Seneste Nyt

Næsten alle stemmer i Sverige er nu talt op: Minimalt borgerligt flertal

Alle stemmer fra 6.264 valgkredse i Sverige er nu talt op. Det skriver Dagens Nyheder.

Tidligere i morges pegede optællingen på, at det ville blive et tæt valg med en mandatfordeling på 175-174. Med det ene ekstra mandats overtal til den borgerlige blok anført af Moderaternas statsministerkandidat Ulf Kristersson.

Og sådan ser det stadig ud efter optællingen.

Men intet er afgjort endnu, for på onsdag tælles de sidste 314 kredse op. De består af udlandsstemmer og sene brevstemmer. Onsdagsstemmerne udgør omkring 200.000.

Læs mere om den tætte valgkamp her.

Nyheder

  1. 270 millioner kroner skal dæmpe for trafikstøj

    Langs de danske veje bor tusindvis af danskere, som hver dag forstyrres af trafikstøj.

    Nu er der penge på vej til projekter, som kan hjælpe nogle af dem, skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

    Pengene skal gå til i alt seks støjskærmsprojekter, der primært er placeret ved motorveje. Der er også blevet afsat penge til forskellige forsøgsprojekter rundt omkring i landet.

    Blandt andet er der blevet afsat cirka 50 millioner kroner til et projekt ved Helsingørmotorvejen, hvor det forventes, at 183 boliger vil få reduceret støjen fra trafikken.

    Du kan læse mere om de konkrete projekter her.

  2. Statsministeren skal diskutere pludseligt dansk vindmølle-stop med EU-toppen

    "Jeg er meget fortrøstningsfuld", sagde Mette Frederiksen forud for EU-topmøde torsdag, hvor hun blandt andet skal drøfte en løsning for en vindmølle-ordning, som Danmark selv har sat bremset med mistanke om ,at den er i strid med EU-retten. (Foto: © Stephanie Lecocq, Ritzau Scanpix)

    Det har sendt chokbølger gennem Danmarks grønne erhversliv, at regeringen i mandags satte den såkaldte åben dør-ordning i bero og dermed trak tæppet væk under en række gigantiske havvindmølle-projekter.

    Gennem åben dør-ordningen kan virksomheder på eget intiativ opstille havmøller i et område, der ikke er udpeget af staten. De får ikke tilskud af staten, men betaler omvendt heller ikke til statskassen, når de tjener penge på strøm fra møllerne.

    Energistyrelsen vurderer, at ordningen, der har eksisteret i 24 år, kan være i strid med EUs regler for statsstøtte.

    Men statsminister Mette Frederiksen er sikker på, at "vi får fundet en løsning på det her så hurtigt, som det overhovedet kan lade sig gøre".

    Det siger statsministeren i forbindelse med et EU-topmøde i dag, hvor hun vil diskutere ordningen med Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

    Kommissionen har tidligere oplyst, at ordningen ikke er sat i bero på EUs opfordring.

  3. EU tog imod Zelenskyj i parlamentet

    • EU-parlamentsformanden Roberta Metsola sammen med den ukrainske præsident. (Foto: © pool, Ritzau Scanpix)
    • Ukraine blev i juni et EU-kandidatland. Det indleder en proces, der kan føre til medlemskab af EU. (Foto: © pool, Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har holdt tale i EU-parlamentet og blev mødt af både store bifald og til tonerne af den ukrainske nationalmelodi.

    I talen lagde han vægt på, at russernes angreb ikke kun truer ukrainerne.

    - Russerne forsøger at udslette os med krig, sagde Zelenskyj.

    Ukrainerne vil være en del af den europæiske familie og leveform. Det ønsker Rusland at ødelægge, sagde han.

    - Det truer ikke kun os - det truer også Europa, sagde præsidenten.

    - Ukraine bliver medlem af EU, og Ukraine vinder, lød det.

    Efter Zelenskyjs tale fik han overrakt et EU-flag af EU-parlamentsformanden Roberta Metsola.

    - Dit lederskab har inspireret dit folk og hver en afkrog af verden.

    - Når verden tænker på Ukraine, tænker de på helte, der kæmper mod oddsene, om David der slår Goliath, sagde hun.

