Regeringen er ved at få en helt ny beføjelse med den epidemilov, der tirsdag skal behandles for første gang i Folketinget.
Som noget nyt vil det blive muligt at pålægge hele grupper eller forsamlinger af borgere at lade sig teste eller isolere, hvis de har opholdt sig et sted eller været til et arrangement, hvor der er konstateret smitte. En overtrædelse kan straffes med bøde. Det skriver Jyllands-Posten.
Kristian Lauta, juraprofessor ved Københavns Universitet, efterlyser en større offentlig debat om den nye epidemilov, der skal træde i kraft allerede den 1. marts.
- Der er foruroligende stille om denne lov, som generelt indeholder ret indgribende tiltag, og som nu også vil gøre det muligt at pålægge potentielt tusindvis af mennesker at isolere sig. Det er en rimelig hardcore bestemmelse, siger han til avisen.