Nægter at lade politiet optage samtalen: Norsk politi må afbryde afhøring af mistænkt for anden dag i træk

Den 42-årige mand, der er sigtet for terror efter skudangrebet i Oslo natten til lørdag, blev kort afhørt af politiet igen i dag.
Afhøringen blev indledt ved 12-tiden, men det stoppede igen efter en halv time. Det oplyser mandens advokat til norske VG.
- Det har været et meget kort ikkeforhør igen i dag, siger forsvarsadvokat Jon Christian Elden.
- Politiet har brugt omkring en halv time på at prøve at overbevise sigtede om, at de ikke ønsker at manipulere hans forklaring. Han har ikke godtaget svaret og har benyttet sig af sin ret til ikke at afgive forklaring, siger mandens advokat.
Afhøringen af den mistænkte, som er norsk statsborger med iransk baggrund, blev også afbrudt i går, fordi han ligeledes nægtede, at politiet optog samtalen.
- Sigtedes baggrund og bekendtskaber er en vigtig del af efterforskningen. en anden vigtig del er at afklare, om sigtede kan have samarbejdet med andre om skyderiet i Oslo, skriver politiet i Oslo i dag i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.
I morgen bliver han fremstillet i grundlovsforhør, hvor en dommer vil afgøre, om han skal varetægtsfængsles for angrebet, som politiet mener er et islamistisk motiveret terrorangreb.
Artiklen er opdateret, da forhøret af den mistænkte blev afbrudt igen. I første version stod der, at politiet havde indledt afhøringen af manden.