Seneste nyt
21. maj kl. 10:35

Ny medieaftale pålægger streamingtjenester at betale 'kulturbidrag'

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen præsenterer ny medieaftale i Kulturministeriet i København lørdag den 21. maj 2022. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

En ny medieaftale er faldet på plads og betyder blandt andet, at streamingtjenester som Netflix skal betale et såkaldt "kulturbidrag" på seks procent af tjenesternes omsætning i Danmark.

Det står klart, efter kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) netop har præsenteret medieaftalen på et kort pressemøde i Kulturministeriet.

- Medieforbruget i Danmark er forandret. Internationale streamingtjenester fylder mere og mere, og derfor er det helt nødvendigt, at de også er med til at bidrage til vores kulturelle fællesskab, lyder det fra ministeren.

Andre tiltag i den nye medieaftale tæller en styrket mediestøtte til lokale og regionale medier, en bevilling til DR på over 100 millioner kroner over årene i aftaleperioden og et nyt lydunivers i DR til børn og unge.

Aftalen er blevet indgået mellem regeringen og en række partier. Dog ikke Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, der forlod forhandlingsbordet i går, blandt andet fordi partierne ikke ønskede at indføre en streamingafgift.

Seneste nyt

  1. I går kl. 21:20

    Musikstjernen R. Kelly idømt 30 års fængsel

    R. Kelly ses her ved en retsbygning i Chicago i 2019. (Foto: KAMIL KRZACZYNSKI © Ritzau Scanpix)

    Den amerikanske R&B-sanger, R. Kelly, er blevet idømt 30 års fængel

    Sidste år blev kendt han kendt skyldig i menneskehandel og i at udnytte sin stjernestatus og formue til seksuelt misbrug af blandt andre børn. Det stod på gennem mere end 25 år. Han nægter sig skyldig.

    Anklagemyndigheden krævede, at den amerikanske distriktsdommer Ann Donnelly afsagde en dom på over 25 års fængsel til Kelly, skriver Ritzau.

    Kellys forsvarere havde modsat sagt, at deres klient højst fortjente en dom på ti års fængsel, da Kelly selv var offer for seksuelt misbrug som barn, og at hans "hyperseksualitet" som voksen ikke længere udgør en risiko for nogen.

    Den 55-årige sanger med det borgerlige navn, Robert Sylvester Kelly, er kendt for flere store musikhits, og han vandt for 20 år siden en Grammy for hittet "I Believe I Can Fly".

  2. I går kl. 23:56

    Japan ramt af værste hedebølge siden 1875

    Onsdagen bød på ekstrem varme i Japan, der er ramt af en decideret hedebølge.

    I Tokyo blev der målt over 35 grader celsius for femte dag i træk, hvilket er den længste periode med så høje temperaturer, siden man begyndte at registrere dem i 1875.

    Byen Isesaki var højdespringer med en temperatur helt oppe på 40,2 grader. Det er ifølge BBC den højeste temperatur, der nogensinde er målt i Japan.

    Myndighederne opfordrer borgerne til at søge i ly for varmen i blandt andet rum med air condition.

  3. I går kl. 23:05

    Japanske Fujifilm investerer 11 milliarder kroner i dansk fabrik

    Det japanske selskab Fujifilm Corporation er klar med en milliardinvestering i sine danske faciliteter.

    Det skriver erhvervsmediet Børsen onsdag.

    I alt investerer selskabet cirka 11 milliarder kroner i sin medicinfabrik i Hillerød.

    Det er ifølge Børsen "en af de største enkeltstående investeringer i Danmark fra en udenlandsk virksomhed nogensinde".

    Investeringen ventes ifølge selskabet at skabe omkring 450 nye stillinger.

    Fujifilm er måske bedst kendt for at lave kameraudstyr, men producerer også medicinsk udstyr, og produktionsanlægget i Danmark er én af flere medicinalfabrikker, som selskabet ejer.

    /Ritzau

  4. I går kl. 22:52

    Putin lover gengæld for Nato-infrastruktur i Sverige og Finland

    Vladimir Putin lover gengældelsesaktioner, hvis Nato etablerer militær infrastruktur i Sverige og Finland.

    Det siger den russiske præsident ifølge nyhedsbureauet Tass. Han uddyber dog ikke, hvad man skal lægge i ordet "gengældelsesaktioner".

    Militær infrastruktur kan være bygninger og permanente installationer, som er nødvendige for at vedligeholde en nations militær.

    Samtidig siger Putin, at han ikke vil udelukke, at der kan opstå spændinger i Ruslands forhold til de to nordiske lande, efter at de har bestemt sig for at blive medlemmer af den vestlige forsvarsalliance.

  5. I går kl. 22:43

    Tilskuere i Tivoli tog fusen på tidligere Tour-vinder

    Cykelrytteren Chris Froome ruller på fredag ud til sit tiende Tour de France.

    Derfor er han ganske erfaren, når det kommer til holdpræsentationer inden en Tour-start. Men den tiende af slagsen blev en helt særlig én for den 37-årige brite.

    - Da jeg vågnede i morges, tænkte jeg: 'Okay, jeg har endnu en præsentation. Jeg har prøvet det ni gange før, så jeg ved, hvad jeg kan forvente'.

    - Men jeg tog fejl. Det var en stor overraskelse at komme op på scenen og mærke energien fra de danske fans. De var så passionerede omkring cykling, siger Chris Froome.

    Den firedobbelte Tour de France-vinder kører på hold med danske Jakob Fuglsang for Israel-Premier Tech, og holdkammeraten havde talt godt om Danmark og cykling inden præsentationen.

    - Men jeg var åbenbart nødt til at komme her og opleve det på egen hånd for virkelig at forstå, hvad han havde sagt, siger Froome.

