Seneste Nyt

Ni grupper går sammen om at vælte regeringen i Etiopien

Etiopien har længe været præget af store konflikter, massakrer, tortur og ekstrem brutalitet. Tusindvis af mennesker har det seneste år mistet livet. Situationen spidser til, og tirsdag måtte regeringen erklære landsdækkende undtagelsestilstand.

Ni grupperinger er nu gået sammen om at vælte regeringen enten ved brug af magt eller gennem forhandlinger. Det skriver Ritzau.

I den nye alliance er blandt andet Tigrayfolkets Befrielsesfront (TPLF), som har været i en blodig konflikt med regeringen i et år.

Nyheder

  1. Tidligere italiensk præsident er gået bort i en alder af 98 år

    Giorgio Napolitano var født og opvokset i den syditalienske by Napoli. (Foto: © Tiziana Fabi, Scanpix Denmark)

    Tidligere præsident i Italien Giorgio Napolitano er død, 98 år gammel.

    Det meddeler den italienske premierminister, Giorgia Meloni, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Giorgio Napolitano meldte sig ind i Det Italienske Kommunistparti (PCI) og var præsident fra 2006 til 2015, hvor han som 89-årig gik af halvvejs gennem præsidentperioden på grund af sin alder.

    - Jeg er på vej til at gå af. Jeg trækker mig, når forfatningen tillader det, meddelte han i sin nytårstale dengang.

    Den tidligere præsident hjalp Italien gennem en gældskrise i 2011.

  2. Lægemiddelproducenter bruger kunstig intelligens til at finde patienter

    Det tager mange år og mange millioner kroner at udvikle ny medicin.

    Men lægemiddelproducenterne Amgen, Bayer og Novartis har måske fundet en løsning.

    De bruger nemlig kunstig intelligens til at gennemgå milliarder af sygejournaler, receptdata og sygeforsikringskrav for hurtigt at finde mennesker til kliniske forsøg og reducere antallet af patienter, der er behov for til at teste et nyt lægemiddel.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    - Jeg tror ikke, det er udbredt endnu. Men jeg tror, vi er forbi eksperimentstadiet, siger Jeffrey Morgan, administrerende direktør hos Deloitte, der blandt andet rådgiver medicinalindustrien, til Reuters.

    Den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed, FDA, har modtaget 300 ansøgninger om at få lov til at indkorporere kunstig intelligens eller maskinlæring fra 2016-2022. Over 90 procent af dem er modtaget inden for de seneste to år.

  3. Manglen på viden om Grønland præger det danske system, fastslår ny rapport, der kommer med anbefalinger til at bekæmpe fordomme mod grønlændere i Danmark.

  4. Yderligere to politikredse lukker HA-klubhuse

    Nordjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi melder sig ind i koret af politikredse, der lukker rockerklubhuse og lukker hver ét klubhus i deres område.

    Det skriver de to politikredse i pressemeddelelser.

    I Nordjylland er der tale om et Hells Angels klubhus i Nørresundby. I Sydøstjylland drejer det sig om den såkaldte bræstpilcafé Spilloppen i Kolding.

    Begge politikredse begrunder lukningerne med den verserende bandekonflikt mellem Hells Angels og den forbudte gruppe Loyal to Familia.

    Begge opholdsforbud gælder fra i aften til den 6. oktober klokken 19.

  5. Kristen organisation giver undskyldning til børn udsat for overgreb

    Ledelsen i den kristne organisation Luthersk Mission giver nu officielt en undskyldning til børn, der har været udsat for seksuelle ovegreb i deres tid på børnehjemmet Solgården i Tarm i årene 1949-1976.

    - Som den forening, der stiftede og stod bag børnehjemmet, vil vi derfor i dag give en uforbeholden undskyldning til de børn, der blev udsat for overgreb, og de børn og unge, der fortalte om det, men ikke blev troet på, står det i den skriftlige undskyldning.

  6. Rusland: Soldater i Nagorno-Karabakh er begyndt at aflevere våben

    Armenske styrker i regionen Nagorno-Karabakh er begyndt at aflevere våben og andet militært udstyr til russiske fredsbevarende styrker.

    Det oplyser det russiske forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Rusland har fredsbevarende styrker til stede i regionen, hvor der har været kampe tidligere i denne uge. De vil fortsat være der, siger ministeriet.

