Norge vil sende yderligere syv milliarder til Ukraine
Den norske regering vil øge støtten til Ukraine med 7,2 milliarder kroner over de næste to år, skriver regeringen i en pressemeddelelse.
Pengene skal gå til humanitær bistand, genopbygning af landet, våben og driftsstøtte til Ukraines myndigheder.
- Krigen har dramatiske konsekvenser både humanitært og økonomisk. Vi vil bistå den ukrainske stat med midler, så den kan tjene det ukrainske folk. Det kan bidrage til stabilitet og forhindre, at endnu flere tvinges på flugt, siger statsminister Jonas Gahr Støre.
Norge har i år hidtil bidraget med omkring halvanden milliarder kroner til Ukraine og nabolandene som følge af Ruslands invasion.