    Læs mere om Zelenskyjs besøg i vores liveblog.

  4. Hollands premierminister om kampfly: Det må ikke ende i en direkte konfrontation med Rusland

    Premierminister Mark Rutte er i dag i Bruxelles for at mødes med andre EU-ledere og præsident Zelenskyj. (Foto: © VIRGINIA MAYO, Associated Press)

    Hollands premierminister, Mark Rutte, siger til BBC, at EU skal sørge for, at det ikke ender med en direkte konfrontation med Rusland, hvis man vælger at sende kampfly.

    - Du er nødt til at sikre dig fuldstændigt, at du ikke ender i en direkte konfrontation mellem Nato og Rusland, siger han.

    Selve diskussionen om at sende kampfly eller ej bør dog drøftes af de europæiske ledere bag lukkede døre, fastslår han.

    - Jeg har mine tanker, men Rusland skal ikke vide mere end højst nødvendigt, siger han.

  5. Danmarks håndboldkvinder får for første gang hjemmebane i Royal Arena

    Danmark møder Sverige i Royal Arena den 11. april (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

    For første gang nogensinde skal Danmarks bedste håndboldkvinder spille i Royal Arena.

    Den 11. april skal landsholdet nemlig møde vores svenske naboer i den københavnske hal, hvor der er plads til over 10.000 mennesker.

    Det skriver Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse.

    Landsholdet har ikke spillet foran et potentielt så stort publikum siden VM på hjemmebane i 2015. Derfor glæder det landsholdets anfører, Sandra Toft, at det nu kommer til at ske igen.

    - Det bliver en kæmpestor oplevelse, og jeg håber, at der kan blive skabt en fantastisk stemning i hallen. Jeg glemmer ikke den oplevelse, vi havde i Jyske Bank Boxen tilbage ved VM i 2015, så det ville være fantastisk at få den oplevelse igen med landsholdet.

  6. FN: Syrere har brug for 'mere af absolut alting'

    Ifølge FN's særlige udsending, Geir Pedersen, har jordskælvsofre i Syrien brug for "mere af absolut alting". (Foto: © Martial Trezzini, Associated Press)

    Jordskælvsofre i Syrien har brug for ”mere af absolut alting”.

    Sådan lyder det fra FN’s særlige udsending for Syrien, Geir Pedersen, ifølge Reuters.

    Han ønsker desuden forsikringer for, at der ikke ville være politiske forhindringer i vejen for at få hjælp frem til de steder, hvor der er mest behov for den.

    Ifølge Geir Pedersen er FN blevet forsikret om, at den første sending nødhjælp til Syrien ville krydse grænsen med Tyrkiet i løbet af i dag.

  7. Se videoen: Tysk eventyrer gennemfører 86 ultramaratonløb - i træk

    Savas Coban startede det første løb i Lima tilbage i november. I samme by endte det sidste ultramaraton.

    Måske er dit nytårsforsæt om at komme tre gange ugentligt i fitnesscenteret allerede røget i vasken.

    Men så kan du hente inspiration hos den tyske eventyrer og ekstremsportsudøver Savas Coban, der netop har færdiggjort det 86. ultramaraton på lige så mange dage.

    Coban har løbet knap 60 kilometer hver dag i gennemsnit på de knap tre måneder, løbeturene stod på, skriver Reuters.

    Turene blev alle tilbagelagt i Peru – og det sidste løb sluttede i landets hovedstad, Lima.

    Sammenlagt har løberen tilbagelagt over 5.000 kilometer i det sydamerikanske land.

    - Gennem det seneste år har jeg dedikeret mit liv til dette øjeblik, opgivet alt andet og var på en måde besat af min drøm, skrev Savas Coban på Instagram, da han krydsede den sidste målstreg.

  8. Lise Nørgaard nåede at lave ny Matador-musical med Susanne Bier før sin død

    Her ses Lise Nørgaard sammen med instruktørerne Anders Thomas Jensen og Susanne Bier. (arkivfoto) (Foto: © Foto: Miklos Szabo - pressebillede/Free)

    Filminstruktørerne Susanne Bier og Anders Thomas Jensen har lavet en ny musical baseret på Matador-serien, som får premiere næste år.

