For femte år i træk er antallet af mennesker, der får aktiv dødshjælp i Canada, steget.
Omkring 15.300 personer fik aktiv dødshjælp i det nordamerikanske land sidste år. Det svarer til 4,7 procent - eller næsten hver tyvende - af alle dødsfald i Canada det år, skriver BBC.
Antallet er steget med 16 procent sammenlignet med året før. Det er dog en mindre stigning end tidligere.
I 2016 blev aktiv dødshjælp lovligt i Canada. Gennemsnitsalderen for dem, der tager imod det, er 77 år, og langt størstedelen af dem er terminale patienter, hvor kræft er den største årsag.
Politikerne i Canada arbejder ifølge BBC på lovgivning, der skal gøre det muligt for også psykisk syge at modtage aktiv dødshjælp fra 2027.