Nye beregninger: Lynetteholms økonomi er robust
Økonomien i det store Lynetteholm-projekt er fortsat robust, også selvom omkostningerne til byggematerialer stiger og boligpriserne er mere usikre.
Det er konklusionen i et nyt notat fra konsulenthuset Ernst & Young, som har genberegnet økonomien i projektet for Transportministeriet.
Den kunstige halvø, der er ved at blive anlagt ud for København, skal efter planen byudvikles med veje og ejendomme til 35.000 beboere og lige så mange arbejdspladser, når den står færdig om flere årtier.
Salget af grunde og ejendomme skal efter planen bruges til at finansiere metro og vejforbindelse til Lynetteholm.
Hidtil har det mest sandsynlige scenarie ifølge Transportministeriets konsulenter været, at der efter salget vil være 17,4 milliarder kroner i overskud til at bygge metro og vejtunnel.
Nu har konsulenterne regnet på projektet igen, efter de senere års stigende priser på byggematerialer og ændrede boligpriser.
Beregningerne lander stort set samme sted, nemlig på 17,7 milliarder kroner.
I den beregning antages det, at både renter og boligpriser normaliseres over tid, hvilket konsulenterne anser for at være det mest sandsynlige.