    Der har i flere dage været uro i Nagorno-Karabakh. Området ligger i Aserbajdsjan og er internationalt anerkendt som en del af Aserbajdsjan. Men beboerne er primært armeniere, og gennem flere årtier har det fungeret som en selvstændig region støttet af Armenien.

    Tidligere på dagen åbnede Aserbajdsjan op for at give amnesti til soldater, der lagde deres våben.

  7. Lørdag er et astronomisk vendepunkt, men vejret tager også en drejning.

  8. Østjyllands Politi lukker to rockerklubhuse efter bandekonflikt

    Østjyllands Politi lukker to klubhuse, efter en bandekonflikt mellem Hells Angels og den forbudte gruppe Loyal to Familia har verseret i København den seneste tid.

    Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

    - Vi har fulgt situationen i København tæt, og derudover har vi løbende den seneste tid kigget på efterretninger og mulige konfliktscenarier i forhold til, hvilke grupperinger vi har i Østjylland, siger politiinspektør Anders Uhrskov.

    - Vi vil undgå, at konflikten udvikler sig, og at der kommer til at opstå uro omkring de tilholdssteder, som rockerklubben har i Østjylland.

    Det drejer sig om Hells Angels' to klubhuse i henholdsvis Lystrup og Randers.

    Foreløbigt gælder opholdsforbuddet i 14 dage. Overtrædelse kan blive straffet med op til to års fængsel.

  9. 197 anholdt i EU-støttet politiaktion i Spanien: Fem ton kokain og tre ton cannabis beslaglagt

    197 formodede medlemmer af kriminelle organisationer er blevet anholdt i Spanien.

    Spaniens politi har foretaget 29 efterforskninger med finansiel støtte fra EU, der har ført til anholdelser af mennesker fra 34 forskellige lande.

    I alt har det spanske politi lavet 114 husundersøgelser og beslaglagt 5 ton kokain, over 3 ton cannabis, 1,7 ton heroin og 53 kilo syntetiske stoffer.

    Derudover 28 skydevåben, 57 køretøjer, over 4 millioner euro i kontanter og ejendomme til en anslået værdi på omkring 12 millioner euro.

    Efterforskningerne, som var støttet af Europol, var rettet mod det kriminelle netværk, der ifølge Europol udgør en alvorlig trussel mod borgernes sikkerhed i EU-medlemslande.

  10. Danskerne køber i dag, hvad der svarer til 8 gram bælgfrugt om dagen. Kostråd anbefaler 100 gram.

  11. Vaccinationsbreve sendt til forældre uden forældremyndighed

    Statens Serum Institut (SSI) har ved en fejl sendt omkring 7.000 invitationer til børneinfluenzavaccination og børnevaccinationsprogrammet ud til forældre, der ikke har forældremyndighed.

    Det skriver SSI i en pressemeddelelse og understreger, at de 7.000 er et skøn.

    Fejlen er sket hos en ekstern underleverandør i forbindelse med en ny programmering, der skal gøre det muligt at kontakte regnbuefamilier med to forældre af samme køn.

    - Vi er meget kede af den opståede fejl og er i dialog med vores underleverandør for at sikre, at det ikke gentager sig, siger direktør i SSI, Henrik Ullum, i en pressemeddelelse.

    Brevene har indeholdt information om barnets fornavn.

    Datatilsynet er orienteret om sagen, og de berørte forældremyndighedsindehavere vil blive kontaktet per brev snarest muligt.

    Udsending af vaccinationsinvitationer er sat på pause, indtil fejlen er rettet, oplyser SSI.

  12. Grønlands fiskeriminister trækker sig: Kunne ikke levere ny fiskerilov som lovet

    Grønlands minister for fiskeri og fangst, Karl Tobiassen (SIU), trækker sig, fordi han ikke kan leve op til løftet om at fremlægge et forslag til en ny fiskerilov.

    Det fremgår af et brev, som han har sendt til Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, skriver den grønlandske avis Sermitsiaq.AG.

    - Til min fortrydelse kan punktet desværre ikke nå at blive optaget til behandling i Inatsisartut (Grønlands parlament, red.), hvorfor jeg ikke kan opfylde det løfte jeg afgav. I den forbindelse påtager jeg mig det fulde politiske ansvar, lyder begrundelsen blandt andet.

