Seneste nyt
2. dec 2021

Nu skal folketingsmedlemmer aflevere lægeerklæringer ved sygeorlov

Henrik Dam Kristensen (S) under et møde i Folketingssalen. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

Folketingsmedlemmer kan i fremtiden ikke længere melde sig syge på ubestemt tid og samtidig hæve deres løn - det der hedder et vederlag - uden at dokumentere deres sygdom.

Det står klart, efter partierne har givet hinanden håndslag på at indføre et krav om, at der skal vises en lægeerklæring.

Beslutningen er taget i Udvalg for Forretningsorden i Folketinget, der med manøvren gør krumspring omkring det faktum, at politikerne formelt set ikke er ansat. De er valgt til deres embede af vælgerne.

- Vi har som udgangspunkt ingen grund til at betvivle, at medlemmer er syge, når de anmoder om at få sygeorlov. Men vi synes, det giver mening at indføre retningslinjer, der minder om dem, som gælder bredt på arbejdsmarkedet.

- Også selv om man ikke kan sammenligne hvervet som folketingsmedlem med en ansat, der er underlagt en arbejdsgiver, siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen.

Hvis medlemmerne i fremtiden vil have sygeorlov, skal de fremvise en lægeerklæring til deres egen partifælles - partiets gruppeformand.

Seneste nyt

  1. 7 min. siden

    Daniel Wass skifter til Atlético Madrid

    (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Den danske landsholdsspiller Daniel Wass skifter fra Valencia til Atlético Madrid i den bedste spanske fodboldrække.

    Det oplyser Atlético Madrid på sin Twitter-profil.

    Danskeren har skrevet under på en kontrakt med den spanske storklub, der løbet indtil 2023.

    Wass skiftede til Valencia i 2018, og her han begået sig som både højreback og central midtbanespiller.

  2. 21 min. siden

    Blæsten vælter træer i Midt- og Vestjylland

    Man skal være forsigtig, hvis man har planer om at bevæge sig udenfor i blæsten her til aften. Særligt, hvis man er i Midt- og Vestjylland.

    Her opfordrer politiet til, at man kører forsigtigt, samtidig med at de beretter om væltede træer rundt omkring i politikredsen. Det gør de på Twitter.

    - Blæsten begynder at give flere væltede træer i den vestlige del af politikredsen, fra Ringkøbing i syd til Thisted i nord og ind i landet på højde med Nr. Snede og Karup. Kør forsigtigt, skriver de.

    Screendump fra Midt-og Vestjyllands opslag på Twitter.
  3. 35 min. siden

    Kanye West offentliggør dato for nyt album

    Det sidste album 'Donda' skrev historie på blot to dage, da albummet kunne bryste sig af titlen som det mest streamede album på ét døgnSpotify i hele 2021.

    22. februar udkommer 'Donda 2', skriver Kanye West, der har ændret navn til Ye, på sin Instagram.

    Han offentliggjorde meddelelsen med et billede af sit barndomshjem i Chicago i brand, sammen med nyheden om, at rapperen Future vil producere 'Donda 2'.

    Om Ye's 11. studiealbum, når samme højder, må vi vente og se.

    Både 'Donda' og 'Donda 2' er i øvrigt opkaldt efter rapperens afdøde mor, Donda West.

    Screendump af Ye's opslag på Instagram.
  4. I dag kl. 20:11

    Joe Biden vil pege på en sort kvinde som ny højesteretsdommer inden for en måned

    Står det til Joe Biden, så skal der inden for den nærmeste fremtid sidde en sort kvinde i den amerikanske højesteret.

    Det har den amerikanske netop slået fast ved en pressekonference. Dermed holder Biden fast i et tidligere løfte om, at han som den første amerikanske præsident nogensinde vil pege på en sort kvinde.

    Den liberale højesteretsdommer Stephen Breyer har rundet de 83 år og har besluttet at indlevere sin sorte kåbe og gå på pension.

    Da de amerikanske højesteretsdommere udpeges for livet, betyder det, at der en stol ledig, når Breyer har haft sin sidste arbejdsdag i udgangen af februar.

    Ifølge Biden er det på tide, at en sort kvinde får en plads i højesteretten. The New York Times skriver, at præsidenten har potentielle kandidater i kikkerten.

    Det er den siddende præsident, der har retten til at udnævne en højesteretsdommer, mens det er Senatet, der godkender eller afviser.

  5. I dag kl. 19:47

    Ny Ellebjerg Station i København får nyt navn

    Ny Ellebjerg er åbenbart ikke et godt nok navn til den station, som Transportministeriet i fremtiden spår til at være en af Danmarks største stationer med 37.000 daglige rejsende, der lægger vejen forbi.

    Derfor skal stationen i Valby ved København have et nyt navn.

    Og det skal være intet mindre end... København Syd.

    - Med den nye rolle som et centralt knudepunkt for København, hvor passagerer kan skifte mellem metro, landsdels- og regionaltrafik, S-tog og potentielt international trafik, er der behov for et nyt navn, som i højere grad symboliserer dette, skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

    Metroen begynder at køre til og fra Ny Ellebjerg i 2024, og det er fra alt mellem december i år til dér, at det kan ske, at stationen vil fremgå med et andet navn, oplyser ministeriet til DR Nyheder.

