Seneste nyt

OL-dagen i billeder: Få et overblik over dagens danske præstationer

Overblik

  1. OL-dagen i billeder: Få et overblik over dagens danske præstationer

    Herunder kan du se dagens danske resultater fra OL i Tokyo:

    1 / 14
  2. Vejret i dag: Fredag bliver rolig og mest grå

    Farverne i det meste af landet bliver som de var torsdag udover fjorden ved Aabenraa. (Foto: Roland Olsen)

    Der kommer til at være lidt eller nogen sol de fleste steder, men det ser ud til kun at være i starten af dagen, vi får det syn.

    Allerede fra formiddag begynder skyerne at trække ind over landet fra vest, og resten af dagen bliver således under en grå dyne af skyer.

    I eftermiddag kommer der få områder med regn, primært i Jylland. Temperaturen ligger mellem 14 og 18 grader og vinden er let til frisk fra vestlig retning i dag.

  3. Trump har råbt op om valgsvindel: Men ifølge hans eget partis undersøgelse blev Biden faktisk snydt en smule i Arizona

    Tidligere præsident Donald Trumps påstande om valgsvindel ved præsidentvalget i 2020 lider nu endnu et skud for boven.

    Der er således heller ingen tegn på svindel i forbindelse med valghandlingen i staten Arizonas største amt, Maricopa, der omfatter storbyen Phoenix.

    Det er ifølge The New York Times konklusionen på en længe ventet undersøgelse, som Trump-loyalister har presset på for at få gennemført, og som republikanerne har bestilt og betalt for.

    Her viser det sig endda, at den vindende præsidentkandidat, Demokraternes Joe Biden, fik 99 stemmer mere end registreret, mens Donald Trump fik 261 stemmer færre end registreret.

    Joe Biden vandt staten Arizona med omkring 10.500 stemmer, hvor Maricopa var udslagsgivende for sejren i staten.

  4. Uvished om rentebetaling udløser fald i Evergrande-aktie

    Den gældsramte kinesiske ejendomsudvikler Evergrandes aktie er foreløbig faldet med seks procent på børsen i Hongkong på grund af uvished om en rentebetaling, der forfaldt torsdag.

    Det skriver Reuters, som uden held har forsøgt at få en kommentar fra selskabet.

    Hvis Evergrande ikke har betalt de 83,5 millioner dollar, så har selskabet en frist på 30 dage til at få orden i sagerne.

    - Det mest sandsynlige resultat er, at virksomheden vil kontakte kreditorerne og forsøge at lave en plan for en omstrukturering, siger analytiker Jennifer James fra Janus Henderson Invest til Reuters.

    Finansmarkederne følger nøje med i situationen omkring Evergrande, der har opbygget en gæld på 305 milliarder dollar - svarende til mere end 1.900 milliarder kroner.

  5. Catalansk separatistleder anholdt i Italien

    Italiensk politi på Sardinien har anholdt den catalanske separatistleder Carles Puigdemont.

    Det bekræfter hans sekretariat ifølge The Guardian.

    Puigdemont blev anholdt, da han i sin egenskab af medlem af Europa-Parlamentet rejste fra Bruxelles i Belgien til Alghero for at deltage i en kulturfestival og for at mødes med Sardiniens regionale leder og ombudsmand.

    - I morgen skal han stilles for en dommer ved appeldomstolen i Sassari, som har bemyndigelse til at afgøre, om han skal løslades eller udleveres, meddeler Puigdemonts sekretariat.

    Spanien har krævet Puigdemont, der er tidligere præsident for regionen Catalonien, udleveret til retsforfølgelse, da han i 2017 var med til at arrangere en ulovlig folkeafstemning om Cataloniens løsrivelse fra Spanien.

    Flere andre catalanske politikere har i den forbindelse fået fængselsstraffe i op til 13 år.

  6. USA's udsending til Haiti siger op i protest mod hjemsendelser

    Daniel Foote, USA's særlige udsending til Haiti, vil ikke forbindes med det, han kalder USA's "umenneskelige og modproduktive beslutning om at hjemsende tusindvis af haitianske flygtninge".

    Han har derfor indgivet sin opsigelse til udenrigsminister Antony Blinken, skriver CNN.

    I øjeblikket forsøger grænsevagter at håndtere tusindvis af migranter, mange af dem flygtninge fra Haiti, i Del Rio i Texas på grænsen til Mexico.

    Regeringen i Washington har flere gange offentligt erklæret, at migranterne vil blive afvist, hvilket har vakt kritik fra demokrater og menneskeretsorganisationer, der mener, at USA har et ansvar på grund af den humanitære krise i Haiti.

    I sin opsigelse kalder Daniel Foote Haiti for en kollapset stat, som er ude af stand til at sikre borgerne tryghed og basale fornødenheder.

  7. Smertestillende håndkøbspiller mistænkes for at skade fostre

    En gennemgang af 30 internationale studier fra 1995 til 2020 viser, at der er begrundet mistanke om, at smertestillende piller kan skade det ufødte barn.