    Og selveste Lise Nørgaard nåede sidste år at være lidt med i projektet. Det fremgår af en pressemeddelelse fra selskabet bag musicalopsætningen.

    Lise Nørgaard døde 1. januar i en alder af 105 år, men udtalte sig om samarbejdet i sensommeren 2022.

    - Det har været en stor glæde for mig at kunne bidrage til, at der blev skabt noget nyt, der bygger på noget, som jeg skrev for længe siden, sagde Lise Nørgaard i et citat, som først er offentliggjort i pressemeddelelsen i dag.

    Susanne Bier mener, at publikum vil mærke, at Matadors skaber har været med i processen.

    - Jeg er meget taknemmelig for, at vi nåede at arbejde sammen og er sikker på, at publikum vil kunne mærke Lise overalt både i og mellem linjerne i den nye musical, siger Susanne Bier i pressemeddelelsen.

  9. Dyrere smør, ost og mælk giver Arla milliardomsætning

    Opdateret 9/2, klokken 11.45: I en tidligere udgave fremgik det, at Arlas overskud var 103 millarder kroner. Det er virksomhedens omsætning, som var dette beløb i 2022.

    Det seneste år har Arla i den grad tjent penge på at sælge mælk, smør og ost.

    Af Arlas årsrapport fremgår det, at virksomheden i 2022 havde en omsætning på 103 milliarder kroner, skriver Ritzau.

    Sammenlignet med regnskabet i 2021 var væksten på hele 23 procent.

    Det er den stigende pris på mejeriprodukterne i danskernes indkøbskurv, der har drevet Arlas vækst.

    Af årsrapporten fremgår det, at Arla sender mere end 2,8 milliarder kroner videre til ejerne.

  10. Tilbud til voldsramte risikerer at lukke, før penge fra minister kan nå frem

    Ligestillingsminister Marie Bjerre (V) håber, at en pulje på 16 millioner kroner hurtigt kan blive uddelt, så voldsramte mænd og kvinder kan få hjælp.

    Men det eksisterende tilbud 'Sig Det Til Nogen', som er finansieret af midlertidige puljemidler, risikerer at lukke, før det er afgjort, om de får del i puljen.

    Men det er bestemt ikke meningen med puljen, at hjælpen skal lukke, mens de venter på økonomisk støtte, fortæller ministeren.

    - Jeg håber, at tilbuddet kan fortsætte. Jeg er meget opmærksom på, at pengene står til at udløbe snart, og håber, at vi kan få dem udmøntet hurtigst muligt, så færrest muligt kommer i klemme, siger Marie Bjerre.

  11. USA anklager Kina for at overvåge andre lande med 'spionballoner'

    Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg mødtes i går med den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken i Washington. (Foto: © Jim WATSON, Ritzau Scanpix)

    Kina har en hel flåde af balloner i forskellige former og størrelser, som spionerer mod andre lande.

    Det mener USA i hvert fald at kunne konkludere, efter amerikanerne fik kendskab til mindst fire kinesiske balloner, der fløj henover "kinesiske interessepunkter" i USA.

    Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, oplyste i går på et fælles pressemøde i Nato-regi, at amerikanerne allerede har fortalt om Kinas spionageaktiviteter til sine partnere og allierede.

    - Vi er ikke alene i det her. Vi har allerede delt informationer med flere andre lande over hele verden både fra Washington og via vores ambasader, sagde Blinken ifølge blandt andre The Guardian og ABC News.

    - Vi gør det, fordi USA ikke er det eneste mål i det her program, der har overtrådt landes suverænitet gennem fem kontinenter, sagde Blinken.

    Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, sagde, at Nato-lande i Europa har observeret 'øgede efterretningsaktiviteter'fra Kina, og at det også omhandler brugen af ballonerne.

  12. Unicef i Danmark sender første omgang af nødhjælpsudstyr mod Tyrkiet og Syrien

    Unicef sender udstyr til Syrien og Tyrkiet fra dets enorme lager i Nordhavn.

    Unicefs lastbiler i Danmark er stopfyldt med alverdens nødhjælpsudstyr og er for første gang klar til at køre mod det jordskælvshærgede område.