  6. I dag kl. 19:35

    Hollandsk verdensmester er fortsat i koma efter styrt

    For lidt mere end en måned siden var den hollandske cykelrytter Amy Pieters i et voldsomt styrt. Siden har hun ligget i koma, og det er fortsat status, oplyser hendes hold, SD Worx, torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Håbet var ellers, at hun kunne blive vækket fra koma kort efter jul, men lige omkring en måned senere er baneverdensmesteren altså fortsat ikke ved bevidsthed.

    Den 30-årige banecykelrytter er dog i stand til at trække vejret uden hjælp, oplyses det.

    - Hun har klaret sig gennem en meget alvorlig hjerneskade med en livreddende operation. Og er kommet relativt godt igennem det.

    - Der kan ses en vis forbedring i hendes bevidsthed. Amy Pieters er dog ikke vågen. Det er ikke til forudsige, hvad der kommer til at ske. Det er en følelsesmæssig svær og usikker periode for hendes familie, lyder det fra holdet.

    Pieters, der er hollandsk mester i landevejscykling og tredobbelt verdensmester i banecykling, styrtede den 23. december på en træningstur.

  7. I dag kl. 19:26

    Frankrig forsvarer Danmark i Mali-strid: 'Militærstyret er ikke legitimt'

    Militærstyret i Mali har truffet en "uansvarlig" beslutning ved at bede de danske soldater om at forlade det vestafrikanske land.

    Det siger Frankrigs udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, ifølge Ritzau.

    - Militærstyret er ikke legitimt og tager uansvarlige beslutninger. Det bærer alt ansvar for, at de danske styrker har trukket sig, og det isolerer sig endnu mere fra sine internationale partnere, siger han.

    Den danske forsvarsminister, Trine Bramsen (S), bekræftede i dag, at de danske tropper i det vestafrikanske land snart vender tilbage til Danmark, selv om de kun har været udstationeret i lidt over en uge.

    Militærstyret i Mali hævder, at Danmark har sendt soldater til landet uden en forudgående aftale, hvilket Danmark og dets partnere afviser blankt.

  8. I dag kl. 18:46

    Håndboldlandsholdets anfører opfordrer folk til at holde den gode tone efter ubehagelige beskeder

    Efter gårsdagens nederlag mod Frankrig modtog flere af spillerne fra det danske håndboldlandshold for herrer ubehagelige beskeder på sociale medier.

    Flere af beskederne, landsholdsspillerne modtog, var truende eller beskyldte spillerne for matchfixing. Sådanne anklager og beskeder hører ingen steder hjemme, mener landsholdets anfører, Niklas Landin.

    - Jeg synes ikke, nogen skal have læsset lort i hovedet, efter man faktisk har forsøgt sit bedste på at vinde en håndboldkamp. Så det er en opfordring til at holde den gode tone både på sociale medier og i den virkelige verden, siger Niklas Landin.

    Du kan se interviewet med Niklas Landin i videoen herunder.

    Du kan læse mere om sagen her.

  9. I dag kl. 18:46

    Storebæltsbroen forbyder kørsel med vindfølsomme køretøjer til i morgen tidlig

    Storebæltsbroen har forbudt kørsel med vindfølsomme køretøjer på grund af kraftig blæst.

    Det oplyser Sund & Bælt på Twitter.

    De forventer, at forbuddet ophæves i morgen tidlig klokken 6.

  10. I dag kl. 18:38

    Den svenske regering godkender plan for opbevaring af atomaffald

    Ifølge den svenske miljøminister, Anikka Strandäll, har den svenske regering i dag truffet en historisk beslutning.

    På et pressemøde fortalte hun, at regeringen har godkendt en plan om at opbevare kernebrændsel i et stort underjordisk lager nord for Stockholm.

    Det bliver en af de første i verden, ifølge miljøministeren. Det skriver SVT.

    Planen betyder, at der skal bygges et enormt anlæg 500 meter ned i grundfjeldet ved Forsmark nord for Stockholm. Her er der plads til, at 12.000 tons radioaktivt atomaffald sænkes ned i tunneller, hvor der der er plads til 6.000 kobberkapsler.

    Sverige har tre tilbageværende atomkraftværker. Ringhals, der ligger et stykke udenfor Gøteborg, Forsmark i Uppland med tre reaktorer, mens Oskarshamn i Småland har én reaktor.

  11. I dag kl. 17:48

    Prisvindende tegneserie om Holocaust er blevet forbudt i skoledistrikt i Tennessee

    I sin prisvindende tegneserie fra 1980 'Maus: A Survivor's Tale' skildrer Art Spiegelman, hvordan hans forældre overlevede deres ophold i Auschwitz under Anden Verdenskrig og Holocaust som polske jøder.

    Men fremover skal elever i et skoledistrikt i den amerikanske delstat Tennessee ikke regne med at blive præsenteret for Maus. For den er blevet forbudt på skoleskemaet.

    Årsagen er, at den prisvindende tegneserie indeholder bandeord og nøgenhed, skriver blandt andet The Washington Post.

    Alle ti bestyrelsesmedlemmer i skoledistriktet stemte for forbuddet, som gælder elever i sjette til niende klasse - hvilket svarer til den amerikanske 'middle school'.

    Den danske regering præsenterede onsdag en handlingsplan med 15 initiativer, der skal være med til at forhindre jødehad. Blandt andet skal holocaust på skoleskemaet.