    Det skriver Ritzau.

    Pillerne, som eksempelvis Panodil, kan, hvis de tages over længere tid, muligvis give misdannelser på det ufødte barns kønsorganer.

    Desuden mistænker forskere, at stoffet paracetamol kan medføre udviklingsforstyrrelser som autisme og ADHD hos barnet.

    Gennemgangen af undersøgelserne har 78 medunderskrivere fra blandt andet USA, Sverige, Holland og Danmark. Den offentliggøres i det medicinske tidsskift Nature Reviews Endocrinology.

    Blandt forskerne er biolog og forskningsleder på Rigshospitalet David Møbjerg Kristensen. Han opfordrer til, at informationen til gravide skærpes.

    - Der er efterhånden så mange undersøgelser, der viser, at der muligvis er en sammenhæng mellem pillerne og skader på det ufødte barn, siger han ifølge Ritzau.

  8. Gerningsmand dræber én og sårer 13 i skyderi i Tennessee

    En mand, som efterfølgende blev fundet død, dræbte én person og sårede 13 andre, da han torsdag aften dansk tid åbnede ild i et supermarked.

    Ifølge CNN fandt skyderiet sted i en Kroger-butik, som er en del af en supermarkedskæde, i byen Coerville lige øst for Memphis i staten Tennessee.

    Adskillige ansatte i supermarkedet blev efterfølgende fundet i kølediske eller indelukket i aflåste kontorlokaler, hvor de havde søgt tilflugt.

    En af medarbejderne fortæller, at hun stod ved kassen, da manden begyndte at skyde i butikkens delikatesseafdeling.

    - Han skød en af mine kolleger i hovedet, og så skød han en af kunderne i maven, siger hun til CNN.

  9. Portugisisk storklub henter teenager i Nyborg G&IF

    Den 16-årige nyborgenser Magnus Gaunsbæk skifter fodboldtilværelsen i det østfynske ud med et ophold i selveste Sporting CP fra Lissabon i Portugal.

    Den unge mand skifter på en aftale, der løber frem til 2024.

    Forsvarsspilleren går fra Nyborg G&IF til en plads på Sportings U17-mandskab.

    - Det er en kæmpe klub. Jeg vil arbejde hårdt og give mit bedste for logoet. Sporting CP's talentspejdere så mig spille i min hjemby i Danmark, og så inviterede de mig til at blive en del af akademiet, siger Magnus Gaunsbæk, som til Fyns Stiftstidende fortæller, at Sportings interesse i ham opstod under en DBU-samling i 2019.

    Han har siden besøgt den portugisiske storklub flere gange, og foretager sig altså nu det spektakulære skifte.

  10. DMI: Varsel om vindstød af stormstyrke ophører

    Dagen igennem har vejret været ganske voldsomt over det meste af landet, hvor der har været kraftige vindstød.

    Det har blandt andet betydet, at flere færge har været aflyst, mens det også har været anbefalet at afholde sig fra at køre over de større broer i vindfølsomme køretøjer.

    Vinden har så småt taget af i styrke, mens Dansk Meteorologisk Instituts varsel om vindstød af stormstyrke nu også ophører. Det skriver instistutet på Twitter.

  11. USA klar til at give kronisk syge og ældre et tredje stik

    USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) anbefaler, at der gives et tredje vaccinestik til kronisk syge over 18 år og personer over 65 år.

    Det skal øge immuniteten, men det er endnu uklart, hvor meget et tredje stik vil gavne.

    Udmeldingen fra CDC kommer, dagen efter at den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, blåstemplede idéen om et tredje stik til de ældre og særligt udsatte.

  12. Brøndby uddeler bøllebank i pokalturneringen

    Torsdag aften blev Brøndby det næstsidste hold til at sikre en plads i ottendedelsfinalerne i pokalturneringen.

    Den plads blev sikret med en 8-1-sejr mod Allerød FK, der huserer i Danmarksserien.

    Brøndby brugte lidt tid på at komme i omdrejninger, men da den første scoring var i nettet midtvejs i første halvleg, gik det hurtigt, og Brøndby gik til pause foran 4-0.

    Andrija Pavlovic og Christian Cappis blev dobbelte målscorere, mens Michael Lumb, Mikael Uhre, Oskar Fallenius og Jagvir Singh scorede en gang hver for de blågule.

    Tobias Christiansen pyntede helt til sidst på resultatet for Allerød.