  6. I går kl. 22:11

    Wammen om sænket beløbsgrænse: 'Den her ordning er god for Danmark'

    Finansminister Nicolai Wammen (S) er glad for den aftale, som et bredt, politisk flertal onsdag aften har indgået om at sænke grænsen for, hvor meget en ikke EU-borger skal tjene om året inklusiv feriepenge og pension, hvis vedkommende skal have lov til at arbejde i Danmark.

    - Det her giver mulighed for, at dansk erhvervsliv - som jo nogle steder i dén grad mangler arbejdskraft - kan hente udenlandsk arbejdskraft på den her ordning under ordnede forhold. Og på en måde, som er god for Danmark, siger han til DR Nyheder.

    Med aftalen har politikerne besluttet at sænke beløbsgrænsen fra 448.000 kroner om året til 375.000 i en afgrænset periode på tre år fra den 1. december 2022.

    - Nu skal vi først have det igennem Folketinget og vedtaget efter sommerferien, men virksomhederne kan godt begynde at indstille sig på den her mulighed, som betyder, at vi kan hente op til 15.000 medarbejdere ind (på landsplan, red.), som vi virkelig har brug for lige nu, siger Nicolai Wammen.

    Det uddyber han i videoen herunder:

  7. I går kl. 22:01

    Havnebad lukket af rotter - håber på genåbning inden for 14 dage

    Havnebadet i den nordjyske by Nibe er lukket, fordi der svømmer rotter rundt i badevandet.

    Aalborg Kommune har sat skilte op, hvor den fraråder badning som følge af rotterne, som der er fundet 4-5 af den seneste måned.

    En lokal skadedyrsbekæmper siger til TV2 Nordjylland, at han forventer, at havnebadet er klar igen om cirka 14 dage.

  8. I går kl. 20:54

    Flertal sænker beløbsgrænse for udenlandsk arbejdskraft

    En ny politisk aftale skal være med til at få mere udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

    Det sker ved at nedsætte minimumsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft til 375.000 kroner om året i en begrænset periode. Dette træder i kraft fra første december i år og tre år frem.

    I dag skal man tjene 448.000 kroner årligt.

    - De nye midlertidige tiltag skal ses i lyset af den aktuelle konjunktursituation med mangel på arbejdskraft, lyder det i en pressemeddelelse fra Finansministeriet.

    Der kan dog ikke udstedes nye opholdstilladelser på den midlertidige ordning, hvis bruttoledigheden overstiger 3,75 procent eller over 15.000 personer benytter sig af den.

    Fast track-ordningen udvides også så minimumskravet til antallet af fuldtidsansatte, som en virksomhed skal have ansat for benytte den, halvveres fra 20 til ti. Dermed får flere virksomheder adgang til fast track-ordningen.

  9. I går kl. 20:35

    Bataclan-terrorist og 18 andre kendt skyldige

    Den nu dømte gerningsmand, Salah Abdeslam, skitseret under retssagen. (Foto: Benoit Peyrucq © Ritzau Scanpix)

    Alle tiltalte på nær én er kendt skyldige i samtlige anklagepunkter i maratonretssagen om det terrorangreb, der fand sted i Paris den 13.november 2015. Det skriver AP.

    Angrebet fandt sted på spillestedet Bataclan, udenfor nationalarenaen Stade de France og på flere andre barer og restauranter. 130 mennesker døde.

    Den hovedtiltalte, Salah Abdeslam, der er eneste overlevende gerningsmand, kendes blandt andet skyldig i drab, drabsforsøg og terrorhandlinger.

    I alt var 20 personer tiltalt i sagen - heraf seks in absentia.

  10. I går kl. 20:14

    Nato er først klar med hurtig udrykningsstyrke næste år

    Nato's generalsekretær på topmødet i Madrid tidligere i dag. (Foto: YVES HERMAN © Ritzau Scanpix)

    Først til næste år vil Nato være klar med den hurtige reaktionsstyrke på 300.000 soldater, som skal være med til at forhindre Rusland i at invadere eksempelvis de baltiske lande.

    Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, ifølge Reuters.

    - Vi er enige om en ny styrkestruktur. Det bliver en kombination af styrker, der vil være indsat i den østlige del af alliancen, mens størstedelen af styrkerne vil være baseret i deres egne lande, sagde Stoltenberg i forbindelse med Natos topmøde i Madrid.

    Han sagde desuden, at Natos medlemslande nu skal byde ind med de konkrete soldater, der skal udgøre udrykningsstyrken.

    Dermed vil styrken først kunne være klar til næste år, siger Jens Stoltenberg.

    Natos hurtige udrykningsstyrke er i dag på 40.000 soldater.

  11. I går kl. 19:54

    Danmark lider smalt nederlag i sidste EM-test

    (Foto: Johnny Pedersen © Ritzau Scanpix)

    Det danske fodboldlandshold for kvinder fik ikke den EM-optakt, de nok havde håbet.

    Onsdag aften tabte Danmark nemlig 2-1 mod Norge i den sidste testkamp inden slutrunden i England.

    Danmark startede ellers ud som lyn og torden. Allerede inden for kampens første minut havde angriberen Signe Bruun pandet bolden i nettet til 1-0.

    Men herefter kom normændene stærkt igen, og kort inden pausen fik de også udlignet, da Guro Reiten sendte bolden i mål.

    Og den bedrift gentog hun kort efter pausen.

    Efter 52. minutters spil forsøgte den danske forsvarsspiller Kathrine Veje at drive bolden fremad, men danskeren løb lige ind i en nordmand, der opsnappede bolden. Herefter blev bolden sendt ind til Guro Reiten, der med lethed kunne bringe Norge foran med 2-1.

    Og selvom Danmark herefter havde flere fine muligheder for at udligne, lykkedes det aldrig, og dermed blev det Norge, der trak det længste strå.

    EM i fodbold starter den 6. juli, og Danmark spiller deres første opgør mod Tyskland den 8. Kampen kan følges på alle DR's platforme.

  12. I går kl. 19:48

    Israels premierminister genopstiller ikke

    Den israelske premierminister, Naftali Bennett, genopstiller ikke ved det kommende valg.