    Det seneste dødstal er på 15.000 og stiger fortsat. Millioner af mennesker menes at stå uden tag over hovedet, og 23 millioner er berørt af naturkatastrofen, der har udviklet sig til en humanitær krise.

    Selvom der ikke er nogen tvivl om katastrofens enorme omfang, har det alligevel taget FN's børneorganisation Unicef tre dage at blive klar til at sende udstyr fra dets enorme nødhjælpslager i Nordhavn i København.

    Nødhjælpschef Emma Maspero forklarer, at Unicef allerede har sendt hjælp afsted mod Syrien og Tyrkiet. I dag er bare første sending fra København, siger hun.

    - Vi var heldige at have en masse udstyr i Syrien i forvejen. Vi har også sendt hjælp afsted fra Dubai, som er det nærmeste internationale lager.

    Organisationen forsøger at få helt basale nødvendigheder som menstruationsprodukter, vandrensningstabletter, sæbe, vaskemiddel, potter, og lommelygter afsted. Når man intet har - ikke engang elektricitet - kan sådan en nemlig være yderst hjælpsom, når man skal på toilettet i mørket.

    Der bliver også sendt førstehjælpsgrej til de ramte. Forbindinger, smertestillende, desinficerende klorhexidin, skalpeller og pincetter.

    Det vil tage udstyret fire dage at nå frem.

  13. Pensionsgiganten ATP vinker farvel til 2022 med underskud på over 56 milliarder kroner

    ATP Koncernen, der blandt andet står for Arbejdsmarkedets Tillægspension, må se tilbage på 2022 med et underskud på i alt 56,8 milliarder kroner.

    Det skyldes særligt et tab på hele 64,4 milliarder kroner på investeringer, fremgår det af en pressemeddelelse fra ATP.

    Selvom der er tale om et stort tab af penge, får det ikke betydning for danskernes pension, forsikrer ATP.

    - På trods af tabet, er de pensioner, ATP har lovet, uændrede, og danskerne får udbetalt deres garanterede pensioner, lyder det i pressemeddelelsen.

    ATP er en forkortelse for Arbejdsmarkedets Tillægspension. Det er et supplement til folkepensionen og er en lovpligtig pensionsordning for danske lønmodtagere og de fleste overførselsindkomster.

  14. Fans af Frost, Toy Story og Zootropolis kan se frem til nye film

    Bob Iger er midlertidig administrerende direktør i Disney indtil 2024. (Foto: © Mark Lennihan, Associated Press)

    Tre af Disneys mest succesfulde animationsfilm vender tilbage til det store lærred. Det skriver en række internationale medier.

    - I dag kan jeg med glæde annoncere, at vores animationsstudier arbejder på opfølgere til nogle af vores mest populære franchises: Toy Story, Frost og Zootropolis, fortalte Bob Iger, administrerende direktør i Disney, på et møde med selskabets investorer ifølge Daily Mail.

    Den nye Frost-film bliver den tredje i rækken, mens Toy Story-fans kan se frem til en femte film i legetøjsuniverset.

    Zootropolis får sin første opfølger, siden filmen blev vist i biograferne i 2016. Det er endnu uvist, hvornår de nye film forventes at få premiere.

  15. Ni partier vil have Folketinget til at styre FE-undersøgelse

    Ni partier udenfor regeringen kritiserer dens forslag om undersøgelsen af hjemsendelse af ledende medarbejder i Forsvarets Efterretningstjeneste.

    Regeringen vil nemlig forankre undersøgelsen i Justitsministeriet. Men de ni partier vil i stedet overlade styringen til det såkaldte Granskningsudvalg i Folketinget.

    - Vi synes ikke, det er hensigtsmæssigt, at Justitsministeriet skal være ansvarlig for en undersøgelse, hvor de selv er genstand for undersøgelsen. Regeringen lægger kun op til at undersøge årsagerne til hjemsendelsen, og mere er relevant at undersøge i den sag, siger Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, til Ritzau.

    Oppositionspartier har tidligere kritiseret regeringens planer for undersøgelsen.