  13. Vildsvin i Roms gader præger kommunal valgkamp

    • Indbyggerne i flere af Roms kvarterer er utrygge på grund af vildsvinene, der går og leder efter mad. (Foto: REMO CASILLI © Ritzau Scanpix)
    • Vildsvinene betegnes normalt som et temmelig sky dyr. Men de vist glemt i Italien. (Foto: REMO CASILLI © Ritzau Scanpix)
    • Forud for valget i næste måned skændes borgmesterkandidaterne om, hvem der har skylden for vildsvinene. (Foto: REMO CASILLI © Ritzau Scanpix)
    • Rom har haft store problemer med at få fjernet skraldet i de senere år, og det har tiltrukket vildsvinene, der leder efter madrester. (Foto: REMO CASILLI © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    I den italienske hovedstad er vildsvin blevet et vigtigt emne i valgkampen, inden romerne i oktober skal vælge deres nye borgmester. Dyrene er blevet almindelige i flere kvarterer i Rom, og de gør indbyggerne utrygge.

    - Jeg er bange. En gang så jeg dem, mens jeg skulle ud og smide mit skrald ud. De fulgte efter mig, fortæller Rosa Carletti ifølge Reuters om vildsvineplagen.

    Problemet er taget til over de seneste år, hvor der har været problemer med at indsamle byens skrald.

    Den afgående borgmester Raggi fra den populistiske Femstjernebevægelse har givet sine politiske modstandere skylden for de nærgående vildsvin. Således har hun lagt sag an mod den politiske ledelse i Lazio-regionen, som hun mener har ansvaret for, at svinene bevæger sig ind i Rom.

  14. Michael Valgren opsøgte mentaltræner efter Chris Anker Sørensens død

    Det har sat sine spor hos Michael Valgren, efter Chris Anker Sørensen døde lørdag i en trafikulykke i Belgien.

    Valgren er selv i Belgien, hvor han skal køre VM i landevejsløb i weekenden. Valgren var holdkammerat med Chris Anker Sørensen i to år.

    - Jeg har selv forsøgt at bearbejde det, inden jeg tog afsted til VM. Jeg arbejder med en mentalcoach. Men det er hårdt.

    - Jeg kendte Chris okay, og han er en af dem, der altid har troet på mig, når andre afskrev mig, siger Michael Valgren til Ritzau.

    Valgren fortæller, at han vil ære Chris Anker Sørensen ved at køre for ham.

  15. Danske Uber-chauffører har snydt for 18,7 millioner kroner

    Over 100 tidligere Uber-chauffører i Danmark er blevet politianmeldt, da de har modtaget sociale ydelser, mens de tjente penge ved siden af som chauffører.

    I 439 tilfælde har chaufførerne fået udbetalt eksempelvis kontanthjælp, dagpenge eller SU uretmæssigt.

    Skattestyrelsen har fundet frem til i alt 1.498 personer, der i 2016 og 2017, hvor Uber stadig drev virksomhed i Danmark, har modtaget sociale ydelser, mens de kørte som chauffører.

  16. Ville ikke ansætte gravid: Gitte Seeberg trækker sig fra ligestillingskomité

    Det harmonerer ikke helt godt at være formand for en ligestillingskomité, når man samtidigt har afvist at ansætte gravide.

    Den erkendelse synes Gitte Seeberg at være kommet frem til, da hun netop har trukket sig fra sin stilling som formand for fagforbundet Djøfs ligestillingskomité.

    Det skriver Weekendavisen, og det bekræftes af Djøf.

    Erkendelsen kommer 12 år efter Gitte Seebergs tid som generalsekretær i Verdensnaturfonden i Danmark, hvor hun var med til at bremse for ansættelsen af en gravid. Weekendavisen har kontakt Seeberg om sagen, hvorefter Seeberg altså nu har trukket sig fra sin stilling.

  17. Efter kæntring: Savnede personer er fundet i god behold

    Hovedstadens Beredskab kunne tidligere i dag oplyse, at to personer var savnet efter en kæntring ud for Amager Strandpark.

    Begge personer er nu fundet i god behold.

    På Twitter skriver Hovedstadens Beredskab, at de to personer selv formåede at svømme i land iført våddragter og redningsveste.

  18. AGF spiller sig problemfrit videre i pokalturneringen, mens Horsens slår Silkeborg ud

    AGF og AC Horsens er begge videre til ottendedelsfinalerne i pokalturneringen.

    AGF besejrede BK Frem med 3-0, mens AC Horsens sled sig til en 3-2-sejr over Silkeborg.

    AGF-sejren blev grundlagt på tre gyldne minutter midtvejs i første halvleg. Jan Dagur Thorsteinsson, Dawid Kurminowski og Thomas Kristensen kom alle på måltavlen i løbet af tre minutter.

    Derfra kørte AGF sejren sikkert hjem og er nu klar til ottendedelsfinalerne.

    Horsens kom bagud 0-1 mod Silkeborg, men med tre hurtige scoringer inden pause, fik de gulklædte vendt kampbilledet. I anden halvleg fik Silkeborg pyntet lidt på resultatet, men det var ikke nok, og Horsens vandt 3-2.

    Se AGF's scoringer i videoen:

  19. To personer er savnet: Båd kæntret ved Amager Strandpark

    Hovedstadens Beredskab skriver på Twitter, at to personer savnes efter en båd er kæntret ud for Amager Strandpark. Det sker samtidig med, at et voldsom blæsevejr med vindstød af stormstyrke har ramt hele landet.