    Det oplyser hans ministerkontor ifølge nyhedsbureauet AP.

    Bennett har stået i spidsen for en skrøbelig koalitionsregering, der er gået i opløsning knap et år efter sin dannelse.

    Regeringen meddelte i sidste uge, at man vil opløse det israelske parlament, Knesset, forud for et valg, der forventes til efteråret, men opbakningen til at opløse parlamentet er kørt fast i uenigheder med oppositionen.

    Ifølge premierministerens kontor vil Naftali Bennett fortsætte som vicepremierminister i en midlertidig regering, der vil blive ledet af Israels nuværende udenrigsminister, Yair Lapid.

  13. I går kl. 19:17

    Hidtil største udveksling af fanger mellem Ukraine og udbryderegion

    144 ukrainske soldater er blevet løsladt som led i en fangeudveksling med udbryderregionen Folkerepublikken Donetsk, der til gengæld har modtaget 144 soldater den anden vej.

    Det melder de to parter onsdag ifølge Ritzau.

    Ifølge det ukrainske forsvarsministerium er udveksling den største ind til nu. Det uddybes ikke i onsdagens melding fra efterretningsdirektoratet, hvor fangeudvekslingen fandt sted.

    I tirsdags blev 17 ukrainske soldater, der var taget til fange, udleveret af den russiske regering.

  14. I går kl. 19:08

    Norsk politi mistænker flere gerningsmænd bag masseskyderi i Oslo

    I Norge mener Politiets Efterretningstjeneste, PST, at flere personer kan have været involveret i masseskyderiet på natklubber i Oslo natten til lørdag.

    Det siger tjenestens chef, Roger Berg, til det norske nyhedsbureau NTB.

    Skyderiet kostede to mænd livet og sårede 21.

    Roger Berg tilføjer, at politiet har søgelyset rettet mod konkrete personer, men han kommer ikke med yderligere detaljer foruden den, at nogen muligvis har hjulpet den mistænkte gerningsmand - en 43-årig nordmand - med at få våben.

    Han gør det klart, at efterretningstjenesten samtidig har fokus på, at der kan komme flere angreb.

    Tirsdag var 116 vidner indtil videre blevet afhørt. Mindst lige så meget bevismateriale, herunder videoer, var blevet gennemgået.

  15. I går kl. 18:56

    Blomster fra Ellemann-Jensens bisættelse pryder monument for danske soldater

    Det skortede ikke på smukke buketter ved Uffe Ellemann-Jensens bisættelse i går.

    Men efterfølgende har buketterne ikke fulgt den tidligere Venstre-formand og udenrigsminister videre på den sidste rejse.

    Efter bisættelsen i Holmens Kirke i København er blomster og kranse blevet kørt til Kastellet og lagt ved 'Monument for Danmarks Internationale Indsats efter 1948'.

    Det skete efter anmodning fra familien, oplyser Forsvaret.

    Monumentet er rejst for de mange, der har været udsendt, er udsendt lige nu eller skal udsendes i Danmarks tjeneste.

    En video fra Kastellet kan ses nedenfor:

    Video: Forsvaret.

  16. I går kl. 18:36

    Kristian Thulesen Dahl har sendt en vælgererklæring i Støjbergs retning

    Kristian Thulesen Dahl og Inger Støjberg i 2021. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Kristian Thulesen Dahl har ikke sin politiske fremtid på plads, men han har altså sendt en vælgererklæring afsted mod Inger Støjbergs nystiftede parti, Danmarksdemokraterne.

    - Ja, det har jeg ligesom allemulige andre gjort, siger Kristian Thulesen Dahl.

    - Om jeg skal være en del af det politiske projekt, det er for tidligt at sige endnu.

    Han kommer heller ikke til at komme med en afklaring om sin politiske fremtid lige med det samme.

    - Det er en kæmpestor beslutning for mig efter 28 år med Dansk Folkeparti.

    - Jeg skal bruge en god nats søvn, og så skal jeg mærke efter i de kommende dage, om jeg har den gnist, der skal til for at sige, at jeg skal blive i politik.

  17. I går kl. 18:15

    Inger Støjberg: 'Kristian Thulesen Dahl vil være en styrke alle steder'

    Inger Støjberg er ikke afvisende overfor at se Kristian Thulesen Dahl i sit parti, men det kræver vigtige snakke først. (Foto: Thomas Boel © DR)

    Selvom Kristian Thulesens Dahls politiske fremtid ikke er på plads, så har der været mange spekulationer om, hvorvidt den måske ligger ved Inger Støjbergs nystiftede parti, Danmarksdemokraterne.

    Og Inger Støjberg, der ifølge hende selv taler meget med den nu tidligere DF'er, har først og fremmest forståelse for Thulesen Dahls valg.

    - Jeg er ikke i tvivl om, at så stort et pres, han har været udsat for i så lang tid, siger hun.

    Og hun lægger ikke skjul på, at selvom de endnu ikke har talt om det, så er Kristian Thulesen Dahl velkommen i hendes parti.

    - Kristian Thulesen Dahl vil være en styrke alle steder, han melder sig ind. Det vil han også være i Danmarksdemokraterne.

    - Vi har ikke nogen aftale om, at vi skal have en kop kaffe eller noget i den retning, men det er klart, at mine døre står åbne for sådan en snak.

  18. I går kl. 18:08

    1-0 i første minut: Danske kvinder møder Norge i sidste test før EM

    Det danske kvindelandsholds sidste testkamp inden EM i England er netop fløjtet i gang på stadion i Viborg, og der står allerede 1-0 til Danmark på et mål scoret af Signe Bruun i første minut:

    Kampen kan ses direkte her på DRTV, ligesom den kan følges i tekst i vores liveblog her.

