Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, opfordrer til at få renset luften i alliancen efter afsløringen af amerikansk spionage i Europa.
- De nationer, som er involveret i sagen, er Nato-allierede og er nødt til at få alle fakta på bordet og finde ud af, hvad der faktisk skete, siger Jens Stoltenberg til DR Nyheder.
DR har afsløret, hvordan USA har udnyttet et samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) til at spionere mod en række andre Nato-lande. Men tilliden er intakt i Nato.
- Danmark er en vældigt værdsat og vigtig Nato-allieret, og Danmark bidrager betydeligt til Nato-samarbejdet, og det, er jeg helt tryg ved, kommer til at fortsætte, siger Jens Stoltenberg.
Opdateret 3. juni 07:49: I den oprindelige udgave af artiklen var en formulering, der kunne misforstås sådan, at Jens Stoltenberg havde sagt, at sagen havde sat Danmark i et dårligt lys. Det sagde han ikke, og teksten er ændret, så den ikke giver anledning til misforståelse.