    Der er indsat dykkere og redningsfartøj, mens også en redningshelikopter er sat ind til eftersøgningen.

  20. Notting Hill-instruktøren er død

    Roger Michell præsenterede sidste år sin film "The Duke" ved filmfestivalen i Venedig. (Foto: ALBERTO PIZZOLI © Scanpix Denmark)

    Roger Michell, der instruerede den populære romantiske komedie "Notting Hill" med Hugh Grant og Julia Roberts i de to hovedroller, er død. Det skriver BBC.

    - Det er med stor sorg, at familien til Roger Michell, instruktør, forfatter og far til Harry, Rosie, Maggie og Sparrow, meddeler, at han i en alder af 65 år døde den 22. september, hedder det i en erklæring fra Michells publicist.

    Der er endnu ingen oplysninger om dødsårsagen.

    Roger Michel har desuden blandt andet instrueret tv-serien 'Buddha of Suburbia', 'Enduring Love', 'Changing Lanes'.

  21. Kommunalt ansatte snagede i flere hundrede personers følsomme oplysninger

    Horsens Kommune har i følge TV2 Østjylland afskediget to ansatte, der har snuset rundt i flere hundrede personers følsommme oplysninger.

    - Vi har haft to medarbejdere, der uberettiget har slået en række personer op i CPR-registret, siger Jes Svenninggaard, der er direktør for Velfærd og Sundhed i Horsens Kommune.

    Sagen er meldt til Datatilsynet og overdraget til politiet, der nu skal vurdere, om der er sket noget stafbart.

    Cirka 300 personer har fået brev om, at de er blandt de personer, der har fået slået deres personlige oplysninger op.

  22. 34 år gammel drabssag anket: Frifundet dansker skal igen i retten efter færgedrab

    Den finske anklagemyndighed har anket frifindelsen af den 52-årige dansker, der under hele sagen har nægtet sig skyldig.

    Anklagemyndigheden vil blandt andet have mulighed for at bruge tre politiafhøringer af danskeren som bevis i sagen. Det blev afvist af byretten.

    Danskeren var 18 år og passager på færgen, da et tysk par blev overfaldet. Parret var en 20-årig mand og hans 22-årige kæreste, der var på interrail-tur i Norden. Med flere slag mod hovedet blev den unge tyske mand slået ihjel.

  23. Se billederne: Verdens bedste kitesurfere tog kampen op med Vesterhavet

    Kitesurfingens Champions League 'Big Air' løber af stablen i Nørre Vorupør i Nordjylland.

    Og dagens blæst er perfekte forhold, når deltagerne skal ramme bølgerne og vinden bedst muligt.

    Folkene bag har faktisk ventet siden 10. september, fortæller arrangør Mads Bloch.

    - Det, jeg står og kigger på lige nu, er, hvis du skulle skrive en ønskeliste, præcis sådan den ville se ud, siger han.

    • Vejret var perfekt til at folde sig ud i bølgerne og i luften. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
    • Naturens kræfter kommer tydeligt til udtryk, når vandet brager ind i molen. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
    • Det er ikke tilfældigt at denne dag, hvor der er varslet vindstød af stormstyrke, er valgt til at afholde arrangementet. Folkene bag har ventet siden 10. september. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
    • En kitesurfer gåår i luften tæt ved en mole. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
    • Man skal hverken være bange for vand eller højder, hvis man kaster sig ud i kitesurfing under de her forhold. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
    • Tilskuerne skal heller ikke være bange for vand, hvis de samtidig gerne vil have gode pladser. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
    1 / 6
  24. Danmark forstærker forsvarssamarbejdet i Norden

    I morgen underskriver repræsentanter fra Danmark, Sverige og Norge en hensigtserklæring om at styrke forsvarssamarbejdet. Det skal munde ud i flere fælles øvelser og bedre overvågning af områder, hvor der er fælles interesser.

    Det skyldes ifølge forsvarsminister Trine Bramsen (S) en fælles bekymring over udviklingen. hvor Rusland blandt andet krænker det danske luftrum:

    - Ikke mindst i Østersøen med massiv øvelsesaktivitet, opbygning af militærkapacitet, nye typer af trusler og kampagner med misinformation. Derfor er der behov for, at vi træner mere sammen. At vi får mere operativ erfaring og har organer, der kan koordinere, såfremt det skulle ske, at et af vores lande bliver angrebet på den ene eller anden måde, siger ministeren til Ritzau.

    Ifølge ministeren vil Danmark og Norge fortsat lægge hovedvagten på Nato, men at det er helt centralt også at have et stærkt samarbejde med vore naboland.

  25. USA's særlige udsending i Haiti kvitter sin post i protest

    USA's særlige udsending til Haiti, Daniel Foote, har ifølge Reuters sagt op og forladt sin post. Det har han gjort i protest mod Biden-regeringens måde at håndtere de mange haitianske flygtninge, der forsøger at komme ind i USA.