    Landstræner Lars Søndergaard har valgt følgende 11 til kampen mod Norge:

    Lene Christensen, Stine Ballisager, Sara Holmgaard, Karen Holmgaard, Janni Thomsen, Kathrine Kühl, Sofie Junge, Katrine Veje, Pernille Harder, Signe Bruun og Stine Larsen.

  19. I går kl. 17:55

    Mand idømt syv års fængsel for drabsforsøg mod sin syge kone

    Over mere end et år blev en syg og svækket kvinde udsat for drabsforsøg, mishandling og vanrøgt af sin nu 64-årige mand.

    Det har Østre Landsret slået fast, skriver Ritzau.

    Landsrettet har skærpet byrettens straf med seks måneder, så den nu lyder på i alt syv års fængsel til 64-årige mand.

    Hans kone var sidste år i fare for at dø på et plejehjem i Nykøbing, da hun fik et stykke pølse i svælget. Det var manden, der havde givet hende maden, selv om hun som følge af sin sklerose-sygdom ikke måtte få fast føde af fare for at blive kvalt. Det vidste han godt, vurderer retten.

    Med onsdagens afgørelse er det blevet slået endeligt fast, at manden stod bag.

  20. I går kl. 17:36

    Herlufsholm har valgt en for gammel formand: 'Der er tale om en force majeure-situation'

    71-årige Jon Stokholm skal udpege en ny bestyrelse for Herlufsholm Skole. (Foto: (C) DR Nyheder)

    For i fundatsen for Herlufsholm Skole og Gods står der, at der er en øvre aldersgrænse på 70 år for bestyrelsens medlemmer. Stokholm selv er 71 år.

    - Der er tale om en force majeure-situation, hvor det vigtigste er at få Herlufsholm Skole på rette kurs igen, og ikke hvad der står i fundatsen, lyder det i et skriftligt svar fra Jon Stokholm til DR.

    - Det er allerede ulovligt at aldersdiskriminere i selskaber, men alder er ikke pillet ud af al fondslovgivning endnu.

    Han slår fast, at en ændring af ordlyden ikke er noget, han har i sinde at bruge tid på lige nu, men de er ved at søge dispensation ved Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

  21. I går kl. 17:22

    Farvel til populær pølse: Coop fjerner 'Langelænderen' i tusindvis af butikker

    Supermarkedskæden Coop har valgt at fjerne pølsen med navnet "Langelænderen" i mere end 1.000 af sine butikker.

    Det skyldes en konflikt mellem Coop og fødevareproducenten Stryhns, skriver Fyens Stiftstidende.

    Konflikten bunder i, at Stryhns vil hæve priserne på pølserne som følge af stigende udgifter til råvarer, energi og emballage. Den prisstigning vil Coop ikke acceptere, og derfor stopper man salget af pølsen i Kvickly, Brugsen, Coop 365, Fakta og Irma fra på fredag.

    Konflikten får desuden den konsekvens, at 45 sæsonarbejdere på Stryhns Gruppens fabrik i landsbyen Simmerbølle, hvor pølserne produceres, har fået forkortet deres kontrakter, så de udløber i løbet af juli i stedet for som planlagt midt i august, skriver Fyens Stiftstidende.

  22. I går kl. 17:10

    Kristian Thulesen Dahl melder sig ud af Dansk Folkeparti

    Kristian Thulesen Dahl stopper i Dansk Folkeparti, som han både har ledet og været med til at stifte. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

    Kristian Thulesen Dahl har valgt at melde sig ud af Dansk Folkeparti. Et parti, han både har stået i spidsen for og været med til at stifte.

    - Det har været en rigtig svær beslutning, for vi har i partiet haft en fantastisk rejse sammen, indleder den tidligere partiformand i sit opslag.

    Thulesen Dahl skriver desuden, at der har været "et pres for, at jeg skal tage beslutningen om min fremtid nu".

    - Det italesættes, at partiet først kan komme videre, når jeg er ude. Og hvis vurderingen er, at den nuværende ledelse ønsker, jeg skal melde mig ud, er det den rigtige beslutning for mig at tage, skriver han på Facebook.

    Thulesen Dahl har allerede meddelt, at han ikke genopstiller til Folketinget for Dansk Folkeparti.

  23. I går kl. 17:07

    Jakob Fuglsangs holdkammerat misser Touren som nærkontakt

    Opdateret efter Samuele Battistella fra Astana er blevet testet positiv for coronavirus.

    Blot to dage før Tour de France starter, laves der en udskiftning på Jakob Fuglsangs hold, Israel-Premier Tech.

    Holdets israelske rytter Omer Goldstein er blevet kategoriseret som nærkontakt til en coronasmittet. Han misser derfor Touren, oplyser holdet via sin Twitter-profil.

    Omer Gouldstein erstattes af canadiske Guillaume Boivin.

    Holdet oplyser desuden, at deres sydafrikanske rytter Daryl Impey også er nærkontakt.De afventer dog stadig, om han kan deltage i Touren.

    Også Samuele Battistella fra Astana-holdet misser Tour de France.

    Den italienske rytter er blevet smittet med coronavirus og kommer derfor ikke med til verdens største cykelløb. Det oplyser Astana på Twitter.

    Battistella erstattes af hviderussiske Alexandr Riabushenko.

  24. I går kl. 16:57

    Efterforskning skal vise, om Boris Johnson vildledte parlamentet

    Det skal undersøges, om den britiske premierminister Boris Johnson har vildledt parlamentet i sagerne om coronafester under nedlukningen af landet.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    I april fik Johnson en bøde, fordi han havde en gruppe mennesker forsamlet i anledning af sin fødselsdag. Han havde forinden sagt, at alle reglerne var overholdt, men da han fik bøden, undskyldte han og påtog sig skylden.

    Nu vil en komité i parlamentet så have klare svar på, hvorvidt Boris Johnson vildledte de andre parlamentsmedlemmer, da han udtalte sig om sagen. Det afviser han selv.