    Karl Tobiassen fortsætter i det grønlandske parlament.

    Tidligere på måneden blev departementschef i fiskeri, fangst og landbrugsdepartementet fritstillet, skriver Sermitsiag.AG.

  13. Forældre indkaldes til orienteringsmøde efter anklager om voldtægt mod tidligere skolemedarbejder

    Forældre til elever på Søholmskolens afdeling Toftevang er blevet indkaldt til et orienteringsmøde om sagen med en 27-årig mand og tidligere medarbejder, der er mistænkt for voldtægt af en pige under 15 år samt vidnetrusler.

    Det viser en indkaldelse fra skolen, som DR er i besiddelse af.

    Mødet bliver afholdt onsdag aften næste uge i Birkerød, og blandt andet kommunaldirektør Birgitte Lundgren, skolechef Martin Gredal og Casper Guldager fra Nordsjællands Politi deltager.

    Rudersdal Kommune besluttede i går at oprette en hotline og bad et advokatfirma om at igangsætte en undersøgelse.

    Både forældre og voksne kan ringe til linjen, som vil være bemandet af fagpersoner fra kommunen.

  14. Herlufsholm bekræfter: 'Der har igen været adfærd, vi ikke kan tolerere'

    Men ikke langt nok.

    Sådan lyder det nu fra kostskolen Herlufsholms rektor, Gitte Nørgaard, oven på en ny sag om uacceptabel adfærd blandt skolens ældste elever.

    - Desværre har vi fået flere indberetninger om, at der igen har været en adfærd blandt nogle elever på skolens kostafdeling, som vi ikke kan og vil tolerere, skriver hun til DR.

    - Vi er i dialog med Stuk (Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Red.) om det, der er foregået. Og vi deler selvfølgelig alt med dem og kommer til at få deres vejledning til, hvordan vi skal håndtere tingene.

    - Men det er klart, at vi ikke accepterer grænseoverskridende adfærd, og det kan derfor få konsekvenser for nogle elever på skolen.

  15. Siden 2018 er antallet af skyldnere, som er rejst til udlandet eller har ukendt adresse, steget med 47.000 personer.

  16. Forældre til syge børn på Rigshospitalet vil fremover få mindre psykologhjælp

    Forældre til syge børn på Rigshospitalets Juliane Marie Center vil fremover få mindre psykologhjælp, end de gør i dag.

    På grund af Region Hovedstadens stramme budgetaftale for næste år skal centret sammenlagt spare 30 millioner kroner, og 3,3 millioner af dem er nu fundet ved at fyre seks psykologer.

    Psykologer der støtter og hjælper forældre til blandt andet kræftsyge børn og børn med sjældne sygdomme.

    Men det er nødvendigt at prioritere læger og sygeplejersker, siger centerleder Merete Lang, som også er en del af hospitalsledelsen.

    - Det er ikke et udtryk for, at psykologerne ikke er vigtige eller gør et fremragende stykke arbejde, men det er simpelthen i den svære prioritering, det er, når vi skal spare så mange penge, siger hun.

    I dag kan forældrene få længere psykologforløb, men fremover vil de kun få tilbudt psykologhjælp, når deres barn bliver akut indlagt, eller hvis barnet er døende.

    Men det er slet ikke nok, mener en af de seks berørte psykologer Pernille Brodtkorb.

    - Det er meget få patienter, der faktisk har et akut forløb, så en meget stor del af forældrene til de syge børn, der kommer på Juliane Marie Centret vil ikke få noget hjælp, siger hun.

  17. Den er på størrelse med en fingernegl og bruger 24 øjne til at navigere med en langt mere kompleks bevidsthed, end forskerne troede var muligt.

  18. Russiske installationer på Krim-halvøen er ofte udsat for angreb, påpeger DR's forsvarskorrespondent Mads Korsager.

  19. Politiet opretter visitationszoner i Odense

    Fyns Politi opretter visitationszoner flere steder i Odense.

    Visitationszonerne gælder i Vollsmose, dele af Korsløkkeparken, Tornbjerg og områder omkring Odense fra i dag klokken 17.