  16. Der bliver plads til lidt eller nogen sol i Jylland

    Opklaringen venter til efter middag i dag, så skyerne får mest plads på himlen i dag. Her er det noget af kysten i Aalbæk. Foto: Inger Nielsen

    Det bliver for de fleste endnu en tørvejrsdag, da det kun er i det nordvestlige hjørne af landet, hvor der først på dagen vil være let regn.

    Der er en sandsynlighed for, at noget af regnen kan trække længere mod syd, men der kommer næppe mere end en millimeter vand.

    Ellers venter der endnu en dag med opklaring i løbet af eftermiddagen, og det giver særligt i Jylland plads til lidt eller nogen sol.

    Opklaringen når nok ikke Sjælland inden solopgang, så her vil det hovedsageligt være overskyet i dag.

    Temperaturen stiger til mellem 1 og 7 grader med en let til frisk vind fra sydvest, ved kysterne er der vindstød op til kuling-styrke.

  17. Nordkorea viste våben frem ved fejring af militæret

    • Det er blandt andet landets langtrækkende missiler, som Nordkorea ynder at vise frem - og som i særdeleshed har omverdens bevågenhed. (Foto: © KCNA, Ritzau Scanpix)
    • Landets leder, Kim Jong-Un, deltog også ved fejringen. I baggrunden ses hans kone og datter Ju Ae. (Foto: © Str, Ritzau Scanpix)
    • Militærparaden fejrede det nordkoreanske militærs 75-års fødselsdag. (Foto: © kcna, Ritzau Scanpix)
    • Nordkorea har tidligere vist attrapper og prototyper af våben frem tidligere. (Foto: © kcna, Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, lægger regelmæssigt veje til militærparader.

    Onsdag blev der afholdt endnu en parade, da landet fejrede landets militærs 75-års fødselsdag. Paraden blev brugt til at fremvise nye langtrækkende missiler – angiveligt også med evner til at angribe med atomvåben, skriver Ritzau.

    Ifølge analytikere viste paraden flere langtrækkende missiler - såkaldte ICBM-missiler - end nogensinde før.

    - Efter det, der tilsyneladende var et par Hwasong 17-ICBM-systemer, var der fire uidentificerede, men tilsyneladende lige så store pakkesystemer, skriver Joseph Dempsey, forsvarsforsker ved tænketanken Det Internationale Institut for Strategiske Studier, på Twitter.

    Hwasong 17-missilsystemet er det største af sin slags i Nordkorea.

    Det er dog en kendt sag, at Nordkorea tidligere har fremvist attrapper – og ikke rigtige – våben.

    Landets leder, Kim Jong-Un, deltog også ved fejringen sammen med sin datter.

  18. Elon Musk: Adgangen til Twitter vil snart være genoprettet i Tyrkiet

    Adgangen til Twitter i Tyrkiet skulle snart være genoprettet.

    Det fortalte den administrerende direktøren for Twitter, Elon Musk, i nat.

    - Den tyrkiske regering har informeret Twitter om, at adgangen vil blive genoprettet snart, skriver Musk i tweetet.

    Ifølge NetBlocks, som overvåger internetnedlukninger over hele verden, har flere store internetudbydere begrænset adgangen til det sociale medie.

    Begrænsningen kom, efter Twitter er blevet flittigt brugt i forbindelse med jordskælvet.

    (© (screendump Twitter))
  19. Vindfølsomme køretøjer blev frarådet kørsel på Sallingsundbroen

    Opdateret 9/2, klokken 07.50 med seneste nyt fra Vejdirektoratet: Vindfølsomme køretøjer kan igen passere broen.

    Tidligere i dag betød blæsevejr, at vindfølsomme køretøjer blev frarådet kørsel på Sallingsundbroen.

    Vinden er dog aftaget så meget i løbet af torsdag morgen, at vindfølsomme køretøjer igen kan passere broen, skriver Vejdirektoratet på Twitter.

  20. Zelenskyj møder Macron og Scholz: 'Vi har meget lidt tid'

    • Der var også tid til smil fra de tre herrer under dagens møde. (Foto: © SARAH MEYSSONNIER, Ritzau Scanpix)
    • Mødet foregik i Élyséepalæet i Paris. (Foto: © SARAH MEYSSONNIER, Ritzau Scanpix)
    • Zelenskyj har gjort det tydeligt, at han ønsker kampfly fra Europa. (Foto: © SARAH MEYSSONNIER, Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har i dag været på noget af en Europa-tur.

