Østre Landsret stadfæster livstidsdom for drab på radiovært
26-årige Alexander Findanis får fængsel på livstid for drabet på radioværten Nedim Yasar. Det har Østre Landsret netop stadfæstet.
Alexander Findanis, der har relation til rockerklubben Satudarah, affyrede ifølge retten de dræbende skud mod den 31-årige radiovært og eks-bandeleder Nedim Yasar.
Radioværten blev skudt den 19. november 2018 efter en bogreception, hvor han netop havde fejret udgivelsen af bogen 'Rødder', der portrætterer hans opvækst og liv.
Tidligere i dag blev Martin Binni Svanberg frifundet for drabet. Begge mænd blev ellers idømt fængsel på livstid ved Retten på Frederiksberg sidste år. Svanberg blev denne gang kun kendt skyldig i ulovlig besiddelse af en kniv og idømt syv dages fængsel.