  12. I dag kl. 16:58

    Tintins rumraket pryder nye belgiske pas

    Den belgiske tegneserieforfatter, Hergés, rumraket pryder fra 7. februar nye pas udstedt i Belgien. Billedet her er et eksempel med det nye design. Det er ikke et pas, der er i brug. (Foto: Benoit Doppagne © Ritzau Scanpix)

    Hergé sendte Tintin, hunden Terry, Kaptajn Haddock og Tournesol af sted mod månen i den ikoniske rød og hvidternede rumraket.

    Om de belgiske statsborgere, når helt til månen, når de viser deres pas i lufthavnsgaten, håber jeg ikke, men de får lidt af Tintin-eventyret med sig ombord.

    Fra 7. februar lancerer Belgien et nyt pasdesign med illustrationer fra Tintin og Smølferne. Det fortalte den belgiske udenrigsminister, Sophie Wilmés, tidligere i dag, skriver The Brussels Times.

    Opdateringen skal ikke kun hylde belgisk kultur, men også for at gøre passet mere sikkert end det forrige på grund af nye sikkerheds- og personaliseringsteknikker.

    - Det belgiske pas er et af de bedste i verden, og noget vi er stolte af, men det er også genstand for stor interesse fra forfalskere, siger Wilmés ifølge avisen.

  13. I dag kl. 16:32

    Hans Lindberg tilbage i landsholdslejren efter coronaisolation

    Hans Lindberg kan igen træne med landsholdet efter sin overståede isolationsperiode. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    For en uge siden testede håndboldspilleren Hans Lindberg positiv for corona efter Danmarks EM-kamp mod Island.

    Den 40-årige fløj blev derfor omgående isoleret på et hotelværelse. Fra i dag kan han dog atter tilslutte sig sine holdkammerater til træning, skriver Dansk Håndbold Forbund på Twitter.

    - Hans Lindberg er ude af isolation - og træner med i dag ved landsholdets træning i Budapest, lyder det.

    Hans Lindberg bliver dermed en del af truppen, som i morgen møder Spanien i semifinalen. Kampen begynder klokken 18 og kan følges i LIGA på P3 og her på dr.dk.

  14. I dag kl. 16:18

    Brøndby sælger superligatopscorer til MLS-klub

    Superligatopscorer Mikael Uhre skifter den gule og blå trøje ud med blå og guld.

    Han skifter nemlig Brøndby IF ud med den amerikanske fodboldklub Philadelphia Union.

    - At sælge Uhre har ikke været en nem beslutning, men dog en ganske logisk beslutning. Det har været vigtigt for både os og Uhre, at når muligheden opstod, så skulle det være det helt rigtige for alle parter, oplyser den danske superligaklub på sin hjemmeside.

    - Den mulighed er nu kommet, siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen til Brøndbys hjemmeside.

    Uhre er aktuelt topscorer i Superligaen med 11 sæsonmål.

    I seneste sæson endte han øverst på listen med sine 19 mål i Superligaen og havde en stor andel i Brøndbys mesterskab.

    Den 27-årige angriber kom til klubben i 2018 fra Sønderjyske og har siden spillet 123 kampe med 48 mål til følge.

    Mikael Uhre skifter til Philadelphia Union med øjeblikkelig virkning. Det bekræfter Brøndby IF. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
  15. I dag kl. 15:41

    EU-tilsyn godkender coronapille fra Pfizer

    Pillen er tidligere blevet omtalt som 'lovende' og et godt supplement til coronavaccinerne.

    Og nu har det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) godkendt coronapillen fra Pfizer.

    Pillen er dog kun godkendt til behandling af særligt udsatte personer mod coronasmitte, oplyser agenturet i en pressemeddelelse.

    Det er den første coronapille, der får grønt lys af EU-tilsynet.

    I forsøg har pillebehandlingen fra Pfizer vist gode resultater.

    Et afsluttet forsøgsstudie tilbage fra november viste en reduceret risiko for indlæggelse og død med 89 procent.

    Patienterne i undersøgelsen var smittet med deltavarianten, men Pfizer mener, at pillen også kan benyttes mod omikron og andre coronavarianter, fremgår det i pressemeddelelsen.

  16. I dag kl. 15:38

    Omfattende nedbrud hos TDC er ovre

    Problemerne er under udbedring, og det er igen muligt at ringe til for eksempel smitteopsporingen igen.

    Det bekræfter TDC Net overfor DR Nyheder.

    - Den landsdækkende netværksfejl hos TDC NET er under udbedring, hvilket betyder at de berørte brugere igen kan foretage både indgående og udgående opkald på både mobil og fastnet. TDC NET beklager de gener, som nedbruddet har måtte medføre, skriver de i en skriftlig kommentar.

    Nedbruddet lukkede blandt andet også telefonerne i Miljøministeriet, Sundhedsstyrelsen, i Folketinget og i Ankestyrelsen.

  17. I dag kl. 15:29

    3F får ny formand efter afsløring af eksformands dobbeltliv

    Som ventet bliver det den hidtidige næstformand, Tina Christensen, der konstitueres som ny formand for landets største fagforening, 3F.

    - Jeg er taknemmelig for den tillid, jeg har mødt i hovedbestyrelsen i dag, hvor jeg er blevet konstitueret som ny formand, siger Tina Christensen i en pressemeddelelse.

    Det ventes, at der skal vælges en permanent formand for fagforeningen til september, hvor de afholder deres ordinære kongres.

    Konstitueringen kommer to dage, efter at Per Christensen efter gensidig aftale med 3F forlod posten som forbundsformand efter otte år.

    Det skete på baggrund af, at avisen BT kunne afsløre, at Per Christensen af to omgange havde levet et dobbeltliv, hvor han havde et forhold til to kvinder, der ikke kendte til hinandens eksistens.

