Norges regering er klar med en plan, som skal sikre, at Norge er forberedt på både krig og kriser.
I alt hundrede punkter rummer beredskabsplanen ifølge NRK.
Blandt andet vil regeringen have bygget nye beskyttelsesrum, og i løbet af de næste fire år skal der opbygges kornlagre, som kan holde i tre måneder. Også antallet at tjenestepligtige i det, der i Norge hedder civilforsvaret, skal vokse fra de nuværende 8.000 til 12.000 i løbet af de kommende otte år, og så vil regeringen gøre det muligt at pålægge nordmænd en civil arbejdspligt i tilfælde af en sikkerhedspolitisk krise eller krig.
- Vi må gøre mere. Vi trænger til et gearskift, siger den norske statsminister Jonas Gahr Støre på et pressemøde ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
Planen fra den norske regering kommer på bagkant af anbefalinger fra en totalberedskabskommission.