    Først gik turen til Storbritannien, hvor han mødtes med premierminister Rishi Sunak og kong Charles.

    Herefter lettede flyet mod Paris i Frankrig, hvor Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Tysklands kansler, Olaf Scholz, ventede.

    Både Macron og Scholz svor, at deres større til Ukraine vil fortsætte, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    - Vi har meget lidt tid. Jeg taler om våben, der er behov for, hvis vi skal have fred og stoppe krigen, der er startet af Rusland, sagde Zelenskyj.

    - Frankrig og Tyskland har potentiale til at være vigtige spillere. Jo hurtigere vi får langtrækkende våben og mere moderne fly, desto hurtigere vil Ruslands agression stoppe.

  21. 58-årig kvinde er omkommet i drukneulykke i København

    En 58-årig kvinde er her til aften omkommet i en drukneulykke ved Kanonbådsvej i København.

    Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer.

    Ifølge B.T. var kvinden ude at gå tur med sin hund, da hun på indtil videre ukendt måde endte i vandet bag Operaen.

    Hunden løb efterfølgende over til en genbo, som kontaktede politiet.

    Kvinden blev fundet fuldt påklædt og til DR fastslår Henrik Stormer, at alt tyder på, at der er tale om en ulykke.

    De pårørende er underrettet.

  22. Lokkede kinesiske kvinder til Europa: 28 anholdt i stor aktion mod menneskehandel

    På tværs af landegrænser har politi slået til mod en international kreds af menneskehandlere.

    Kredsen har opereret på tværs af Europa, hvor folkene bag angiveligt har holdt hundredvis af kinesiske kvinder som fanger i gældsslaveri og presset dem til sexarbejde.

    Det skriver den Europæiske Unions politienhed, Europol, i en pressemeddelelse.

    I alt er 28 personer anholdt - 27 i Belgien og én i Spanien.

    - Gerningsmændende brugte beskedtjenester i Kina for at fange deres ofre. Herefter smuglede de deres ofre til Europa ved hjælp af falske ID-dokumenter og opholdstilladelser. Da kvinderne kom til Europa, blev de holdt som fanger og tvunget til at arbejde som prostituerede for at betale gæld af, skriver Europol blandt andet.

    Politienheden oplyser desuden, at det er en tre år lang efterforskning, de nu høster frugten af.

    Belgisk, tysk, polsk, spansk og schweizisk politi har været involveret.

  23. Disney+ mister 2,4 millioner abonnenter

    Streamingtjenesten Disney+ mistede 2,4 millioner betalende brugere i fjerde kvartal af sidste år.

    Den voldsomme tab af abonnenter kommer, efter Disney for nylig hævede prisen på deres streamningtjeneste.

    Det meddeler Disney i sit kvartalsregnskab, skriver Ritzau.

    I alt abonnerer 161,8 millioner mennesker nu på Disney+.

    Den Los Angeles-baserede virksomhed landede en omsætning på 23,5 milliarder dollar i samme kvartal. Beløbet svarer til omkring 163 milliarder kroner.

    Samtidig meddeler Disney, at firmaet vil afskedige 7.000 medarbejdere, skriver nyhedsbureauet Reuters.

  24. Europa-Parlamentets grupper bakker op om plan til at bekæmpe korruption

    Formændene for Europa-Parlamentets politiske grupper har her til aften blåstemplet en ny reformplan, hvis mål er at forhindre nye korruptionsskandaler.

    Planen, der er udarbejdet af parlamentsformand Roberta Metsola, kommer i kølvandet på den såkaldte Qatargate, hvor en række personer i og omkring parlamentet er mistænkt for at have modtaget bestikkelse fra Qatar og Marokko.

    Der er blandt andet lagt op til en "afkølingsperiode" for forhenværende europaparlamentarikere, så der skal gå lidt tid, før de kan få job som EU-lobbyister. Derudover skal eks-parlamentarikere ikke længere have uhindret adgang til parlamentet, som de har i dag.