  18. I dag kl. 15:00

    Telefonlinjerne virker igen hos smitteopsporing og politiet

    Det er nu igen muligt at kontakte smitteopsporingen eller politiet, efter et nedbrud forhindrede det tidligere i dag.

    Det skriver Styrelsen for Patientsikkerhed, Københavns Politi og Nordsjællands Politi på Twitter.

    Nedbruddet hos TDC tidligere lukkede blandt andet også for linjerne til Miljøministeriet, som også melder på Twitter, at man igen kan kontakte dem.

  19. I dag kl. 14:58

    Danmark trækker soldater hjem fra Mali

    De seneste dages beskyldninger fra overgangsregeringen i Mali rettet mod Danmark, får nu konsekvenser.

    Efter konsultation med Folketinget har regeringen besluttet at trække danske soldater ud af Mali, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

    - Kupgeneralerne sendte en offentlig erklæring ud, hvor de igen gentog, at Danmark ikke er velkomne i Mali.

    - Det finder vi os selvfølgelig ikke i. Derfor har vi også besluttet, at vi trækker vores soldater hjem, siger udenrigsministeren.

    Danmark har omkring 90 soldater og et hold kirurger i landet som en del af den særlige Takuba Task Force, der er ledet af Frankrig.

  20. I dag kl. 14:24

    Mand varetægtsfængslet efter ny stalking-paragraf

    Bare 26 dage efter at en ny paragraf om stalking ved årsskiftet trådte i kraft i straffeloven blev en mand i går ved retten i Holbæk varetægtsfængslet.

    Manden er sigtet for flere gange af have henvendt sig til en tidligere samlever, som han har tilhold mod at kontakte.

    Senioranklager Astrid Scheibel fra Midt- og Vestsjællands Politi er tilfreds med varetægtsfængslingen:

    - Det sender et klart signal om, at chikane og uønskede henvendelser kan være en voldsom belastning for den person, det går ud over, og det er noget, som politiet og domstolene tager meget alvorligt, siger hun.

    Manden nægter sig skyldig.

  21. I dag kl. 14:02

    51.033 er smittede med corona det seneste døgn

    Det sidste døgn er 51.033 personer registreret smittet med coronavirus. 18 personer er døde.

    Det viser tal fra Statens Serum Institut.

    Dagens smittetal er baseret på 233.419 pcr-test. Det svarer til en positivprocent på 21,86 procent.

    Samtidig stiger antallet af indlagte med covid-19 med 17 personer til 955. Heraf er 37 på intensiv, og 22 af dem får hjælp af en respirator.

    226 af dem er indlagt i psykiatrien - og er altså ikke indlagt på grund af corona.

    3.119 af de nye tilfælde har tidligere været smittet.

  22. I dag kl. 13:34

    Omfattende nedbrud hos TDC: Flere statslige institutioner er ramt

    (Foto: Niels Christian Vilmann © Ritzau Scanpix)

    Et omfattende nedbrud hos virksomheden TDC Net har her til eftermiddag lammet telefonien i store dele af landet.

    Det bekræfter TDC Net i en skriftlig kommentar til DR.

    Her lyder det, at der er et "omfattende nedbrud på mobiltjenester via TDC NET’s mobilnet, hvilket blandt andet påvirker opkald til Styrelsen for Patientsikkerhed.

    Der arbejdes på højtryk på at finde en løsning på problemet".

    Nedbruddet har også lukket telefonerne i Miljøministeriet, Sundhedsstyrelsen, i Folketinget og i Ankestyrelsen.

    Region Hovedstaden oplyser, at det i øjeblikket ikke er muligt at ringe til akuttelefonen 1813 fra en mobiltelefon på TDC's netværk.

    Mobilselskaber, der benytter TDC's net, oplyser også om problemer for deres kunder. Det drejer sig blandt andet om Yousee og Telmore.

  23. I dag kl. 13:27

    Heunicke: Nu har 60 procent af befolkningen fået 3. stik

    3,5 millioner danskere har smøget ærmet op en tredje gang for at få et skud coronavaccine. Det svarer til 60 procent af befolkningen, og det glæder sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

    - Tak til jer alle! DK ligger i top, når det kommer til udrulningen af boostervaccinen, skriver han på Twitter og fortsætter:

    - Den store opbakning og effektive udrulning er en af grundene til, at vi nu kan fjerne restriktionerne.

    Alle restriktioner bliver som bekendt fjernet fra 1. februar. Det meldte regeringen ud i går på et pressemøde.

  24. I dag kl. 12:58

    De danske håndboldherrer fik dødstrusler efter nederlaget til Frankrig

    Henrik Møllgaard i duel med franske Melvyn Richardson. (Foto: Tibor Illyes)

    Efter seks sejre i træk tabte de danske håndboldherrer i går til Frankrig med 29-30 ved EM.

    Nederlaget har siden kastet beskyldninger om snyd og dødstrusler af sig. Det skriver Frederik Gelstoft Schmidt, presseansvarlig for det danske landshold, på sin Twitter-profil.

    - Jeg er slemt imponeret over nogle af de beskeder, der lander i spillernes og trænerteamets indbakker efter kampen mod Frankrig i aftes.

    - Nej, de har ikke tabt med vilje. Og nej, man fortjener ikke at dø, blot fordi man har tabt en håndboldkamp, skriver Frederik Gelstoft Schmidt.