    - Jeg vil ikke sættes i forbindelse med USA's umenneskelige, uhensigtsmæssige beslutning om at deportere tusindvis af haitianske flygtninge og illegale immigranter, lyder det i det brev, som Foote har sendt til udenrigsminister Antony Blinken med sin opsigelse.

    Foote betegner desuden Haiti som en 'kollapset stat', som ikke hjælpe de mange migranter, der bliver sendt tilbage.

    Det sker efter, at amerikanske myndigheder i de seneste dage har sendt hundredevis af migranter tilbage til Haiti fra en lejr nær den amerikansk-mexicanske grænse. Der har desuden været billeder, der viser amerikanske grænsevagters meget hårdhændede behandling af haitianske flygtninge.

  26. Jeppe Kofod efterlyser ny Afghanistan-strategi

    Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ønsker en drøftelse både internationalt og i Danmark af, hvad strategien for Afghanistan skal være, efter den vestlige militære koalition har trukket sig, og at Tailban har overtaget magten. Han peger på tre overordnede prioriteter:

    Terrorbekæmpelse, den afghanske befolknings rettigheder og at undgå et humanitært kollaps med sult og flygtningestrømme til følge.

    - Sådan sat på spidsen kan man sige, at nok er Danmark og koalitionen færdig i Afghanistan. Men vi er bestemt ikke færdige med Afghanistan, siger Jeppe Kofod ifølge Ritzau.

    Han tilføjer, at han i forbindelse med FN's generalforsamling i New York både haft samtaler med Qatars udenrigsminister, USA's særlige udsending gennem 20 år til Afghanistan, samt repræsentanter for Pakistan, Tyrkiet og andre lande i regionen.

  27. Tidligere supermodel: Skønhedsbehandling har gjort mig deform

    Linda Evangelista som hun så ud i 2008. (Foto: Leonhard Foeger © Scanpix Denmark)

    Linda Evangelista blev kendt som en af de såkaldte supermodeller, der var de ukronede dronninger af catwalken i 1990'erne.

    Den nu 56-årige canadier har prydet over 700 forsider på diverse modemagasiner, men i de senere år har man ikke set meget til den verdensberømte model med de italienske aner.

    Det har hun nu givet en forklaring på. En skønhedsbehandling er gået helt galt, fortæller hun på Instagram.

    - Det har ikke kun ødelagt mit levebrød, men også sendt mig ud i en dyb depression, tristhed og selvhad, skriver Linda Evangalista blandt andet om en kuldebehandling, der skulle reducere hendes fedtceller, men angiveligt har gjort det stik modsatte.

    Evangelista har nu lagt sag an mod firmaet, der stod for behandlingen for fem år siden.

    - Jeg er træt af at leve sådan her. Jeg ønsker at kunne gå ud af min dør med brystet fremme, selvom jeg ikke ligner mig selv længere.

  28. Flere test skal beskytte ældre

    Ansatte på plejehjem og i hjemmeplejen vil fremover blive anbefalet og tilbudt en ugentlig test for covid-19.

    Det oplyser Kommunernes Landsforening (KL) i pressemeddelelse.

    KL er sammen med regeringen og Danske Regioner blevet enige om en aftale, der betyder, at vaccinerede ansatte på plejehjem og i hjemmeplejen vil blive tilbudt en test en gang om ugen, mens ikke-vaccinerede vil blive anbefalet og tilbudt to test om ugen.

  29. Heunicke indkalder regionerne til møde: Ikke godt nok med lange ventetider til lægevagten

    I to ud af fem regioner har lægevagten ikke nået deres mål for ventetid i en eneste måned i de seneste 2,5 år. Det er ikke godt nok, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S), der nu vil indkalde regionerne til et møde.

    - Hvis man som borger har brug for vagtlægen, så skal man også kunne få fat i dem inden for rimelig tid, siger Magnus Heunicke.

    - Jeg vil indkalde Danske Regioner til et møde og drøfte med dem, hvordan det her kan organiseres på den klogeste måde. Der er jo også forskel på ventetiderne fra region til region, så jeg vil sikre mig, at de lærer af hinanden. Jeg er sikker på, at regionerne også har interesse i, at de overholder deres egne tidskrav.

  30. Volkswagen-direktør på anklagebænken: Vi skulle løse problemer - ikke analysere dem

    Hanno Jelden, som tidligere stod i spidsen for at udvikle den ulovlige software, som gjorde det muligt for Volkswagen at snyde med udledningstallene, så bilerne fremstod mere grønne, end de reelt var, er på anklagebænken i forbindelse med store svindelsag.

    Han er en ud af fire nuværende og tidligere Volkswagen-direktører som er tiltalt for at have tilbageholdt viden om svindlen for i stedet at skabe profit og sikre deres egne bonuslønninger.