    Parlamentarikere - både fra oppositionen og fra Johnsons eget parti - har opfordret ham til at trække sig i kølvandet på den såkaldte "Partygate".

  25. I går kl. 16:30

    Norsk efterretningstjeneste sænker trusselsniveauet

    Det norske politis efterretningstjeneste, PST, nedjusterer igen trusselsniveauet i landet. Det oplyser PST på et pressemøde onsdag eftermiddag, skriver Ritzau.

    Efter et dødeligt skyderi natten til lørdag, hvor to blev dræbt og 21 såret, hævede PST lørdag terrortrusselsvurderingen i Norgen fra niveau 3 til niveau 5, der er det højeste.

    I dag nedjusteres trusselsvurderingen så til niveau 4.

    En 43-årig mand er sigtet for drab, drabsforsøg og terrorhandlinger efter skyderiet. Han har indtil nu nægtet at lade sige forhøre af politiet.

  26. I går kl. 16:22

    Symptomfri dansk cykelrytter melder sig helt klar til Tour de France

    (Foto: GIAN EHRENZELLER © Ritzau Scanpix)

    Blot to uger før Tour de France skulle skydes i gang, testede cykelrytteren Andreas Kron positiv i en coronatest.

    Men nu - to dage før starten går - føler den 24-årige danske Lotto-Soudal-rytter sig klar til at tage hul på verdens største cykelløb.

    Det siger han på Lotto Soudals pressemøde onsdag eftermiddag.

    - Jeg har det godt. Hvis jeg ikke havde det, ville jeg ikke sidde her. Jeg har ikke haft nogen symptomer overhovedet. Jeg havde kun en dag væk fra cyklen og kunne begynde langsomt igen, siger Andreas Kron ifølge Ritzau.

    Tour de France begynder på fredag, og du kan følge med på dr.dk og i Touren på P4.

  27. I går kl. 16:13

    Politiet afviser anmeldelse af ansat i Vor Frue Kirke i København

    Københavns Politi har afvist domkirken Vor Frue Kirkes anmeldelse af en hjemsendt medarbejder.

    Det oplyser medarbejderens advokat, Kåre Pihlmann, til Ritzau, og Københavns Politi bekræfter det.

    - Det er en meget kortfattet begrundelse, som i al sin enkelthed går ud på, at man ikke finder et grundlag for en efterforskning, siger advokaten.

    Medarbejderen blev meldt til politiet af menighedsrådet, efter at Berlingske i maj skrev, at vedkommende havde beholdt sit job til trods for beskyldninger om overgreb begået imod et barn i 1990'erne.

    Sagen blev også politianmeldt i 2014 af menighedsrådet, men her blev den henlagt på grund af de daværende regler om forældelse.

    Der var også rettet anklager mod den ansatte for ved to lejligheder i 00'erne at have udvist grænseoverskridende eller seksuelt krænkende adfærd.

  28. I går kl. 15:56

    Folk med gasfyr får besked om fjernvarme inden nytår

    Alle danskere med gasfyr i hjemmet får inden nytår besked om, hvorvidt de kan få fjernvarme og i givet fald hvornår.

    For nu er regeringen og Kommunernes Landsforening blevet enige om en aftale, skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

    Baggrunden er, at regeringen vil udfase gasfyr til boligopvarmning.

    Derfor er aftalen nu, at alle gasfyrs-ejere inden nytår får klar besked om, hvilke alternativer der er til gasfyret.

    Tal fra Danmarks Statistik viser, at der er 412.000 boliger herhjemme, som opvarmes med naturgas. De boligejere vil få at vide, om de kan blive omfattet af fjernvarme, eller om de bør søge rådgivning om en anden løsning. Det kan eksempelvis være at anskaffe en varmepumpe.

  29. I går kl. 15:37

    Nato har nu formelt inviteret Sverige og Finland

    Det var meldt ganske klart ud i går, men nu er der sendt en formel invitation.

    - I dag har vi besluttet at invitere Finland og Sverige til at slutte sig til Nato, og vi er blevet enige om at underskrive tiltrædelsesprotokollerne, skriver Nato i en erklæring.

    Dermed er optagelsesprocessen i gang.

  30. I går kl. 15:27

    Polsk appeldomstol kræver LGBT-fri zoner afskaffet

    En polsk appeldomstol har besluttet, at såkaldte LGBT-fri zoner skal afskaffes i fire af landets kommuner.

    Dommen hilses velkommen af aktivister som en sejr for menneskerettigheder og demokrati, skriver Reuters.

    Hvis tanken om en LGBT-fri zone i et EU-land lyder lidt mærkelig, så er forhistorien, at flere af Polens regioner i 2019 meddelte, at de nu var fri for det, de betegnede som "LGBT-ideologi".

    Den bragte Polen på kollisionskurs med EU, der siger, man ikke må diskriminere på baggrund af seksualitet.

    Forbuddet betød, at LGBT-personer ikke måtte kysse eller holde i hånd i det offentlige rum. Det blev også forbudt at tale om homoseksualitet i skolerne.

    Nogle regioner har droppet forbuddet, andre har taget kampen op til trods for en afgørelse, der krævede det fjernet. Dette er den første afgørelse fra en appeldomstol.

  31. I går kl. 14:47

    Jan fra Hjørring skal cykle med stjernerne

    22 seniorer og 22 juniorer fra danske cykelklubber deltager i præsentationen af Tour de France-holdene. En af dem er Jan Sommer fra Hjørring. (© (c) privatfoto)

    En lille flok heldige motionscyklister kører med, når Tour de France-rytterne bliver præsenteret i København i aften.

    Hvert hold får selskab af to amatører, og en af dem er Jan Sommer fra Cycle Clubben Hjørring. Han glæder sig til at komme tæt på de professionelle.

    - Når man ved, hvor meget træning der ligger bag, bliver det en kæmpe oplevelse at cykle sammen med dem, siger han.