    - Vi ser med stor alvor på de episoder, der har fundet sted i Odense gennem det seneste stykke tid. Nu opretter vi visitationszone, og får dermed mulighed for at lægge ekstra pres på de personer, vi mistænker for at begå grov kriminalitet i det offentlige rum, siger politidirektør Arne Gram.

    Zonerne bliver oprettet, efter en ulmende bandekonflikt i nat førte til en eksplosion i et rækkehus i Odense, hvor én person kom til skade. Seks mænd er blevet anholdt.

  20. MitID skal også kunne bruges af udenlandsdanskere til nordiske hjemmesider

    MitID skal fremover ikke kun være for danskere i Danmark.

    Også udenlandsdanskere i de baltiske og nordiske lande skal kunne bruge MitID til at logge på for eksempel Sverige og Letlands offentlige digitale løsninger.

    I dag kan danskere og bosiddende i et andet nordisk eller baltisk land nemlig slet ikke tilgå de offentlige sider, men det er der nu fundet en løsning på.

    - Vi kan gennem samarbejdet mellem de nordiske og baltiske lande vise resten af Europa, hvordan vi i praksis udnytter de digitale muligheder på tværs af landegrænser til gavn for os allesammen, siger digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) i en pressemeddelelse.

  21. Ostedip tilbagekaldes efter fund af bakterier

    Opdateret 17:30 med flere oplysninger.

    Vent lige med at dyppe chipsene i den ostedip, du har købt til din filmaften i aften.

    I hvert fald hvis mærket er Santa Maria, og dippen hedder Dip Nacho Cheese Style. For netop denne dyppelse med bedst før-datoer, som strækker sig fra 1. juni 2025 til 31. august 2025, bliver tilbagekaldt efter fund af Bacillus cereus-bakterier i produktet.

    Bakterierne kan give infektion med symptomer som opkast eller diarré.

    Produktet kan enten smides i skraldespanden eller leveres tilbage til butikken, hvor den er købt. Fødevarestyrelsen opfordrer til at kontakte egen læge, hvis man oplever ovenstående symptomer efter indtag.

  22. Guld og luksusbiler: Amerikansk senator sigtet for korruption

    Den amerikanske senator fra New Jersey, Robert Menendez, og hans kone, Nadine Menendez, er blevet sagsøgt for korruption.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Ægteparret bliver beskyldt for blandt andet at modtage penge, guld, et luksuskøretøj og afdrag på deres huslån i bytte for at bruge senatorens magt til at skabe gunstige forhold for egyptiske forretningsmænd og den egyptiske regering.

    Robert og Nadine Menendes bliver hver især sigtet for tre forhold.

    Robert Menendez er tidligere blevet sigtet i New Jersey for blandt andet at tage imod private flyture og kampagnebidrag i bytte for politiske tjenester.

    Nævningetinget i den sag kunne dog ikke nå til enighed, og Menendez blev aldrig dømt.

  23. Det motiverer Sepp Kuss at køre væddeløb, og det er oplagt at udnytte i næste års Tour til at presse konkurrenterne yderligere, mener DR Sportens cykelekspert.

  24. Høringsfristen for lovforslaget om at stoppe koranafbrændinger udløber i dag. Her kan du få et overblik over, hvad flere aktører mener om regeringens planer.

  25. Lizzo er igen blevet sagssøgt for mobning og chikane

    Den amerikanske sangerinde Lizzo er blevet sagsøgt for mobning, seksuel- og racistisk chikane af endnu en tidligere ansat.

    Arbejdsmiljøet var ifølge sagsøgeren, Asha Daniels, som er en 35-årig tidligere designer for Lizzo, "utrygt og seksuelt ladet".

    Asha Daniels er dermed den fjerde, der kommer med beskyldninger mod sangerinden.

    I starten af august sagsøgte tre tidligere dansere Lizzo for at skabe et giftigt arbejdsmiljø ved at udskamme og diskriminere på baggrund af køn, race, vægt og religion.

    Dengang afviste Lizzo anklagerne og sagde, at de tidligere ansatte havde indrømmet, at "deres opførsel på touren var upassende og uprofessionel".

  26. Fyret regionsdirektør får 2,5 millioner kroner i fratrædelsesaftale

    Det er en samlet vurdering, der gør, at den nu tidligere regionsdirektør i Region Sjælland, Annemarie Zacho-Broe, i dag har indgået en gensidig aftale om, at hun fratræder sin stilling efter et halvt år og får 2,5 millioner kroner.