    Dertil skal alle voksne, der besøger parlamentet, fremover lade sig registrere, og der kommer mere kontrol med parlamentarikernes møder med folk fra lande uden for unionen. Til gengæld er der ikke lagt op til at styrke parlamentets etikudvalg, som den europæiske ombudsmænd ellers ønsker.

    Ifølge parlamentsformanden går reformarbejdet i gang "med det samme for at sikre, at de kan træde i kraft så snart som muligt."

    - Disse reformer er en ny start, som skal styrke Europa-Parlamentets integritet, uafhængighed og ansvarlighed, udtaler Roberta Metsola.

  25. To Læger uden Grænser-ansatte er dræbt i Burkina Faso

    To ansatte i nødhjælpsorganisationen Læger uden Grænser er onsdag blevet dræbt i et angreb i det vestafrikanske land Burkina Faso.

    Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

    De blev dræbt, da væbnede gerningsmænd åbnede ild mod det køretøj, de to ansatte sad i, og som var mærket som tilhørende til Læger uden Grænser.

    To øvrige passagerer i køretøjet undslap angrebet, der skete i Sourou-provinsen i den nordvestlige del af landet.

    De to dræbte var henholdsvis chauffør og logistikchef i organisationen. Begge var fra Burkina Faso.

    Læger uden Grænser har midlertidigt indstillet sit arbejde i det område, hvor angrebet fandt sted. Imens vil organisationen undersøge de nærmere omstændigheder, lyder det i en udtalelse.

  26. Her var tidligere en artikel om Ruslands reaktion på udokumenterede oplysninger om Nord Stream

    DR Nyheder skrev 8. februar et nyhedstelegram om, at det russiske udenrigsministerium opfordrede USA til at svare på beskyldninger frembragt af den amerikanske journalist Seymour Hersh, som i sin blog hævder, at USA var involveret i eksplosionerne på gasrørsledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen.

    Men Seymour Hershs indlæg bygger på én anonym kilde, og der er ikke fremlagt nogen form for dokumentation for påstanden om amerikansk indblanding i eksplosionerne på Nord Stream 1 og 2, ligesom det heller ikke har været muligt at verificere oplysningerne.

    Derfor lever telegrammet ikke op til DR's etiske retningslinjer, og det er derfor blevet fjernet.

  27. Britisk konkurrencemyndighed vil blokere Microsofts køb af spilgigant

    Kamp til døden i 'Team Deathmatch' i Call of Duty, eventyr i Azeroth i World of Warcrafts uendelige verden og tommelfingeren, der vipper frem tilbage hen over skærmen i Candy Crush er alle titler, der tilhører spilfirmaet Activision Blizzard.

    Snart vil alle titlerne og spilfirmaet hører under Microsofts faner – men det opkøb på 450 milliarder kroner vil den britiske konkurrencemyndighed, CMA, blokere, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    For hvis Activision Blizzard slutter sig til Microsoft, så vil endnu en stor spilproducent blive en del af Microsoft, hvilket vil svække konkurrencen for de omkring 45 millioner gamere i Storbritannien, lyder det fra CMA.

    Det frygtes nemlig, at Microsoft vil begrænse spiltitler udelukkende til deres egen Xbox-konsol.

    Også EU og de amerikanske konkurrencemyndigheder vil have købet stoppet.

    Microsoft har dog meddelt, at spil som Call of Duty stadig vil udkomme på andre platforme.

  28. Hjælpeorganisation: Mindst 1.730 har mistet livet i Syrien efter jordskælv

    De Hvide Hjelme på arbejde i Syrien 7. februar. (Foto: © MOHAMMED AL-RIFAI, Ritzau Scanpix)

    Dødstallet i Syrien er nu steget til 1.730 personer, efter jordskælv ramte både Tyrkiet og Syrien natten til mandag.

    Samtidig er mindst 2.850 blevet såret.

    Det oplyser hjælpeorganisationen De Hvide Hjelme på Twitter.

    - Antallet af ofre vil sandsynligvis stige betydeligt på grund af hundredvis af familier under ruinerne af ødelagte bygninger. Vores hold fortsætter redningsaktioner under vanskelige omstændigheder, skriver organisationen.