    Rytterne skal køre gennem Københavns gader med retning mod Tivoli, hvor præsentationen finder sted. Først inden afgang får motionisterne at vide, hvilket hold de skal cykle med.

    - Jeg håber på Quick-Step, for her er der flest danske ryttere, siger Jan Sommer.

  32. I går kl. 14:44

    Nato offentliggør ny strategi: Rusland er en 'direkte trussel' mod Natos sikkerhed

    Forholdet mellem Rusland og Vesten er i den grad blevet forværret efter invasionen af Ukraine, og derfor betragter Nato-landene nu landet som 'den væsentligste og mest direkte trussel mod de allieredes sikkerhed og stabilitet'.

    Det fremgår af Natos nye strategiske koncept, som de 30 medlemslande er blevet enige om på topmødet i Madrid.

    Konceptet er kort fortalt en oversigt over de potientielle trusler, medlemslandene lige nu står overfor, og den udstikker kursen for, hvor forsvarsalliancen skal bevæge sig hen i det kommende årti. Og her er Rusland nu den største trussel.

    Da det seneste strategiske koncept blev vedtaget i 2010, blev Rusland karakteriseret som en 'strategisk partner', som Nato-landene gerne ville arbejde tættere sammen med.

    Udover den nye, hårde kurs over for Rusland er medlemslandene blandt andet også blevet enige om at invitere Finland og Sverige til at blive medlemmer af forsvarsalliancen. Det sker, efter at Tyrkiet i aftes droppede sin modstand mod de to nordiske lande, og derved kan optagelsesprocessen formelt gå i gang.

    Derudover vil de forstætte støtten til Ukraine, øge Natos direkte budget og styrke den militære tilstedeværelse i de østlige medlemslande.

  33. I går kl. 14:35

    Norge under hackerangreb: Flere store selskaber ramt

    Norge er blevet ramt af et stort hackerangreb, der har lagt en række tjenester ned.

    - Angrebene er rettet mod en række store norske virksomheder, der tilbyder vigtige tjenester til befolkningen, siger direktør Sofie Nystrøm fra Norges Nasjonal Sikkerhetsmyndighet (NSM) i en pressemeddelelse.

    Den russiske hackergruppe Killnet lader til at stå bag angrebet.

    NSM nævner ikke specifikt Killnet, men NRK henviser til, at gruppen har taget angrebet på sig via beskedtjenesten Telegram. Deres motivation skulle være, at Norge har nægtet, at et russisk mineselskab på Svalbard måtte transportere varer via det norske fastland.

    Killnet er en kendt prorussisk aktør, der hævder at stå bag en række cyberangreb i forbindelse med krigen i Ukraine.

    Lige efter midnat registrerede det norske arbejdstilsyn en voldsom trafik på deres hjemmeside, som fik serverne til at bukke under, skriver NRK.

  34. I går kl. 14:07

    Fem nye stenrev skal hjælpe dyrelivet rundt i landet

    Det skal være lettere at være fisk eller skalddyr flere steder i landet.

    Derfor bliver der nu placeres stenrev fem forskellige steder, oplyser Miljøministeriet.

    Stenrevene, der altså er samlinger af større sten på havbunden, skal være med til at skabe bedre levevilkår for krebsdyr og småfisk i danske farvande.

    De skal placeres i Køge Bugt, ved Nivå Strandpark, nord for Hundested og to steder i Lillebælt.

    - I mange år har havets dyr og planter mistet levesteder, og fugle og marsvin har mistet steder, hvor de kunne finde føde, siger miljøminister Lea Wermelin (S) i meddelelsen.

    - Med stenrevene skaber vi bedre forhold for og passer bedre på det mangfoldige og vilde liv.

    Det kommer til at koste 35 millioner kroner af etablere stenrevene.

  35. I går kl. 14:06

    Tour de France-stjerne ramt af corona få dage før start

    Trentin er ude kort før tour-starten. (Foto: Shutterstock © Copyright (c) 2022 Shutterstock. No use without permission.)

    Den forsvarende Tour de France-vinder Tadej Pogacar må undvære sin holdkammerat Matteo Trentin.

    Den italienske cykelrytter er blevet smittet med corona. Det oplyser hans hold UAE Emirates på sin hjemmeside.

    Trentin er dermed den anden rytter, som misser tour-starten i København på grund af en positiv coronaprøve. I går meddelte Quick-Step, at Tim Declercq var blevet smittet.

    Schweizeren Marc Hirschi erstatter Trentin på UAE Emirates-holdet, der også tæller danske Mikkel Bjerg.

  36. I går kl. 13:33

    Sundhedsstyrelsen: Ikke flere alvorligt syge med ny coronavariant

    Den nye BA.5-variant, der på det seneste har fundet vej til Danmark, har givet flere smittede, men ikke flere alvorligt syge.

    Sådan lyder det fra Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse i dag.

    Styrelsen oplyser, at der har været en lille stigning i antallet af patienter, der er testet positiv for covid-19, når de bliver indlagt.

    Men ikke flere end tidligere er hårdt ramt af sygdommen.

    - De danske tal svarer til erfaringer fra andre lande, hvor BA.5 har været dominerende i længere tid end i Danmark, siger direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.

    - Vi forventer at se frem til en relativ rolig sommer, men vi holder naturligvis øje med, om der sker ændringer i smittesituationen.

  37. I går kl. 13:25

    Det sidste hold er på plads: 10 danskere cykler med i Tour de France

    Der er ti danskere med i årets Tour de France. Det står klart, efter at EF som de sidste har udtaget sit hold. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

    Magnus Cort er udtaget til Tour de France.

    Det oplyser cykeldanskerens hold, EF Education, på sin hjemmeside. Dermed er der 10 danskere i årets felt, som fredag begiver sig ud på ruten med start i København.

    Magnus Cort ser frem til det prestigefyldte cykelløb.

    - At vinde etaper ved Touren er på et andet niveau sammenlignet med alt andet i cykelsporten. Det betyder meget bare at blive udtaget. Især i år når Touren begynder i Danmark, siger Cort.

