Nyuddannede skal være med til at inddrive gæld for Skattestyrelsen
I disse dage bliver de allerførste professionsbachelorer i skat færdiguddannet fra Københavns Professionshøjskole.
Og de behøver ikke gå længe og lede efter arbejde, for de er nemlig resultatet af en uddannelse med et meget specifikt formål.
Det var daværende uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V), som tilbage i 2017 godkendte den nye professionsbacheloruddannelse, der skulle være med til at skræddersy dimittender til alle de arbejdsopgaver, som hober sig op i skattevæsenet - hvoraf en af de mere presserende som bekendt er gældsinddrivelse.
Flere af de nyuddannede er allerede blevet ansat i Skattestyrelsen, oplyser professionshøjskolen.
Skatteminister Morten Bødskov (S) har lovet at ansætte 1.000 nye medarbejdere i skattevæsenet frem mod 2023.