    Det siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S).

    - Det har været en grundig vurdering, og det er en rigtig ærgerlig situation, når vi er nødsaget til at komme frem til denne her beslutning, men vi har brug for en anden profil til at stå i spidsen, siger han.

    Annemarie Zacho-Broe ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til DR Nyheder:

    - Jeg kan konstatere, at Region Sjælland ønsker en anden profil end den, jeg repræsenterer og har arbejdet efter i min tid i regionen. På den baggrund er jeg tilfreds med, at vi nu har indgået en gensidig aftale om, at jeg fratræder organisationen.

  27. Seks mænd anholdt efter eksplosion ved rækkehus i Odense

    Fyns Politi har anholdt seks mænd i 20'erne efter en eksplosion fandt sted foran et rækkehus i det sydøstlige Odense i nat, hvor én person kom til skade.

    Det fortæller Michael Lichtenstein, vicepolitiinspektør ved Fyns Politi.

    - Mændene er alle blevet sigtet for overtrædelse af våbenloven. Nu er de ved at blive afhørt, og vi er ved at undersøge en lang række effekter, som vi har fundet i forbindelse med anholdelserne.

    Fyns Politi efterforsker også, om eksplosionen natten til fredag har relation til tirsdagens skudsag, der også fandt sted i det sydøstlige Odense. Her blev der affyret flere skud, som politiet mistænker har relation til bandemiljøet i Odense.

  28. Alle lider, lyder det i en øjenvidneberetning fra Derna, hvor tusindvis er døde.

  29. Pesticider fundet i 'farlige mængder' i engelske floder

    Flere miljøskadelige pesticider er blevet fundet i farligt høje niveauer i engelske floder.

    I 29 ud af 283 undersøgte floder er der blevet fundet naturfarlige pesticider, og i over halvdelen af dem var pesticid-niveauet over EU's foreslåede miljøstandard. Det er det niveau, der afgør, om vandet er sikkert for dyreliv under vand.

    I 21 procent af floderne var pesticid-niveauet over fire gange så højt som EU's sikre niveau.

    Pesticiderne er især farlige for bier, men i høje nok niveauer kan det bygge sig op i flodsystemer og være skadeligt for levende organismer under vand.

  30. Institut for Menneskerettigheder: Lovforslag mod koranafbrændinger vil indskrænke ytringsfriheden

    Regeringens udkast til en lov, der skal forbyde "utilbørlig behandling af genstande med religiøs betydning for et trossamfund" - som eksempelvis koranafbrændinger - vil indskrænke ytringsfriheden.

    Og forslaget er i sin nuværende form så uklart, at der kan opstå tvivl om, hvordan loven konkret skal håndhæves. Det kan gå ud over retssikkerheden.

    Det vurderer Institut for Menneskerettigheder i et høringssvar.

    - Lovudkastet åbner for kriminalisering af meget forskellige handlinger og omfatter både politiske og kunstneriske ytringer, siger Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder, i pressemeddelelsen.

    Instituttet vurderer, at lovudkastet kan indføres inden for rammerne af menneskeretten.

  31. I nat blev byrådet i Aarhus Kommune enige om, at prisen på beboerlicens til parkering i det centrale Aarhus skal stige fra 500 kroner om året til 2500 kroner fra næste år.

  32. Ny sag om uacceptabel opførsel på Herlufsholm undersøges

    En ny sag om uacceptabel adfærd blandt Herlufholms Skoles ældste elever bliver nu undersøgt. Det skriver Sjællandske Nyheder.

    Skolen skal være blevet kontaktet af forældre og elever i dagene efter en traditionsrig fugleskydning i slutningen af august, skriver Ritzau. Her lød det, at en lille gruppe elever fra 3.G havde udsat yngre elever for ubehagelige ting.

    - Vi accepterer ikke, at en lille gruppe elever tiltager sig privilegier på andre elevers bekostning, så sagen er nu blevet overdraget til politiet, siger skolens rektor, Gitte Nørgaard, til Sjællandske Nyheder.

    Fire elever skal være blevet sendt hjem, skriver lokalmediet.