    Danskeren vandt senest en tour-etape i 2018.

    EF Education var det sidste hold til at annoncere sit hold. Hele tour-feltet præsenteres senere onsdag i Tivoli i København.

  38. I går kl. 13:02

    Fremover bliver det 30.000 kroner dyrere at have en plug-in-hybridbil som firmabil

    Plug-in-hybridbilerne skal ikke længere give den samme skattefordel som el-biler for de danskere, der kører i firmabil.

    Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.

    Ifølge en ny politisk aftale bliver det 30.000 kroner dyrere, hvis firmabilen er en plug-in-hybridbil.

    Omvendt bliver det 15.000 kroner billigere, hvis firmabilen kører på el.

    - Med aftalen gør vi det mere attraktivt at køre i elbil for firmabilisterne. Det er en klog justering af aftalen om grøn vejtransport, som kommer i takt med, at vi bliver klogere på brugen af de forskellige biltyper, udtaler skatteminister Jeppe Bruus (S) i pressemeddelelsen.

    Aftalen ændrer dog ikke på, at der fortsat vil være en afgiftsrabat på plug-in-hybridbiler.

  39. I går kl. 12:50

    Nu er der fundet 18 tilfælde af abekopper i Danmark

    Sundhedsmyndighederne oplyser, at der er bekræftet 18 tilfælde af virussen abekopper i Danmark.

    Senest er to nye tilfælde konstateret, hvoraf det ene af dem ikke er opstået i forbindelse med en rejse, skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

    Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) bliver der arbejdet på at bremse smittespredningen med abekopper i det danske samfund.

    - Sundhedsmyndighederne arbejder på at smitteopspore og tilbyder vaccine til helt nære kontakter for at stoppe smittekæder, siger han i pressemeddelelsen.

    22 personer er indtil videre vaccineret mod abekopper.

    Abekopper er typisk ikke farlig for mennesker og er overstået i løbet af to til fire uger.

  40. I går kl. 12:45

    Aflivet løve i Aalborg Zoo skal sikre artens overlevelse

    Løvinden Yanna var 15 år gammel og havde et skrantende helbred. (© Aalborg Zoologiske Have)

    Aalborg Zoo har aflivet den gamle hunløve Yanna, og efter sin død er hun blevet en vigtig del af avlsarbejdet for asiatiske løver.

    Blandt andet er hendes æggestokke blevet sendt til Berlin, hvor æggene skal befrugtes med sæd fra en asiatisk hanløve.

    - På den måde får vi skabt nogle embryoner, som kan sættes op i en løvinde, siger chefzoolog Rikke Kruse Nielsen.

    Der findes kun 700 asiatiske løver i naturen, så der kommer sjældent nye dyr ind i de zoologiske haver.

    - For at sikre et godt avlsprogram, er vi nødt til at gemme generne fra genetisk sunde dyr, forklarer Rikke Kruse Nielsen.

    Aalborg Zoo får til juli to nye hunløver fra Edinburgh Zoo.

  41. I går kl. 12:35

    59-årig kvinde død efter påkørsel af bakkende minibus

    Et uheld med en minibus har her til formiddag kostet en 59-årig kvinde livet i Randers.

    Kvinden blev først ramt af den bakkende minibus og efterfølgende kørt over.

    En ambulance var hurtigt på stedet, men kvindens liv stod ikke til at redde.

    Den 59-årig kvindes pårørende er underrettet.

    En bilinspektør skal nu undersøge uheldet nærmere.

  42. I går kl. 12:35

    Boliger i Benløse evakueres efter brud på gasledning

    Et ukendt antal beboere i Benløse er blevet bedt om at forlade deres bolig, fordi der er gået hul på en nærliggende gasledning.

    Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi, som beder folk om ikke at tage hen til området ved Roskildevej/Præstevej, skriver politikredsen på Twitter.

    - Der er sket brud på en gasledning ved Roskildevej/Præstevej i Benløse. Politi og brandvæsen er fremme på stedet. Der foretages evakuering af de omkringliggende boliger, indtil gassen kan lukkes. Vi anmoder om, at folk ikke søger til området. Nærmere info tilgår, skriver politiet.

  43. I går kl. 12:22

    Biden: USA vil øge sin militære tilstedeværelse i Europa for at afskrække Rusland

    USA vil blandt andet at sende nye F-35-eskadriller til Storbritannien. (Foto: STEPHANE NITSCHKE © Ritzau Scanpix)

    Rusland er blevet en voksende trussel mod Nato-landene som følge af angrebet på Ukraine.

    Derfor vil USA øge sin militære tilstedeværelse i Europa for på den måde at kunne afskrække russerne fra et eventuelt angreb.

    Det fortæller den amerikanske præsident, Joe Biden, som i dag deltager i Nato-topmødet i Madrid.

    - Nato står stærkt og forenet, og de skridt, vi tager under topmødet, vil yderligere forstærke vores fælles styrke, siger præsidenten.

    Ifølge Reuters vil amerikanerne blandt andet oprette et permanent hovedkontor i Polen, sende to yderligere F-35-eskadriller til Storbritannien og øge deres "luftforsvar og andre kapaciteter" i Tyskland og Italien.

    Derudover vil de sende to ekstra krigsskibe til deres flådebase i Rota i Spanien.

    USA har på nuværende tidspunkt flere end 100.000 personer udstationeret i Europa. 20.000 af dem kom i kølvandet på den russiske invasion af Ukraine.

  44. I går kl. 12:11

    Droner skal blive på jorden, når rytterne drøner forbi

    Flere tourhold har allerede taget hul på træningen i Danmark. Her er det UAE Team Emirates. (Foto: GONZALO FUENTES © Ritzau Scanpix)

    Hvis du havde håbet på at skyde nogle fede drone-optagelser af toptrimmede cykelryttere i stram lycra, når Tour de France rammer landet, ja så kan du godt glemme alt om det.

