32 norske F-16-fly skal til Rumænien.
De er nemlig blevet solgt for 388 millioner euro - hvad der svarer til 2,8 milliarder kroner.
- Vi gennemfører nu den aftale, vi indgik med Rumænien i november sidste år om salg af norske F-16'ere til de rumænske væbnede styrker, siger den norske forsvarsminister Bjørn Arild Gram i en pressemeddelelse.
Det norske forsvarsministerium besluttede i 2019, at det skulle skille sig af med sine F-16-fly.
Processen for salg af norske F-16 og udstyr relateret til flyene er omfattende, og salget skulle derfor både godkendes af amerikanske og norske myndigheder, fremgår det af pressemeddelelsen.
Der er således streng kontrol med, hvem der kan modtage de norske F-16-fly.
Udover de 32 F-16-fly så omfatter salget også reservedele og uddannelse af teknisk personale.