    Politiet bekræfter til DR Nyheder, at de har fået en henvendelse fra Herlufsholm, som de undersøger. DR forsøger at få en kommentar fra rektor Gitte Nørgaard.

    Herlufsholm var i maj sidste år genstand for TV 2-dokumentaren 'Herlufsholms Hemmeligheder', hvor tidligere elever fortalte om vold og krænkelser. Siden har skolen undskyldt over for tidligere elever.

  33. Ringvej lukket i Næstved efter lastbilbrand

    Opdateret 17:17 med ny forventet åbning af ringvej.

    En lastbil står i brand i Næstved på omfartsvejen Ring Øst, og vejen vil være lukket de næste timer.

    Det oplyser politiet til P4 Trafik.

    Ring Øst er spærret mellem Rute 54 Køgevej og Stenlængegårdsvej.

    En forsigtig tidshorisont fra Politiet lyder, at Ring Øst først kan genåbnes omkring klokken 19.

    Det kan give udfordringer for bilister, der bevæger sig ud på vejene i eftermiddagens myldretid.

  34. 21-årig varetægtsfængslet for at smugle kilovis af ketamin

    En 21-årig mand fra Aarhus er blevet varetægtsfængslet i fire uger for indsmugling og videredistribution af mindst 15 kilo ketamin.

    - Til dagens grundlovsforhør ved Retten i Aarhus blev den 21-årige mand varetægtsfængslet i fire uger frem til fredag den 20. oktober. Kendelsen blev ikke kæret til landsretten, skriver det.

    Ketamin er et bedøvelsesmiddel, der ofte bruges til større dyr som for eksempel heste. Stoffet bliver også af nogle brugt som rusmiddel.

    I går blev en anden 21-årig mand sigtet for straffelovens narkotikabestemmelse for at have sendt seks kilo ketamin med Postnord til Canada.

  35. Hundredvis af kranier fra fredede aber taget i tolden i Paris

    De franske toldere i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris har haft travlt.

    De har beslaglagt hundredevis af kranier fra fredede abearter og andre dyr, som er blevet forsøgt sendt igennem lufthavnen i flere sendinger. Det skriver nyhedsbureauet DPA ifølge Ritzau.

    De fleste sendinger kommer fra det afrikanske land Cameroun og skulle have været med fly videre til USA.

    Kranierne skulle ifølge toldvæsnet være blevet sendt til samlere og jagtklubber i USA. I visse kredse bruges kranierne ofte som gave.

    Ingen af sendingerne havde de nødvendige tilladelser, siger toldvæsnet i Paris ifølge Ritzau.

    I perioden maj til december 2022 overbragte myndighederne i Frankrig flere end 700 beslaglagte abekranier og kranier fra andre dyr til det naturhistoriske museum i byen Aix-en-Provence, lyder det.

  36. To danskere skal ud i en direkte dyst om guldet, når EM i speedway skal afgøres fredag aften.

  37. Anklagere vil tiltale Marine Le Pen for at have misbrugt EU-midler

    Den franske højrefløjspolitiker Marine Le Pen og 23 andre bør retsforfølges for misbrug af EU-midler. Det mener den franske anklagemyndighed ifølge Reuters.

    Anklageren i Paris begyndte efterforskningen i december 2016 med det formål at fastslå, om Le Pens parti havde brugt penge, der skulle bruges på europaparlamentariske assistenter, på i stedet at betale personale, der arbejdede for partiet.

    Dengang hed partiet Front National. Det er siden skiftet navn til National Samling.

    EU-politikere får penge til at dække udgifter som eksempelvis assistenter, men det er ikke meningen, at de skal bruges på udgifter i partiet.

    National Samling afviser alle anklager, oplyser partiet i en udtalelse til Reuters.

    Ifølge anklagemyndigheden kan Le Pen potentielt blandt andet stå over for en 10 år lang fængselsstraf, skriver Reuters.

    Du kan få de seneste nyheder hos DRTV Live.

  38. København får varslingssystem til at advare borgere om høj luftforurening

    Selvom luften bliver renere i København, er den stadig så forurenet, at politikerne nu har besluttet at lave et varslingssystem.

    Idéen er, at personer med blandt andet luftvejssygdomme fremover kan få et varsel, når luften i København er så forurenet, at det kan påvirke deres helbred.