    Luftrummet over ruten er således lukket land for droner og andet flyvemekanik.

    Det melder Trafikstyrelsen.

    Lukningen af luftrummet skyldes hensyn til de helikoptere, der skal filme løbet, og hensyn til politi og beredskab, der skal have mulighed for at flyve sikkert ind og ud af de berørte områder.

    Forbuddet tæller også private fly og helikoptere og bliver gældende i en fire kilometer bred zone og i en højde på 2.500 fod, svarende til cirka 800 meter, under alle tre etaper i Danmark.

  45. I går kl. 11:40

    Kvinde var fanget i revlehul på livredderes første dag på strandene

    Trygfondens kystlivreddere er at finde på de store danske strande fra nu af og frem til 17. august. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    Badesæsonen er godt i gang, og de fleste steder i landet er det fantastisk sommervejr.

    Men allerede på deres første dag på strandene i år måtte livredderne hjælpe en person i fare for at drive væk op af vandet.

    Det skete fredag ved Vejers Strand nær Blåvand, hvor en kvinde var fanget i et revlehul og i fralandsvind på et bodyboard.

    Ifølge Trygfonden Kystlivredning er det et tilbagevendende problem for personer på Stand Up Paddle boards (SUPs) og for kitesurfere og surfere, at de bliver snydt af vinden.

    Livredderne opfordrer især folk til at være opmærksomme på fralandsvind.

    Derudover råder man personer, der vil ud på havet med deres SUP-boards til at tage et kursus først.

  46. I går kl. 11:15

    SSI-direktør: Nyd festivaler uden frygt for corona

    Hvis du er sund og rask, og måske endda har været smittet med coronavirus i løbet af vinteren, skal du kaste dig ud i sommeren uden frygt.

    Det er meldingen fra administrerende direktør Henrik Ullum fra Statens Serum Institut, der især opfordrer festivalgæster til at droppe corona-angsten.

    - Vi ser en stigende smitte, men det gode ved festivaler er, at de foregår udendørs. Her er der mindre smittespredning end ved indendørs arrangementer, siger han.

    Det er dog vigtigt at mærke efter, om man føler sig sløj efter festivalen.

    - Er der en risiko for, at man er blevet smittet, skal man ikke komme for tæt på ældre og sårbare personer, siger Henrik Ullum.

  47. I går kl. 11:02

    Airbnb forbyder fester i private boliger

    Det skal være slut med hærgede hjem, mener Airbnb, som permanent forbyder lejere at holde fester og andre begivenheder i de private boliger, de booker gennem udlejningstjenesten.

    Allerede under coronapandemien forbød Airbnb fester og satte grænse for antallet af gæster. Sidstnævnte bliver ophævet nu, skriver BBC.

    Sidenhen har det vist sig, at forbudet ikke kun er blevet taget godt imod på grund af sundhedsfaren ved flere mennesker samlet til en fest. Generelt har brugerne været glade for det, lyder det fra tjenesten.

    Airbnb skriver i en erklæring, at antallet af klager omkring fester er faldet med 44 procent, siden tiltaget blev introduceret.

  48. I går kl. 10:45

    En femtedel af Holstebro Kaserne ramt af skimmelsvamp

    Mellem 80 og 100 befalingsmænd og værnepligtige har måttet flytte ud af deres vante bygninger på Dragonkasernen Holstebro. Der er udbredt skimmelsvamp i bygningerne, og enkelte af medarbejderne har haft hovedpine og andre lette symptomer.

    Et firma er netop gået i gang med at rense stuer og ventilationsanlæg, ligesom isoleringen i bygningerne bliver skiftet.

    Ifølge regimentschefen, oberst Anders Poulsen, er der tale om en midlertidig løsning.

    - Mit håb er, at vi i løbet af ikke alt for mange år får bygget nogle nye og tidssvarende bygninger, siger obersten.

    Kasernes bygninger er fra 1953.

  49. I går kl. 10:35

    Tysklands kansler: Vi vil sende våben til Ukraine, så længe der er behov for det

    Tysklands kansler, Olaf Scholz, sender et signal om utvetydig opbakning til Ukraine, så længe det er nødvendigt for at holde Rusland stangen. (Foto: JAVIER Soriano © Ritzau Scanpix)

    Det kan godt være, at Nato-landene ikke vil blande sig direkte i krigen mellem Rusland og Ukraine, da det vil føre til en direkte konfrontation mellem forsvarsalliancen og russerne.

    Men de vil fortsat støtte ukrainerne i deres kamp, og de vil blive ved med at sende våben og andet militært udstyr afsted, så længe der er behov for det.

    Det siger Tysklands kansler, Olaf Scholz, inden dagens Nato-topmøde i Madrid, hvor den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, deltager via videolink.

    - Budskabet er, at vi vil blive med med at gøre det - og vi vil gøre det intenst - så længe det er nødvendigt, så Ukraine har mulighed for at forsvare sig selv, siger han på vej ind til topmødet.

    Udover den militære hjælp vil Nato-landene også forstat støtte ukrainerne økonomisk og humanitært, siger den tyske kansler.

    Læs mere om topmødet her.

  50. I går kl. 10:28

    Zentropa frigiver første klip af ny sæson af Riget

    I løbet af i år får Lars von Triers nye sæson af Riget premiere.

    Nu har filmselskabet Zentropa frigivet første klip fra serien 'Riget Exodus', der først får premiere på Viaplay og derefter på DR.

    Det oplyser Zentropa i en pressemeddelelse.

    Flere kendte navne findes på rollelisten. Blandt andre Ghita Nørby, Bodil Jørgensen, Lars Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro, Henning Jensen, Peter Mygind og Søren Pilmark.

    Af svenske navne på rollelisten er blandt andre Mikael Persbrandt og Alexander Skarsgård.

    Du kan se klippet her på YouTube. (eksternt link).

Mere fra dr.dk