    Jelden gav i dag ved retten i Braunschweig firmakulturen i Volkswagen-koncernen skylden for, at han ikke havde stoppet svindlen med programmet. Problemer skulle løses hurtigt, ikke analysereres, sagde han ifølge Reuters.

    Tilbage i 2015 indrømmede Volkswagen, at man havde snydt de amerikanske dieselmotormålinger. Det har indtil nu kostet bilfabrikanten mere end 32 milliarder euro i udgifter til motorudskiftninger, bøder og juridiske udgifter.

  31. Et lille fald i RS-virussmitten - men epidemien forventes at fortsætte

    Den seneste måneds udbrud af RS-virus fortsætter, selvom der har den seneste uge har været et lille fald i smittekurven. Men epidemien kan stadig risikere at presse hospitalsvæsenet i løbet af efteråret og vinteren, vurderer Statens Serum Institut.

    I uge 36 var der over 1300 tilfælde og i uge 37 over 1100. Det er 3-4 gange højere end hvad der normalt ses per uge, når de typiske vintersæsoner topper. Nu går det tilsyneladende den rigtige vej med et fald i smittekurven.

    - Den usædvanlige og høje smittespredning med RS-virus vil nok fortsætte et stykke tid endnu, siger afdelingslæge Lasse Vestergaard fra Statens Serum Institut.

    RS-virus er hovedsageligt påvist hos børn, men kun hos få voksne og ældre personer, hvilket skyldes at i øvrigt raske smittede voksne typisk kun vil få milde forkølelsessymptomer.

  32. Fyns Politi indleder efterforskning af dømt læge

    Den fynske læge Svend Lings, som er dømt for at have hjulpet flere mennesker med at begå selvmord, læner sig op ad en mulig ny straffesag.

    I et interview med DR oplyser Lings, at han i gennemsnit rådgiver en person om dagen om, hvordan de kan begå selvmord.

    - Fyns Politi er blevet opmærksom på, at Svend Lings til flere medier har oplyst og angiveligt dokumenteret, at han fortsat vejleder folk om, hvordan de kan tage deres eget liv. På den baggrund har Fyns Politi besluttet at iværksætte en politimæssig efterforskning, skriver politiet i en mail til DR.

    Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller vurderer overfor DR, at Svend Lings bevæger sig i "det strafbare område", når han rådgiver enkeltpersoner i, hvordan de kan tage deres eget liv.

  33. 341 nye coronasmittede det seneste døgn

    341 er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn.

    I går var tallet 346.

    Der er nu 87 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er to færre end i går. Af de indlagte er 18 på intensiv afdeling, og 12 af dem får hjælp af en respirator.

    Fire er døde med corona det seneste døgn.

    Dagens smittetal er baseret på 48.162 pcr-test. Det svarer til, at 0,71 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Der er samtidig foretaget 28.847 hurtigtest de sidste 24 timer. Positive prøvesvar herfra indgår dog ikke i smittetallene, fordi der er usikkerhed om svarene.

  34. DIF efter USA kræver vaccination af atleter: Det kommer selvfølgelig ikke til at ske i Danmark

    USA's Olympiske og Paralympiske Komité har slået fast, at der vil være vaccinekrav for amerikanske atleter, der ønsker at deltage i vinter-OL i Beijing - men det er ikke noget, man kommer til at kopiere i Danmark.

    - Vi er af den overbevisning, at vaccinationen er et personligt anliggende. Vi tvinger selvfølgelig ikke folk til at blive vaccineret, men vi opfordrer stadig folk til at tage imod vaccinen. Det skyldes mange ting; Det gør livet nemmere for atleterne, det er et hensyn at tage til de lande, vi besøger, og så skyldes det hensynet til resten af det danske hold, siger administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund, Morten Mølholm.

    Samtidig siger han, han "ikke er orienteret om", at nogle danske atleter skulle have været uvaccinerede i Tokyo til hverken OL eller PL.

    Vinter-OL afholdes fra 4.-20. februar næste år.

  35. Mor til fem fængslet i Sverige for krigsforbrydelser i Syrien

    En 49-årig kvinde, der tilsluttede sig Islamisk Stat i Syrien, er blevet fængslet i Sverige under mistanke for at have begået alvorlige krigsforbrydelser.

    Det oplyser byretten i Stockholm ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

    - Hun er mistænkt for sammen og i forening med andre at have medvirket til, at et barn under 15 år er blevet hvervet som børnesoldat, skriver anklager Reena Devgun i en pressemeddelelse.

    Krigsforbrydelserne skal være begået mellem 2013 og 2016.

    Kvinden rejste i 2013 til Syrien sammen med sine dengang fem mindreårige børn for at tilslutte sig Islamisk Stat. Hun vendte sidste år tilbage til Sverige.

    Ifølge SVT viser billeder fra Syrien nogle af hendes børn, der poserer med våben foran lemlæstede mennesker.

    To af børnene er siden hen omkommet i Syrien - 14 og 19 år gamle.

