo Messina Denar, der blev taget efter anholdelsen i januar. (Foto: © handout, Ritzau Scanpix)
  26. Motorvejsuheld skaber lang kø på Sjælland

    09:20: Opdateret efter genåbning

    Har du skullet på tværs af Sjælland for at komme på arbejde her til morgen, så ender du nok med at møde ind til direktørtid.

    Som følge af et uheld ved afkørsel 37 ved Sorø er der mandag morgen en forlænget rejsetid på op mod 60 minutter for trafikanter i østgående retning, skriver Vejdirektoratet.

    P4 Trafik meddeler omkring 09.15, at der igen er farbart i sporene i retning mod København, men at der fortsat er kilometervis af kø, der skal afvikles.

    Der er ingen meldinger om personskade ved uheldet, der blandt andet involverede en slamsluger, som er blevet bugseret væk af en særvogn, oplyser P4 Trafik.

  27. For at sikre mere tid til pleje og omsorg skal robotter hjælpe sygeplejersker med praktiske ting.

  28. Kommunalt kaos på Langeland: Røde partier vil nedlægge udvalg med blå formænd

    Der er mildest talt dårlig stemning på rådhuset i Langeland Kommune.

    Under budgetforhandlingerne i weekenden foreslog SF og Socialdemokratiet at nedlægge to ud af syv udvalg i kommunen for at spare penge.

    Udvalg hvor Konservative og Radikale sidder som formænd, som samtidig mister deres plads i det magtfulde økonomiudvalg.

    Det har fået Venstre, Konservative og Radikale til at forlade forhandlingerne. De mener, der er tale om en udrensning af de blå partier.

    - Det handler rent og klart om at begrænse vores indflydelse mest muligt, siger Søren Ramsing (RV).

    SF og Socialdemokratiet afviser, at forslaget handler om at holde de blå partier udenfor indflydelse.

    - Det er en besparelse og vores tilgang er, at ingen er fredet, heller ikke politikere, siger gruppeformand for Socialdemokratiet, René Hansen.

  29. En amerikanske golfstjerne foreslår, at man i Solheim Cup bør indføre omspil i tilfælde af pointlighed.

  30. Bioanalytikere frygter for deres fremtid, hvis de ikke får del i de ekstra lønkroner til velfærdsmedarbejdere.

  31. Mandag giver skyer, sol og op til 20 grader

    Der vil være mest plads til sol i de østlige egne, mens det vil være overskyet længst mod vest. Foto: Henrik Fossum.

    Mens solen giver den østlige del af landet masser af ugeneret tid, vil vejret være mere præget af skyer i den vestlige del af landet.

    Her vil flere skyer trække ind i takt med eftermiddagen.

    Temperaturen er 17-20 grader, varmest på Sjælland. Vinden er let til frisk fra syd, og det vil holde tørt i det meste af landet i dag.

    I aftentimerne kan der dog være byger over Nordjylland.

  32. Mange folkeskoleelever bestod ikke dansk eller matematik i sommer

    Rettelse: Tidligere fremgik det, at eleverne både havde dumpet matematik og dansk. I statistikken fremgår dog elever, der har dumpet mindst ét af fagene. Fejlen er rettet.

    Ikke alle er flydende i brøker, ligninger og retskrivningsregler, når de skal afslutte folkeskolen.

    I sommer var der i gennemsnit to elever per klasse, der ikke bestod dansk eller matematik ved afgangseksamen, viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet ifølge Ritzau. Altså hver tiende elev.

    Skoleforsker Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College kalder det et problem for samfundet og for den enkelte.

    - I dag har det en væsentlig større betydning, da man kan dumpe folkeskolen, fordi der er adgangskrav til ungdomsuddannelserne, siger han til Ritzau.

    Fjerner man de elever fra ligningen, som er prøvefritaget for dansk og matematik, vokser gruppen, så det drejer sig om hver ottende elev.

  33. 'Usædvanligt følsomme oplysninger' lækket i angreb på fem skoler i Sønderjylland, fortæller techkorrespondent.

  34. Siden 2. maj har manuskriptforfatterne skrejket, men en ny aftale kan gøre, at det snart er slut.

  35. Canadisk politiker undskylder for hyldest af naziveteran

    Anthony Rota, formanden for Underhuset i det canadiske parlament, undskylder søndag aften, for at han i sin rolle som formand officielt anerkendte 98-årige Jaroslavu Hunke som en "ukrainsk helt".

