Myanmars militærjunta brænder narkotika af for milliarder

Militærjuntaen i Myanmar har i dag brændt beslaglagt narkotika af til en værdi af 642 millioner dollars svarende til 4,5 milliarder kroner. Ifølge juntaens egen udmelding var der tale om næsten to tons heroin og 630 millioner metamfetaminpiller.
Det skete for at markere FN's internationale dag mod narkotikamisbrug og ulovlig handel.
Men ifølge den uafhængige analytiker og tidligere landeekspert for Human Rights Watch, David Scott Mathieson, der i 27 år har beskæftiget sig med Myanmar, er der ingen grund til at lade sig imponere. Han mener ifølge nyhedsbureauet AFP, at militærjuntaen i virkeligheden selv er dybt involveret i den omfattende narkohandel.
- Militæret lader som om, at de virkelig forsøger at stoppe narkohandlen, og de vestlige lande lader som om, at de tror på dem, siger Mathieson.
Han mener, at militærjuntaen i virkeligheden er med til at beskytte narkotikaproduktionen i landet for at opretholde en stabilitet i konfliktområder.