Østersfiskere vil gerne til at fange hjertemuslinger, efter en parasit har sat en stopper for fangsten af limfjordsøsters.
Helt siden 2012 har Limfjordsfiskernes Østersforening forsøgt at få del i fiskeriet af hjertemuslinger. Manglen på østers understreger nu behovet, mener østersfiskernes formand, Reinhardt Schmidt.
- Det ér løsningen, siger han.
Men fiskeriet af hjertemuslinger er en del af de licenser, som muslingefiskerne har købt og betalt, så den del af fiskeriet afgiver de ikke frivilligt.
Hjertemuslinger udgør i dag halvdelen af omsætningen for muslingefiskerne.
- Det giver sig selv, at vi er voldsomt afhængige af det, siger muslingefiskernes formand, Bo Husted Kjeldgaard.
Striden om hjertemuslingerne har også været taget op i Folketinget, men der er endnu ikke fundet en løsning.