    Rota vidste ikke, siger han selv, at Hunke var nazist og kæmpede på tysk side i Anden Verdenskrig.

    Rotas anerkendelse af Hunke kom, efter at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, havde været på besøg i Canada for at takke det nordamerikanske land for dets bistand i krigen mod Rusland.

    Efter besøget fra Zelenskyj lovpriste den canadiske parlamentsformand Hunkes kamp for ukrainsk selvstændighed mod russerne. Hunke kæmpede for et ukrainske frivilligkorps på tysk side under 2. verdenskrig mod Sovjetunionen. Korpset var en del af nazisternes Waffen-SS, og er sidenhen blevet forbundet til krigsforbrydelser mod blandt andre jøder.

    Han flygtede efterfølgende til Canada.

    Det var den jødiske menneskerettighedsorganisation Center for Simon Wiesenthals Venner (FSWC), der umiddelbart gjorde opmærksom på problematikken og krævede en undskyldning.

  36. 15-årig i kritisk tilstand efter knallertulykke

    Opdateret 5:52 med oplysninger om at pigens pårørende er underettede.

    En 15-årig pige er i kritisk tilstand efter en knallertulykke søndag aften ved Gudme på Fyn.

    Det fortæller Bjarne Tykgaard, vagtchef hos Fyns Politi, til Ritzau.

    Ulykken skete, da hun sammen med to andre personer kørte på samme knallert, oplyser vagtchefen.

    Pigens pårørende er blevet underrettet.

    Det tyder på, at en mekanisk fejl kan være skyld i ulykken.

    Der var ingen andre involveret i ulykken med de tre.

    Politiet modtog anmeldelsen om ulykken kl. 22.52. Udover den 15-årige pige var en af personerne på knallerten 17 år.

    Alderen på den tredje person kunne Fyns Politi ikke oplyse omkring kl. 01.00 mandag.

  37. Græsk venstrefløj vælger 35-årig iværksætter som ny leder

    Den 35-årige iværksætter Stefanos Kasselakis er søndag blevet valgt som ny leder af det græske venstrefløjsparti Syriza.

    Det skriver nyhedsbureauerne AP og Reuters.

    Stefanos Kasselakis har ikke nogen særlig erfaring med politik - slet ikke i Grækenland.

    Kasselakis blev født i Athen, men flyttede til USA som 14-årig.

    Her har han boet i over to årtier og arbejdede blandt andet som frivillig for Joe Bidens valgkamp forud for præsidentvalget i 2008.

    Syriza er Grækenlands største oppositionsparti.

    Partiet er dog svækket i forhold til tidligere. Ved det seneste valg i juni fik partiet under 18 procent af stemmerne. Det var det værste resultat i over et årti.

    Partiets mangeårige lader, Alexis Tsipras, trak sig umiddelbart efter.

    Valget af Kasselakis beskrives som usædvanligt i et land, hvor politiske ledere typisk har en lang politisk baggrund - eller en familierelation.

  38. Lego stopper forsøg på at skabe oliefrie klodser

    Opdateret 08:46: Afsnit er tilføjet, hvor Lego bekræfter, at de fortsat vil forsøge at finde mere bæredygtige materialer til selskabets klodser.

    Den danske legetøjsgigant Lego har stoppet deres forsøg på at skabe Lego-klodser, der ikke er lavet på oliebaseret plastik.

    Årsagen er, at det genbrugsmateriale, som LEGO har eksperimenteret med, viser sig at have højere CO2-udledninger end deres nuværende klodser, forklarer administrerende direktør Niels Christiansen til Financial Times.

    - Vi har testet hundredvis af materialer. Det er bare ikke muligt at skabe et materiale, siger Niels Christiansen.

    Ifølge Financial Times har Lego forsøgt med genbrugt polyethylenterephthalat (rPET).

    Lego begyndte tilbage i 2020 arbejdet med at erstatte deres oliebaserede plastikklodser.

    Lego bekræfter derfor også overfor Ritzau, at de fortsat vil forsøge at finde et mere bæredygtige plastikmaterialer til deres klodser.

