- Houston, vi har en ny rekord.
Sådan lød det fra Nasa på det sociale medie Twitter i går.
Rekorden henviser til resultaterne for fartøjet Orion, der nu er det fartøj beregnet til mennesker, der har bevæget sig længst væk fra Jorden.
Således slår Orion en rekord, der ikke har været rykket på i over 50 år, hvor Apollo 13 rejste 248.655 miles væk fra Jorden - svarende til 400.171 kilometer, ifølge Ritzau.
Orion befinder sig 254.456 miles fra Jorden - 409.508 kilometer.
Artemis 1-missionen, som Orion er en del af, blev skudt i gang den 16. november. Formålet er at teste turen, inden rigtige astronauter skal sendes i kredsløb om Månen i 2024 og gå på Månen tidligst i 2025.