    - Hvert tiende dødsfald i København kan tilskrives luftforurening. Det er vi nødt til at beskytte københavnerne mod, siger kommunens sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling (SF).

    Hvordan systemet helt konkret skal fungere, ved politikerne ikke endnu, men det bliver formentlig på telefonen. Selvom det glæder 27-årige Katrine Østerby, der lider af astma, så håber hun, at politikerne også vil gøre noget ved det egentlige problem.

    - Jeg er en ung studerende i god form, der gør mange af de rigtige ting, så jeg føler, der også burde være plads til mig i København – og at det er luftforureningen, vi skal have styr på, og ikke mig, der skal flytte ud, siger hun.

    Varslingssystemet skal efter planen være færdigt i slutningen af 2024.

    Du kan få de seneste nyheder hos DRTV Live.

  39. Flere personer bliver afhørt efter en eksplosion i et rækkehus i Odense.

  40. Rådgiver i Holstebro Kommune frygter for borgernes retssikkerhed: 'Bliver syltet'

    Kommunens egen borgerrådgiver skriver i sin årlige rapport, at der er grund til bekymring for borgernes retssikkerhed - særligt på grund af lange ventetider.

    Signe Bach kender alt til de lange ventetider. Hun går hjemme for at passe sin 13-årige datter.

    Fra hun søgte om tabt arbejdsfortjeneste, til Holstebro Kommune bekræftede ansøgningen, gik der 10 måneder.

    - Det er jo helt absurd. Kommunen har en maksimal sagsbehandlingstid på 12 uger, og så bliver jeg i den grad bare syltet, siger hun.

    Direktør for Børn og Unge, Helle Støve, forklarer problemerne med et højt sygefravær og stor medarbejderudskiftning. Og det er punkter, hvor de allerede ser en forbedring, siger hun.

  41. Xi: Syrien og Kina indgår et strategisk partnerskab

    Den syriske præsident, Bashar al-Assad, er i Kina, hvor han i dag mødes med den kinesiske leder, Xi Jinping.

    I den forbindelse har Xi Jinping ifølge AP sagt, at de to ledere snart vil annoncere et strategisk partnerskab.

    - I lyset af den ustabile og usikre internationale situation er Kina villige til at samarbejde med Syrien for fast at støtte hinanden. Og i fællesskab beskytte international retfærdighed, sagde Xi i et videoklip, der er lagt ud online af det statslige tv-selskab CCTV, skriver AP.

    Det er første gang i næsten 20 år, at Assad besøger Kina. Han skal overvære åbningsceremonien for De Asiatiske Lege, der afholdes i Hangzhou.

  42. 38-årig mand mistænkt for narkosmugling er blevet udleveret til Danmark

    En koordineret aktion mellem National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) og spansk politi er ført til anholdelse af en 38-årig mand i Spanien.

    Han blev udleveret til Danmark og formelt anholdt i går, skriver NSK.

    - Efter et tæt og godt samarbejde mellem de spanske og danske myndigheder er en dansk mand, som vi mistænker for at have spillet en afgørende rolle i et internationalt organiseret kriminelt netværk, nu blevet udleveret, siger ledende politiinspektør i NSK, Michael Kjeldgaard.

    Manden skal være en del af et organiseret kriminelt netværk og er sigtet for i forening med en 29-årig mand, der blev anholdt den 30. august, at have indsmuglet store mængder narkotika til Danmark og derved overtrådt straffelovens paragraf 191.

  43. Lastet med tonsvis af hvede: Flere fragtskibe på vej til og fra Ukraine

    Opdatering: I rubrikken og brødteksten stod der tidligere, at skibet var 'læsset' med korn. Det er nu rettet til den korrekte term 'lastet'.

    Tidligere i dag bekræftede den ukrainske infrastrukturminister, Oleksandr Kubrakov, at to skibe havde forladt Ukraine og sat kursen mod Egypten, lastet med hvede.

    Et af dem er fragtbåden Aroyat, som er lastet med korn i tonsvis, og som forlod havnebyen Tjornomorsk i dag.