  36. Styrelse melder fejl rettet: Nu vises tredje stik korrekt i coronapasset

    Personer, der har haft brug for coronapasset i forbindelse med rejser til udlandet, har oplevet problemer på grund af en fejl.

    Problemet opstår ved, at dokumentationen fra første stik i coronapasset forsvandt efter tredje stik.

    Men det er på plads nu, skriver direktør for Sundhedsdatastyrelsen Lisbeth Nielsen på Twitter:

    - Så har vi fået rettet fejlen, og tredje stik vises rigtigt i coronapas-appen og øvrige steder, du henter passet - Det vil sige alle stik kan ses, og man kan rejse på dem. Vi beklager ulejligheden for de berørte.

    Sundhedsdatastyrelsen har tidligere opfordret personer, der skal ud at rejse, til at lade sig PCR-teste som dokumentation.

  37. Uefa fordobler præmiepuljen ved kvindernes fodbold-EM

    Til næste år bliver der - udover hæder og prestige - mere at spille om, når Europas 16 bedste kvindelandshold i fodbold kæmper om EM-trofæet.

    Det Europæiske Fodboldforbud, Uefa, har nemlig besluttet sig for at fordoble den præmiepulje, som landsholdene kæmper om, til knap 120 millioner kroner.

    Til sammenligning var der ved EM i 2017 knap 60 millioner kroner i puljen.

    Samtidig bliver der ændret på fordelingsnøglen, således at de 16 nationer får større beløb end tidligere for deres deltagelse, mens der vil være flere bonuspenge i gruppespillet.

    EM-turneringen skulle være spillet i år, men blev udskudt på grund af corona. Den finder sted i Storbritannien fra 6. til 31. juli 2022.

  38. Enhedslisten i Silkeborg vil stoppe kommunen i at markedsføre sig som tilflytterkommune

    Som mange andre kommuner har Silkeborg en erklæret strategi om at få flere borgere til kommunen.

    Det er lykkedes over al forventning i byen, men giver nu store problemer med at finde ordentlig pasning til børnene.

    Derfor bør kommunen stoppe sin bosætningskampagne, der skal lokke flere tilflyttere til Silkeborg by, mener Enhedslisten.

    - Vi er ved at blive kvalt i vores egen succes. Vi kan slet ikke følge med, siger byrådsmedlem Lene Fruelund (EL).

    Et sted hvor Enhedslistens forslag får opbakning er i Gødvad-området - i udkanten af Silkeborg.

    Trine Nielsen har starten en underskriftsindsamling imod udvidelsen og mener kommunen skal stoppe med at lokke flere familier til.

    - Vi bliver nødt til at bremse nu, for at det her ikke bare eskalerer, siger hun.

  39. Skældud skader: Så nu skal det være slut på østjysk skole

    Eleverne på Herskind Skole i Galten ved Aarhus skal ikke længere sidde tilbage med røde ører og en flov fornemmelse, når de har snakket i timen eller kigget på mobiltelefonen.

    - Vi ved, at det skader børns tillid til den voksne, hvis de får meget skæld ud. Og det skaber også en negativ stemning, hvis der bliver skældt ud i klasserne, så derfor vil vi ikke skælde ud mere, siger skolelæreren, siger lærer Sigrid Holk Ihler.

    Børne- og skoleforsker Louise Klinge, som er medforfatter til bogen 'Skole uden skældud', mener, at Skolen i Galten gør det helt rigtige.

    - Faktisk er der studier, der tyder på, at den psykiske magt virker lige så voldsom på barnet som den fysiske magtudøvelse og har ligeså langsigtede konsekvenser.

  40. Dømt læge forsvarer ulovlig hjælp til selvmord: 'Ret og pligt at gøre oprør'

    Den dømte læge Svend Lings rådgiver i gennemsnit en person om dagen om, hvordan man tager livet af sig selv. Det siger han i et interview med DR Nyheder.

    Han har således forsat sin praksis på trods af en dom på 60 dages betinget fængsel, som Højesteret afsagde for to år siden. Dommen fik han for at have hjulpet flere mennesker med at begå selvmord.

    Han siger, at der er et stort flertal, der er for aktiv dødshjælp, og at politikerne derfor burde lave loven om.

    - Når politikerne ikke handler, som befolkningen ønsker, er det ikke demokrati, så er det politikervælde, og så mener jeg, at det er befolkningens ret og pligt at gøre oprør, og det er det, jeg er i gang med.

    Aktiv dødshjælp er ulovligt i Danmark. Svend Lings mener, det er bedre at tage loven i egen hånd i stedet for at vente på, at den bliver lavet om.

    - Vi har ventet i årevis. Den her diskussion har kørt lige så længe, jeg kan huske, og der er ikke sket en pind. Og politikerne har i alle de år ignoreret befolkningen, siger han.

  41. Vildt vejr aflyser flere færgeafgange

    Nogle steder i landet kan opleve vindstød af stormstyrke, og det har indtil videre betydet, at flere færgeafgange har måttet aflyses.