    Det fremgår ikke i detaljer, hvem der modtog trusler, og hvad der stod i dem.

    Danmark møder Spanien i EM-semifinalen fredag aften klokken 18.

  25. I dag kl. 12:45

    Partitop i Dansk Folkeparti får halveret honorar efter lokalformænds kritik

    Selv om det er strømmet ind med nye medlemmer til Dansk Folkeparti, efter at Morten Messerschmidt i weekenden overtog formandsposten i partiet efter Kristian Thulesen Dahl, så er det ikke noget, lokalforeningerne har fået gavn af.

    Dansk Folkeparti har nemlig besluttet at gøre det gratis at melde sig ind i partiet for resten af året.

    Og derfor har partiets hovedbestyrelse i stedet besluttet, at toppen i partiet skal aflevere halvdelen af deres honorar til baglandet. Det skriver B.T.

    Øvelsen vil ifølge avisen frigøre 390.000 kroner på et år.

    Beslutningen om at halvere honorarerne er ifølge B.T. truffet efter henvendelser fra flere utilfredse lokalformænd.

  26. I dag kl. 12:31

    Kraftig vind udløser advarsel: Kør ikke på Øresundsbroen i vindfølsomme køretøjer

    På E20 Øresundsbroen frarådes det at passere broen med vindfølsomme køretøjer på grund af kraftig vind.

    Det oplyser Vejdirektoratet. Vinden forventes at lægge sig sidst på aftenen, forudser direktoratet.

  27. I dag kl. 12:22

    Lastbil taber metalstænger på motorvej - havde nær ramt gravid kvinde

    Det kunne være endt helt fatalt, da en lastbil tabte fem metalstænger fra sit lad i søndags på den fynske motorvej E20.

    Stængerne fløj af ladet med høj hastighed og ramte en bagvedkørende trafikant.

    Heldigvis ramte stængerne først kofangeren på bilen, før de ramte forruden i højre side, hvor der sad en højgravid kvinde, der var passager i bilen.

    Fyns Politi efterlyser nu chaufføren til lastbilen, der tabte metalstængerne søndag eftermiddag omkring klokken 17.25.

    Kvinden og chaufføren i den bil, der blev ramt, er begge uskadte.

  28. I dag kl. 12:13

    Det er i øjeblikket ikke muligt at ringe til smitteopsporingen grundet TDC-nedbrud

    Er du blevet smittet med corona og forsøger du at komme igennem til smitteopsporingen, må du værne dig med endnu mere tålmodighed end normalt.

    For et omfattende nedbrud hos TDC betyder nemlig, at det i øjeblikket ikke er muligt at ringe til eller fra Styrelsen for Patientsikkerhed, hvilket derfor også gælder for smitteopsporingen.

  29. I dag kl. 11:35

    Prins Andrew afviser at være nær ven af den dømte jetsetter Ghislaine Maxwell

    Storbritanniens prins Andrew afviser, at han er en nær ven af Ghislaine Maxwell.

    Det bedyrer prinsen i et 11 sider langt retsdokument, som hans advokater fremlagde i går, skriver flere internationale medier, blandt andet BBC.

    Ghislaine Maxwell er kendt skyldig i at have medvirket til misbrug af piger på helt ned til 14 år i årene mellem 1994 og 2004. Maxwell var kæreste og samarbejdspartner med den skandaleramte afdøde rigmand Jeffrey Epstein.

    Prins Andrew er ved et civilt søgsmål anklaget af kvinden Virginia Giuffre for overgreb og misbrug af hende, da hun var 17 år og angiveligt blev kontrolleret af Epstein.

    Storbritanniens prins Andrew ønsker nu en nævningesag, så han kan rense sit navn i et retsopgør.

  30. I dag kl. 11:20

    Rusland ser plads til dialog om konflikten med Ukraine efter amerikansk udspil

    Der er stadig plads til at fortsætte dialogen med USA omkring konflikten ved den ukrainske grænse - på trods af, at USA i sit seneste diplomatiske udspil til Kreml fortsat ikke er villig til at imødekomme Ruslands krav.

    Sådan lyder det i dag fra talsperson for den russiske regering, Dimitrij Peskov, ifølge nyhedsbureauet AP.

    Rusland kræver blandt andet, at Nato lover aldrig at give Ukraine medlemsskab af forsvarsalliancen - et krav som Nato gentagne gange har afvist.

    Men Rusland vil ikke drage nogle forhastede konklusioner på basis af USA's seneste udspil, lyder det fra Peskov. Han slår fast, at det er i både Ruslands og USA's interesse at fortsætte dialogen, men at Nato og USA's kommentarer omkring de russiske krav ikke efterlader stor optimisme.

  31. I dag kl. 11:00

    Seks overlæger takker nej til coronabonus på 10.000

    Den stort anlagte vinterpakke annonceret før nytår skulle hjælpe et stærkt presset sundhedsvæsen.

    Men på Regionshospitalet i Randers mener seks overlæger, at pakken er fordelt skævt.

    Derfor frasiger de sig deres egen del af kagen på 10.000 kroner.

    - Vi har ikke oplevet nogen belastning, der berettiger os til at modtage 10.000 kroner, siger overlæge Knud Thygesen Nielsen.

    Regionsdirektør i Region Midtjylland, Pernille Blach Hansen, siger, at fordelingen af sådan en pakke altid vil være ulige og efterlade sure miner nogle steder.

    - Kritik gør altid indtryk, og man kunne have gjort tingene på en anden måde. Men uanset metode ville nogen have været kritiske og nogen glade, siger hun.

