Festivalsæsonen er så småt begyndt, og på torsdag bliver NorthSide Festvial i Aarhus afholdt for første gang efter coronapandemien.
Og meget har ændret sig siden sidst. For eksempel har festivalen skiftet lokation og serverer kun plantebaseret mad.
Samtidig har festivalen fået et iøjnefaldende nyt vartegn, som er designet af Bjarke Ingels Group (BIG). Kunstværket består af en kæmpe sfære med en spejlende overflade.
Spejlkuglen har en diameter på 25 meter og skulle egentlig optræde i Eskelunden, men desværre er sfæren gået i stykker.
- På grund af den kraftige danske blæst i dag (torsdag den 26. maj, red.) er en lynlås i dugen på The Orb bristet, skriver NorthSide på Facebook og fortsætter:
- På grund af skaden forventer vi desværre ikke, at The Orb kan nå at blive repareret inden festivalen.