Næsten tre millioner ukrainere er flygtet videre fra nabolande
Lidt under halvdelen af de 6,6 millioner ukrainere, der er flygtet til nabolande, er taget videre til andre lande i Europa.
Det viser tal fra FN's flygtningeorganisation, UNHCR.
Helt præcis drejer det sig om cirka 2,9 millioner mennesker, der har forladt Ukraine som følge af krigen.
- De flygtninge, der ankommer for tiden, kommer fra områder, der har været hårdt påvirket af kampene. Nogle har i flere uger gemt sig i beskyttelsesrum og kældere, siger UNHCR-talskvinde Olga Sarrado.
Ud af de lande, som ikke grænser op til Ukraine, har Italien, Tjekkiet og Tyskland taget imod flest ukrainske flygtninge, skriver FN.
27.453 personer, der er blevet fordrevet fra Ukraine, havde frem til 23. maj søgt om midlertidig opholdstilladelse i Danmark i henhold til særloven.