    Sammen med det andet skib Resilient Africa ankom Aroyat til Ukraine i lørdags, hvor det siden er blevet lastet med hvede, som skal fragtes til Egypten og Israel. Det var første gang, siden Rusland trak sig ud af en international kornaftale, at skibe ankom til Tjornomorsk via en ny rute.

    Nu siger ministeren, at tre nye fragtskibe er på vej til havnebyerne Tjornomorsk og Pivdennji ved Sortehavet for at blive lastet med "tonsvis af landbrugsvarer og jern". Det skriver Reuters.

    Ifølge ministeren skal skibene derefter til Kina, Egypten og Spanien.

  44. Ombudsmanden har modtaget en række klager over vurderingerne.

  45. Medicinstuderende får ikke tilbudt bolig under klinikophold i Herning - risikerer op mod fire timers daglig rejsetid

    Mindst 60 medicinstuderende fra Aarhus risikerer at skulle bruge tre-fire timer om dagen på offentlig transport, når de skal i fem ugers klinikophold på Regionshospitalet Gødstrup ved Herning.

    Modsat mange andre hospitaler stiller hospitalet i Gødstrup nemlig ikke en bolig til rådighed for alle de studerende.

    Det gør hverdagen besværlig for blandt andre Sara Villanueva Dalbøl, der skal i klinikophold til november:

    - Jeg synes, det er uretfærdigt og en forskelsbehandling. Det gør også, at jeg får et negativt syn på hospitalet, og det får måske indflydelse på, om jeg vil vælge at arbejde der i fremtiden, siger hun.

    Regionshospitalet Gødstrup har tilbudt de studerende, der står uden bolig, at de kan leje sig ind på et hotel i nærheden med 25 procents rabat.

    Konstitueret hospitalsdirektør, Henning Voss, forstår godt frustrationen og håber, at der kan findes en løsning på udfordringerne.

  46. Center for Cybersikkerhed: Opdater dine Apple-enheder

    Center for Cybersikkerhed (CFCS) anbefaler, at man opdaterer sine Apple-enheder. Det skriver de på X, det tidligere Twitter.

    Situationscentret ved CFCS er blevet bekendt med tre aktivt udnyttede sårbarheder i iOS, iPadOS og macOS.

    Sårbarhederne kan give mulighed for at kompromittere enheder gennem for eksempel ondsindede hjemmesider, skriver de.

    Centeret henviser til at finde mere information her.

    Du kan få de seneste nyheder hos DRTV Live.

  47. 18 tiltalt for større slagsmål i Glostrup før fodboldkamp

    Et større slagsmål på Glostrup Station i maj har ført til tiltale af 18 personer. Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

    Slagsmålet udspillede sig dagen før en kamp mellem Brøndby IF og FC København.

    Der blev delt videoer på X efter slagsmålet, hvor man blandt andet ser en ældre dame blive væltet omkuld.

    - Der blev slået, sparket og kastet med romerlys midt på en fyldt togperron midt imellem andre mennesker. Dem, der har deltaget, står efter min opfattelse alle til en fængselsstraf, siger specialanklager Henrik Uhl Pedersen i pressemeddelelsen.

    I et samarbejde mellem Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi er det lykkes at identificere de 18 tiltalte.

    13 af de tiltalte er før straffet for ligeartet kriminalitet som vold, hærværk eller grov forstyrrelse af den offentlige orden, skriver politiet. Alle 18 nægter sig skyldige.

  48. Mand tiltalt for at videresælge cirka 500.000 login-oplysninger til onlinetjenester

    Politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har rejst tiltale mod en 29-årig mand fra Odense.

    Han er tiltalt for i flere tilfælde at have videresolgt lister med i alt cirka 500.000 lækkede login-oplysninger til forskellige onlinetjenester, herunder flere streamingtjenester.

    Derudover er han tiltalt for at have oprettet en salgsfunktion på en hjemmeside, hvor køberne enkeltvis kunne købe sig til en eksisterende brugers login-oplysninger til specifikke tjenester, som eksempelvis TV 2 Play, skriver NSK i en pressemeddelelse.

    Det er sket, uden at brugerne vidste noget om det.

    NSK vil nedlægge påstand om fængselsstraf i sagen.

  49. Fredag aften skal det danske landshold stå ansigt til ansigt med Tyskland. Kampen kan følges på DR1, DRTV og Liga på P4.

Mere fra dr.dk