De kan forsøge over telefon, ved mail eller på helt tredje vis at franarre borgere deres NemKonto-oplysninger
Hvis det lykkes svindlerne, er der nu en håndsrækning fra myndighederne.
Borgere, der har været udsat for svindelnumrene, kan fra i dag ansøge om kompensation, hvis de har fået franarret udbetalinger.
De første seks måneder af kompensationsordningens levetid, det vil sige frem til 31. januar 2023, kan borgere søge om kompensation med 10 års tilbagevirkende kraft, skriver Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Styrelsen oplyser, at svindlerne ofte ændrer ofrenes NemKonto til en bankkonto, de kontrollerer. Det har betydet, at udbetalinger såsom løn, børnepenge og folkepension bliver udbetalt til en bankkonto, svindlerne har valgt.
For at ansøge om kompensation ved svindel skal man kunne dokumentere en politianmeldelse, samt at man har været berettiget til udbetalingen.
Rettelse: Det fremgik i en tidligere version, at der var tale om svindel med Nem-ID. Det er retteligt tale om svindel med NemKonto. Vi beklager fejlen.