Norsk fodboldformand blev stoppet på vej til Qatar
Den kvindelige formand for Norges Fodbold Forbund (NFF) blev tidligere i dag stoppet, da hun var på vej til Qatar.
Lise Klaveness, som tidligere har forholdt sig meget kritisk til VM-arrangøren Qatar, og hendes følge blev nægtet adgang på flyet på grund af manglende dokumentation for en negativ coronatest.
– Det er helt sikkert en fejl, siger Klaveness til NRK.
Det skyldes tilsyneladende en misforståelse om en app, som skulle bruges, og som UEFA ikke havde informeret den norske delegation om.
Den norske fodboldformand skulle sammen med andre Uefa-repræsentanter mødes med VM-komitéen og myndighederne i Qatar. Hun ville blandt andet tage fat i problemerne med rettigheder til migrantarbejdere og homoseksuelle i det arabiske land. Nu vil hun i første omgang deltage i mødet med arrangørerne digitalt og så flyve til Qatar efterfølgende.