- Hvad skal væk, Barsebäck!
Sådan lød protestsloganet mod atomkraftværket, der lå tæt på København på den anden side af Øresund.
Om noget lignende bliver råbt i fremtiden vides ikke, men Sverige vil fremover investere mere i atomkraft.
Sådan lyder i hvert fald ambitionen fra den nye svenske regering, som blev præsenteret på et pressemøde, skriver Ritzau.
Og efter planen skal der bygges flere atomreaktorer.
- Sverige skal klare klimaomstillingen. Vi skal opfylde vores del af Parisaftalen, men uden at smadre økonomien hos svenske selskaber og familier, siger Ebba Busch, der leder regeringspartiet Kristdemokraterna, ifølge Ritzau.
- Vejen dertil går gennem atomkraft.
Partierne ønsker, at Sverige skal skifte kurs fra at sigte mod 100 procent "vedvarende energi" til at sigte mod 100 procent "fossilfri energi". Det fremgår af de tre partiers fælles regeringsgrundlag.