Nu er der fundet 18 tilfælde af abekopper i Danmark
Sundhedsmyndighederne oplyser, at der er bekræftet 18 tilfælde af virussen abekopper i Danmark.
Senest er to nye tilfælde konstateret, hvoraf det ene af dem ikke er opstået i forbindelse med en rejse, skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) bliver der arbejdet på at bremse smittespredningen med abekopper i det danske samfund.
- Sundhedsmyndighederne arbejder på at smitteopspore og tilbyder vaccine til helt nære kontakter for at stoppe smittekæder, siger han i pressemeddelelsen.
22 personer er indtil videre vaccineret mod abekopper.
Abekopper er typisk ikke farlig for mennesker og er overstået i løbet af to til fire uger.