  32. I dag kl. 10:33

    Danmark giver 550 millioner kroner til Ukraine for at støtte demokratiske reformer

    Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) holder et kort pressemøde med Ukraines udenrigsminister Dmytro Kuleba på Christiansborg i dag. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Mange har blikket rettet mod Ukraines grænse mod Rusland og den anspændte situation mellem de to lande.

    Også den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), der netop har annonceret, at Danmark vil støtte Ukraine med 550 millioner.

    Formålet med pengene er at styrke demokratiske reformer, civilsamfund og kampen mod korruption, lyder det i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

    - På den måde kan vi styrke landenes robusthed i en tid, hvor Rusland fortsætter med sin helt uhørte troppeopbygning i og uden for Ukraines grænser, siger udenrigsministeren.

    Den økonomiske håndsrækning kommer samtidig med, at Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, er på besøg i Danmark.

    Pengene er en del af en pulje på 875 millioner, der er afsat til Danmarks Naboskabsprogram de næste fire år. Under programmet kan indsatser i Ukraine, Georgien, Hviderusland, Moldova, Armenien og Aserbajdsjan modtage støtte.

  33. I dag kl. 10:27

    Jeppe Kofod og Ukraines udenrigsminister besøger Dronningen

    • Dronning Margrethe og kronprins Frederik med Dmytro Kuleba i Riddersalen i Christian IX's Palæ på Amalienborg. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
    • Også den danske udenrigsminister Jeppe Kofod (S) var med under besøget. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, er i dag på besøg i Danmark, hvor han for kort tid siden var forbi Amalienborg for at hilse på dronning Margrethe og kronprins Frederik.

    Audiensen hos kongehuset foregik sammen med Kulebas danske kollega, udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

    Kofod besøgte selv for nylig Ukraine for at vise landet sin støtte i forbindelse med den igangværende konflikt med Rusland.

  34. I dag kl. 09:55

    Beijing ruller strenge coronarestriktioner ud inden OL

    Forlad ikke dit hjem, med mindre du har en vigtig grund - og bliv testet for corona dagligt.

    Så markant er udmeldingen fra myndighederne i Kinas hovedstad Beijing til indbyggerne i flere områder i millionbyen, hvor coronasmitten - ifølge myndighederne - er ved at løbe løbsk. Det skriver Reuters.

    Tiltagene, der skal inddæmme smitten, bliver rullet ud mindre end ti dage før, byen er vært for de olympiske vinterlege.

    Det sker, selvom de officielle smittetal i den kinesiske hovedstad er langt lavere end i de fleste andre storbyer på verdensplan.

    Ifølge myndighederne i Beijing havde man onsdag bare registreret fem lokalt overførte infektioner. Dagen inden lød tallet på 14 ifølge data fra landets nationale sundhedskommission.

  35. I dag kl. 09:48

    Vindfølsomme køretøjer bør ikke krydse Vejlefjordbroen på grund af kraftig blæst

    Sidevinden er så kraftig på Vejlefjordbroen, at det frarådes at passere broen med vindfølsomme køretøjer.

    Det skriver Vejdirektoratet på Twitter og melder samtidig, at de forventer, at vinden aftager midt på natten.

    Udmeldingen kommer i kølvandet på, at Danmarks Meterologiske Institut, DMI, har varslet voldsomt blæsevejr i dag.

    Der er ifølge DMI allerede nu målt vindstød af stormstyrke flere steder i Nordvest- og Nordjylland, oplyser institutet på Twitter.

  36. I dag kl. 09:30

    Kultursteder kan få økonomisk hjælp, hvis de ikke er klar til at åbne 1. februar

    Siden kulturlivet genåbnede midt på måneden, har det været med restriktioner om blandt andet et siddende publikum og maksimalt 500 besøgende.

    Men fra på tirsdag er alle coronarestriktioner fortid.

    Dog kan nogle kulturinstitutioner have svært ved at gøre klar med så kort varsel, og derfor er der økonomisk hjælp på vej til dem, der måtte have brug for det.

    Hvis et kultursted betragter sig selv som lukket, kan det derfor få støtte i perioden 1. til 15. februar.

    Det står klart, efter regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Konservative, Frie Grønne og Alternativet er blevet enige om en hjælpeordning. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.

  37. I dag kl. 09:15

    EU klager over Kinas hårde kurs over for Litauen

    Det er ikke i orden, at Kina har indført en række "diskrimerende handelsbegrænsninger" mod Litauen, efter at den litauiske regering har tilladt Taiwan at åbne et handelskontor i hovedstaden, Vilnius.

    Det er meldingen fra Europa-Kommissionen, der nu har klaget over det kinesiske styre til Verdenshandelsorganisationen (WTO), som blandt andet tager sig af internationale handelsstridigheder.

    Kina anerkender ikke Taiwan som et selvstændigt land men derimod som en kinesisk provins, og derfor har styret i Beijing været stærkt fortørnet over det nye handelskontor. Derfor har det kinesiske styre ifølge Europa-Kommissionen indført en række hårde handelsrestriktioner, som er direkte målrettet Litauen, og det har vakt vrede rundt om i Europa.

    - EU er fast besluttet på at handle som én - samt handle hurtigt mod foranstaltninger, der er i strid med WTO-reglerne og som truer integriteten af vores indre marked, siger handelskommissær Valdis Dombrovskis.

