Norsk kronprins har fået corona og misser mindegudstjeneste i Oslo
Klokken 11 er der mindegudstjeneste i Oslo for at ære ofrene for skyderiet på flere barer natten til lørdag.
Det norske kronprinspar var annonceret som gæster til højtideligheden, men kronprinsen har fået corona og har derfor meldt afbud. Det skriver norske VG.
I går besøgte kronprinsparret gerningsstedet og lagde blomster.
Den norske konge har udtalt sig om angrebet og sagde i går i en meddelelse:
- Jeg og min familie er forfærdede over nattens skyderi og tragedie i centrum af Oslo. Vi føler med alle pårørende og berørte og sender varme tanker til alle, som nu er bange, urolige og i sorg.
- Vi må alle stå sammen om at forsvare vores værdier; Frihed, mangfoldighed og respekt for hinanden. Vi må fortsætte med at sørge for, at alle mennesker skal føle sig trygge. Nu må vi passe godt på hinanden, udtalte kongen.