Nigeria fjerner Twitter-forbud efter syv måneder
I juni sidste år valgte den nigerianske regering at forbyde Twitter i landet. Syv måneder senere er det forbud blevet fjernet. Det skriver BBC.
Forbuddet kom, efter det sociale medie valgte at slette et tweet fra landets præsident Muhammedu Buhari, hvor han efter uroligheder i landet skrev, at separatisterne ville blive behandlet 'i et sprog, de vil forstå' med henvisning til den nigerianske borgerkrig fra 1967-1970.
Twitter vurderede, at opslaget havde voldelige undertoner, og derfor valgte man i en periode at lukke ned for præsidentens konto. Som følge af dette valgte Nigeria at lukke helt ned for Twitter.
Ifølge den nigerianske regering har man besluttet at åbne for Twitter igen, fordi det sociale medie er gået med til at åbne et kontor i Nigeria. Det har det sociale medie ikke bekræftet.