  38. I dag kl. 09:07

    Børn og skoleelever opfordres stadig til to ugentlige coronatest

    Selv om det fra på tirsdag er slut med coronarestriktioner i Danmark bør børn og elever i folkeskolen og på ungdoms- og voksenuddannelser stadig tage to ugentlige hjemmetest.

    Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet til DR Nyheder.

    - Der vil fortsat være en opfordring til to ugentlige screeningstest i dagtilbud, på grundskoler og på ungdoms- og voksenuddannelser, og der vil ligeledes fortsat være gratis selvtest til rådighed, skriver ministeriet.

    Dog vil der fra den 1. februar ikke længere være krav om coronapas og mundbind i skoler og på ungdoms- og voksenuddannelser.

    Hidtil har elever i folkeskolerne været undervist i stamklasserne for at begrænse smitten, men om det også skal fortsætte, er ministeriet ved at undersøge.

  39. I dag kl. 08:55

    England skrotter størstedelen af coronarestriktionerne fra i dag

    Mange danskere glæder sig formodentlig til på tirsdag, når coronarestriktionerne herhjemme ophæves.

    Men i England kan indbyggerne allerede fra i dag af smide mundbindet de fleste steder og droppe coronapasset. Det skriver The Independent.

    Eneste undtagelse for mundbind er offentlig transport i London, hvor det stadig er et krav. Der kan også fortsat være anbefalinger og/eller krav om mundbind på visse offentlige steder i sundhedssektoren samt på apoteker.

    De nye regler er en del af myndighedernes såkaldte Plan A, efter at landet har været underlagt restriktionerne fra Plan B siden 8. december sidste år som følge af omikron-variantens udbredelse.

  40. I dag kl. 08:16

    Nu er størstedelen af Neil Youngs musik fjernet fra Spotify efter rockikonets kritik af omdiskuteret podcast

    Har man lyst til at høre kendte albums som 'Everybody Knows This Is Nowhere', 'After the Gold Rush', 'Harvest' og 'Rust Never Sleeps' med rockikonet Neil Young, er det ikke længere muligt på Spotify.

    For Young har nemlig bedt Spotify om at fjerne hans musik, fordi streaminggiganten lægger platform til den omdiskuterede, men meget populære podcast 'Joe Rogan Experience', der blandt andet er blevet beskyldt for at sprede misinformation om coronavirus.

    - Vi er kede af Neils beslutning om at fjerne sin musik fra Spotify, men vi håber at kunne byde ham velkommen tilbage snart, siger en talsmand fra Spotify ifølge The Guardian.

  41. I dag kl. 08:10

    Det Hvide Hus: Biden vil holde sit løfte om at nominere en sort kvinde som USA's næste højesteretsdommer

    Hvis den amerikanske præsident, Joe Biden, får mulighed for at udpege en ny dommer til USA's Højesteret, vil han holde sit løfte om at vælge en sort kvinde.

    Det oplyser Det Hvide Hus i nat dansk tid, efter det kom frem, at en af de nuværende højesteretsdommere, Stephen Breyer, ventes at trække sig fra sin post. Det skriver BBC.

    Breyer, der er én af de tre dommere ved Højesteret, som er udpeget af en demokratisk præsident, har endnu ikke officielt bekræftet sine planer om at trække sig tilbage. Alligevel lød det i nat sådan her fra talsperson i Det Hvide Hus, Jen Psaki:

    - Præsidenten har erklæret og gentaget sin forpligtelse til at nominere en sort kvinde til Højesteret, og det står han bestemt ved.

    Højesterets ni dommere udpeges på livstid af den siddende præsident.

  42. I dag kl. 07:50

    'Hvad sker der?': Dansk genåbning undrer flere internationale medier

    Tyske, svenske, britiske og amerikanske medier undrer sig over, at den danske regering fra i næste uge har valgt at droppe alle coronarestriktioner. Det skriver Ritzau.

    "Hvad sker der" lyder overskriften eksempelvis i den tyske tabloidavis Bild, som fremhæver, at de danske myndigheder vil åbne samfundet på trods af rekordhøje smittetal.

    I den svenske avis Expressen bemærkes det, at man i Danmark skrotter restriktionerne samme dag, som Sveriges myndigheder har valgt at forlænge landets restriktioner med to uger.

    Også det amerikanske medie Politico og den britiske avis The Guardian fremhæver, at man i Danmark åbner samfundet trods højere smittetal end nogensinde.

  43. I dag kl. 07:31

    Antallet af tiltaler for voldtægt er mere end fordoblet på et år

    I 2021 blev der rejst langt flere tiltaler for voldtægt end året inden, skriver Ritzau.

    Der var sidste år 1.680 sigtelser for voldtægt, mens antallet af tiltaler lød på 740. Det viser tal fra Rigsadvokaten, der også inkluderer anden kønslig omgang end samleje.

    Det er en markant stigning fra 2020, hvor der var 1.079 sigtelser og 340 tiltaler.

    Stigningen falder sammen med den nye samtykkelovgivning, der trådte i kraft 1. januar 2021, og som betyder, at det er strafbart at have sex med en person, der ikke har givet samtykke.

    Mens antallet af både sigtelser og tiltaler er steget, er antallet af domme faldet en smule, viser Rigsadvokatens tal. Det kan skyldes, at der i mange af retssagerne fra sidste år først falder dom i løbet af indeværende år.

  44. I dag kl. 07:08

    Hold på hat og briller - torsdag bliver blæsende

    Vi får endnu en dag med meget vind i dag. Et lavtryk skal nemlig forbi nord for Danmark, og det giver især de nordligste kyster meget kraftig blæst.

