Danmarks største energiselskab, Norlys, har i dag præsenteret sit regnskab.
Og det er med grønne tal på bundlinjen.
Norlys har således tjent 4,2 milliarder kroner før skat i 2022.
Det viser energiselskabets årsrapport.
Rapporten viser også, at selskabet havde en nettoomsætning på 22 milliarder kroner i 2022.
Norlys skriver i en pressemeddelelse, at overskuddet vil gøre det muligt for selskabet at investere mere i vedvarende energi.
- Det har været et dilemmafyldt år. Vi er selvfølgelig glade for at levere et stærkt resultat og de muligheder, det skaber for at udvikle koncernen til fordel for andelshavere, kunder og samfundet generelt, siger Norlys administrerende direktør, Niels Duedahl.
Norlys er med næsten 800.000 andelshavere, lidt over 1,5 millioner kundeforhold og over 3.000 medarbejdere Danmarks største energi- og telekoncern. Norlys ejer desuden Stofa og elnetselskabet N1.