Naturens eget folkemøde tiltrækker 30.000 gæster
Danskerne har under de seneste to års coronanedlukning ikke kun savnet at gå til koncert og i teatret.
De har angiveligt også savnet at mødes ude i virkeligheden og tale om naturen og klimaet. Det tyder antallet af fremmødte ved årets Naturmøde i Hirtshals i hvert fald på.
I omegnen af 30.000 danskere har nemlig lagt vejen forbi naturens eget folkemøde i i løbet af de sidste tre dage. Og det er lige så mange som i 2019, skriver Naturmødet i en pressemeddelese.
- Vi har været meget spændte på, om interessen for det fysiske Naturmøde ville være intakt. Heldigvis kan vi konstatere, at folk i den grad har savnet at mødes og tale sammen ansigt til ansigt, udtaler chef for Naturmødet, Leif Lund Jakobsen.
Årets Naturmødets syv scener bød på i alt 143 debatter om alt fra biodiversitet, bynatur, og havmiljø til klima, landbrug og nationalparker.