    Vinden vil her være af stormende kuling-styrke med vindstød af stormstyrke. Den vil være kraftigst i formiddagstimerne.

    I resten af landet vil vinden være frisk til kuling, og derfor vil temperaturen ligge på omkring fem grader.

    Det regnvejr, der er over landet i morgen- og formiddagstimerne, driver over i løbet af dagen og senere i dag vil vi få nogen eller en del sol.

    Dagen i dag bliver blæsende, men også med sol. Her kigger solen frem ved Løkken i Nordjylland. Foto: Liselotte Kahns.
  45. I dag kl. 06:35

    Regeringen vil give skattefri check til familier med høje varmeregninger

    Hundredtusindvis af danske husstande med gasfyr skal betale mere for varmen i år end normalt.

    Det har skabt mange overskrifter de seneste par uger, men nu vil regeringen komme de mange danskere til undsætning.

    For familier med høje varmeregninger kan nemlig se frem til økonomisk hjælp fra staten, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) til finans.dk. Det kommer efter, at en række partier har presset for et indgreb.

    - Vi foreslår en skattefri check som en hjælp til at komme igennem en svær tid, siger han til mediet.

    Ekstraregningen til de omkring 416.000 danske husstande kan afhængig af gasudbyder og boligens størrelse løbe op i både 10.000, 20.000 og 30.000 kroner.

  46. I dag kl. 06:33

    15 lande afviser malisk kritik og støtter dansk indsats

    Sagen om et hold danske soldaters tilstedeværelse i det vestafrikanske land Mali tager nu endnu en drejning.

    I en fælles erklæring bakker en række europæiske lande nemlig Danmark op og afviser samtidig det maliske overgangsstyres påstande om, at de danske tropper er i Mali uden tilladelse.

    - Tilstedeværelsen af danske soldater på malisk jord er lovlig, det er sket på invitation fra myndighederne i Mali, og den juridiske proces er blevet overholdt, lyder det ifølge Ritzau blandt andet i erklæringen fra landene.

  47. I dag kl. 06:12

    Kystvagt i Florida standser 191 haitianere med kurs mod USA

    En overfyldt båd med 191 haitianere med kurs mod USA blev tidligere på ugen opdaget af kystvagten i den amerikanske stat Florida.

    Det oplyser agenturet på det sociale medie Twitter.

    Og det er langt fra første gang, at en båd med migranter bliver opdaget i området.

    Så sent som tidligere på ugen reddede en tilfældigt forbipasserende en migrant, der var kæntret sammen med 39 andre i en båd fra Bahamas på vej mod Florida. Kystvagten leder stadig efter overlevende efter ulykken.

    Siden oktober sidste år har kystvagten i alt standset 802 haitianere, der har forsøgt at rejse til USA, skriver Ritzau.

  48. I dag kl. 06:01

    Omfattende undersøgelse kortlægger børn og unges ubehagelige oplevelser på nettet

    Fire ud af ti børn svarer i en ny undersøgelse, at de har haft en ubehagelig oplevelse på nettet inden for det seneste år.

    Over 3.000 børn og unge mellem 9 og 17 år er med i undersøgelsen, som Rambøll har lavet for Red Barnet.

    Flest har oplevet at blive talt grimt til eller blive kontaktet af nogen, de ikke ville tale med, mens en mindre procentdel for eksempel har oplevet at få delt et intimt foto uden samtykke.

    - Vi vidste godt, at der var store udfordringer med digitale krænkelser for børn og unge på nettet, men vi vidste ikke præcist, hvor udbredt det var. Det her bekræfter vores bange anelser, siger psykolog i Red Barnet Per Frederiksen.

  49. I dag kl. 05:34

    Pengekrise i Afghanistan får FN til at anbefale at ophæve sanktioner

    Da Taliban tog magten i Afghanistan i august, lukkede en række vestlige lande pengekassen i og stoppede med at sende nødhjælp til landet.

    Oveni blev der indført en international embargo mod pengetransaktioner til Afghanistan, der forhindrer penge til hjælpeorganisationer i landet i at nå frem.

    Og mens FN's Sikkerhedsråd lempede sanktionerne mod landet før jul for at sikre bedre adgang til nødhjælp, er der stadig mange udfordringer i de finansielle systemer, der hindrer nødhjælpen i at nå frem.

    Derfor opfordrede FN's generalsekretær António Guterres på et møde i FN's Sikkerhedsråd i går til at "ophæve regler", der begrænser den afghanske økonomi og det internationale samfunds "livreddende aktioner", skriver Ritzau.

  50. I går kl. 23:57

    Tesla sælger masser af biler og har rekordsalg

    Der er masser af efterspørgsel på Teslas elektriske biler, og faktisk går det så strygende med salget, at omsætningen i slutningen af 2021 var rekordhøjt.

    17,7 milliarder lød det på i kvartalet, og det svarer til 116,8 milliarder kroner, hvilket ifølge Reuters er rekord. Det skriver Ritzau.

    Alt er dog ikke rosenrødt, for den globale forsyningskæde er udfordret, og det rammer også Tesla.

    - Vores fabrikker har kørt under kapacitet i flere kvartaler, i takt med at forsyningskæden er blevet den mest begrænsende faktor, hvilket sandsynligvis vil fortsætte gennem 2022, skriver Tesla i en meddelelse.

Mere fra dr.dk