  39. Svensk motorvej kollapsede i jordskred - genopbygningen kan koste milliarder

    - Åbenlyse omkostninger handler om bygninger, huse og veje, der er blevet beskadiget. Andre mindre åbenlyse omkostninger, som dog kan blive store i dette tilfælde, er omkostninger ved at omlægge trafikken og følgeeffekter for industrien, siger Johan Nimmermark, som er specialist i risikohåndtering og cost-benefit-analyser ved konsulentfirmaet Sweco ifølge det svenske nyhedsbureau TT og Ritzau. (Foto: © Hanna Brunlof Windell, Associated Press)

    Der er et stort genopbygningsarbejde forude i Sverige, hvor et jordskred natten til lørdag forandrede landskabet og forrykkede motorvejen E6 nord for Göteborg.

    Og det kan komme til at koste milliarder af svenske kroner at genoprette området, vurderer Johan Nimmermark, som er specialist i risikohåndtering og cost-benefit-analyser ved konsulentfirmaet Sweco ifølge det svenske nyhedsbureau TT og Ritzau.

    - Min vurdering er, at genopbygningsarbejdet og konsekvenserne af skreddet i Stenungsund kan koste mellem et antal hundrede millioner og op til nogle milliarder i betragtning af alle eventuelle følgeeffekter, siger han.

  40. Tidligere Wagner-fører er blevet løsladt i Norge

    Den tidligere hærfører for den russiske Wagner-gruppe Andrej Medvedev blev i går løsladt af det norske politi.

    Han blev fredag anholdt ud fra mistanke om, at han på ulovlig vis havde forsøgt at krydse grænsen til Rusland. Det skriver NRK.

    Operationsleder i Finnmark Bjørn Tormod sætter ikke navn på den løsladte person, men ifølge NRK er der tale om Andrej Medvedev, skriver Ritzau.

    Hans advokat Brynjulf Risnes fortæller til Reuters, at den tidligere Wagner-hærfører var i Sør-Varanger for at se, om han kunne finde det sted, hvor han krydsede grænsen til Norge i januar, skriver Ritzau.

    - Han var aldrig nær grænsen. Det var aldrig hans intention at rejse over grænsen til Rusland, lyder det fra advokaten.

    Andrej Medvedev flygtede til Norge fra Rusland i januar, hvor han søgte asyl, fordi han frygtede for sit liv. I maj udtalte han i en video, at han ønskede at komme tilbage til Rusland.

  41. Frankrig trækker sine styrker og ambassadør hjem fra Niger

    Frankrig har besluttet at trække sin ambassadør og styrker ud af Niger og afslutte det militære samarbejde med det afrikanske land.

    Det siger den franske præsident, Emmanuel Macron, i et interview på fransk TV ifølge Reuters.

    Ambassadøren og flere diplomater vil rejse hjem i løbet af de kommende timer, mens de 1.500 franske tropper forlader Niger inden udgangen af året, lyder det.

    Macron forklarer, at Frankrig "ikke vil holdes som gidsel af kupmagerne".

    I sidste uge sagde Macron, at ambassadøren og diplomatisk personale "bogstaveligt talt holdes som gidsler på den franske ambassade".

    Militære kupmagere i Niger afsatte den demokratisk valgte præsident i Niger, Mohamed Bazoum, i slutningen af juli.

    I august beordrede juntaen franske embedsmænd til at forlade det afrikanske land, hvilket Frankrig på det tidspunkt nægtede at imødekomme.

    Niger var tidligere en fransk koloni.

  42. Rester fra asteroiden Bennu kan være med til at gøre os klogere på, hvordan Solsystemet og Jorden er skabt.

  43. Peter Hummelgaard (S) siger, at regeringen vil "være mere præcis" i koranlovtekst efter kritik om uklarhed.

  44. Fodboldspilleren Roony Bardghji scorede to mål på fem minutter i afslutningen af søndagens 3F Superliga-brag mellem FC København og Brøndby.

  45. Regeringen indkalder til pressemøde om lønløft til velfærdsmedarbejdere

    Finansminister Nicolai Wammen (S), indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) vil i morgen orientere om trepartsforhandlingerne og lønløftet til fire faggrupper, som statsminister Mette Frederiksen (S) i sidste uge annoncerede.

    Her sagde hun, at lønløftet skulle gå til sygeplejersker, sosu-assistenter, pædagoger og fængselsbetjente.

    Pressemødet i morgen skal handle om "styrkelse af rekruttering og fastholdelse af velfærdsmedarbejdere", skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.

    Pressemødet vil foregå klokken 12.30 i Finansministeriet.

    Du kan følge med på DR's platforme.

  46. Turismen er vendt tilbage ved Odesa, men kun i korte afbræk kan ukrainerne glemme krigen og have en normal hverdag.

Mere fra dr.dk