    De Hvide Hjelme har utallige gange fjernet lig fra murbrokker og evakueret civile fra sønderbombede byer i Syrien. Tidligere er det sket i forbindelse med den årelange borgerkrig i landet.

  29. GOG sender mægtige Veszprem til vægs i vildt Champions League-opgør

    Rasmus Lauge (i rødt) og resten af Veszprem-holdet tabte med et enkelt mål til de danske mestre fra GOG. (Foto: © Boglárka Bodnár, Associated Press)

    Med slid og slæb sikrede GOG sig onsdag aften en af sæsonens allerstørste skalpe.

    På udebane mod den ungarske håndboldmastodont Veszprem vandt fynboerne med 37-36 i Champions Leagues gruppespil.

    Veszprem er med et hav af stjerner som Rasmus Lauge og Petar Nenadic et af de stærkeste mandskaber i Europa, men det lod GOG sig ikke kue af.

    Svenske Tobias Thulin spillede et brag af en kamp i det fynske mål, mens Simon Pytlick uden at overraske var en vital magtfaktor i angrebet.

    Sejren betyder, at GOG tager to vigtige point i Champions League-gruppespillet. Klubben har nu 11 point på femtepladsen.

    /ritzau/

  30. Mexico forbyder haj-turisme i område kendt for mange hvidhajer

    Burdykkeri er nu gjort forbudt i området ud fra Baja California i Mexico. (Foto: © David Fleetham, VWPics via AP Images)

    Mexico forbyder nu haj-relateret turisme ud fra kysten ved den mexicanske stat Baja California. Det skriver CNN.

    Området er særligt kendt for at have mange hvidhajer, og turister flokkes til havet for at dykke med hajerne i bure eller for at se de frygtindgydende dyr fra turistbåde.

    Men nu har den mexicanske regering valgt at blokere for alle aktiviteter i et forsøg på at beskytte hvidhajen i området.

    I forbindelse med forbuddet fremhæver den mexicanske regering, at særligt burdykkeri kan være skadeligt for hajerne.

  31. Storbritanniens premierminister afviser ikke at sende kampfly til Ukraine

    Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har i dag været på besøg hos det britiske parlament og den britiske premierminister, Rishi Sunak.

    Og det ønske afviser Rishi Sunak ikke, skriver Sky News.

    - Vi har allerede sagt, at intet er udelukket, sagde premierministeren på en pressekonference sammen med Zelenskyj og tilføjede, at den britiske regering taler med sine allierede om at sende kampfly til Ukraine.

    Han foreslog også, at ved at træne ukrainske piloter, så vil det være det første skridt i retningen mod at få russerne ud af Ukraine.

    Derudover sagde han, at Storbritannien ifølge ham ikke har været tilbageholdende i at støtte ukrainerne, men tværtimod har været det mest fremadstormende land i forsøget på at skabe en ukrainsk sejr.

    Storbritanniens premierminister, Rishi Sunak, afviser ikke at sende kampfly til Ukraine. (Foto: © Peter Nicholls, Ritzau Scanpix)
  32. To børn er dræbt i Canada, efter bus kører ind i daginstitution

    • Det står stadig ikke klart, hvorfor bussen kørte ind i institutionen. (Foto: © Christinne Muschi, Christinne Muschi)
    • Den 51-årige buschauffør er anholdt. (Foto: © Ryan Remiorz)
    • Gerningsstedet. Forbrydelsen efterforskes nu. (Foto: © ANNE-SOPHIE THILL, AFP or licensors)
    1 / 3

    To børn er omkommet, og seks er såret, efter en bus kørte ind i en daginstitution i byen Laval i den canadiske provins Quebec.

    Det skriver BBC.

    Den 51-årige buschauffør blev anholdt efter ulykken og står nu til at blive sigtet for drab og uansvarlig kørsel.

    De præcise omstændigheder for ulykken er fortsat uklare.

    - Vi ved ikke, hvorfor han gjorde det, eller hvad hans motiver var. Forbrydelsen efterforskes stadig, siger talsperson for politiet i Laval Erika Landry til mediet.

Mere fra dr.dk