    Således oplyser Fjordline, der står for en række ruter mellem Nordjylland og Norge, har måttet aflyse sine færger.

    Det samme oplyser Læsøfærgen, der på grund af vejret ikke kan sejle mellem øen og Frederikshavn.

    Også Samsø Rederi skriver på Facebook, at en række afgange er blevet aflyst.

  42. Se videoen: Lava sprøjter stadig ud af vulkan på kanarisk ø

    Lava skyder mod himlen i de tidlige morgentimer på La Palma, der er en af de spanske kanariske øer. (Foto: Nacho Doce © Ritzau Scanpix)

    For femte dag i streg er vulkanen Cumbre Vieja på La Palma i udbrud, og her til morgen var det med store sprøjt af lava, der skød op, mens giftig aske lagde sig som et tæppe over området.

    Lavaen har allerede ødelagt omkring 200 huse, mens tusinder er blevet evakueret på den kanariske ø.

    Den altødelæggende masse fortsætter mod vest, men dog langsommere end de foregående dage.

    De lokale myndigheder har advaret folk om den giftige aske.

  43. Danske fodbolddommere bruger markant mindre tid på VAR end tidligere

    Dommerne i Superligaen bruger mindre og mindre tid på VAR-indgreb.

    Det skriver Jyllands-Posten.

    I efteråret sidste år blev der brugt i gennemsnit 95 sekunder på VAR-indgreb per kamp. Det tal er i denne sæsons første otte runder barberet ned til 22 sekunder. Det skyldes blandt andet, at antallet af VAR-indgreb er faldet.

    Derudover har videodommerne undgået at misse en eneste kendelse, lyder det fra Michael Johansen, dommerchef i Dansk Boldspil-Union (DBU) Michael Johansen.

    - Det er gået markant bedre, end vi havde forventet. Vi har få indgreb, og de varer kort tid. Det betyder, at man ser lidt til VAR, siger Michael Johansen til Jyllands-Posten.

    /ritzau/

  44. Storfiskers forsvarer i kvotesag beskylder anklagemyndigheden for alvorlige fejl

    Storfiskeren Henning Kjeldsen er tiltalt for ved hjælp af stråmænd at have tjent flere hundrede millioner kroner på fiskekvoter, som han ifølge bagmandspolitiet ikke havde ret til at bruge.

    Anklagemyndigheden kræver, at Henning Kjeldsen og syv påståede bagmænd betaler omkring 223 millioner kroner tilbage.

    Men den vurdering er forsvarsadvokat Olaf Koktvedgaard dybt uenig i.

    - Anklagemyndighedens opgørelser er efter vores opfattelse behæftet med så store fejl og mangler, at de ikke kan ligge til grund for hverken konfiskationskrav eller bødekrav, sagde han på dagens retsmøde i byretten i Holstebro, hvor kvotesagen er blevet genoptaget efter en længere pause.

    Foruden konfiskationskravet risikerer Henning Kjeldsen at blive idømt en bødestraf samt at få frataget retten til at drive erhvervsfiskeri.

    Henning Kjeldsen nægter sig skyldig.

    Der forventes at falde dom til november.

  45. Fejl i DNA-analyse genåbner sag om hashfund

    En mand, som er blevet dømt for besiddelse af stoffer, skal have genoptaget sin sag.

    Det har Den Særlige Klageret afgjort, efter et DNA-spor i sagen er blevet undersøgt med en udvidet metode på 16 punkter.

    - Det betyder, at sagen nu skal gå om i Vestre Landsret, hvad angår de forhold, siger advokat Jan Schneider, der er forsvarer for den dømte mand, til Ritzau.

    Rigsadvokaten meddelte i begyndelsen af september, at den havde bedt Den Særlige Klageret om, at sagen skulle genoptages.

    Det skete, da konklusionen i DNA-erklæringen blev ændret efter mere præcise undersøgelser.

    Undersøgelsen blev iværksat, efter der blevet sået tvivl om præcisionen af den model, man brugte før i tiden, hvor DNA blev sammenlignet på ti punkter. I alt er cirka 12.900 straffesager blevet gennemgået.

  46. Spis bare løs af grøntsager, fuldkorn og fisk: Eksperter finder store sundhedsfordele ved nordisk kost

    Risikoen for livsstilssygdomme som type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme bliver mindre med såkaldt nordisk kost på tallerkenen.

    Det er konklusionen, som en arbejdsgruppe fra Vidensråd for Forebyggelse bestående af forskere med indsigt i fødevarer, kostmønstre, sundhed og sygdom er nået frem til.

    - Og det ser også ud til, at nordisk kost har en positiv effekt på vægttab, for tidlig død og muligvis på forebyggelse af visse kræftformer, udtaler adjungeret professor Kjeld Hermansen, der er formand for arbejdsgruppen i en pressemeddelelse.

    I rapporten, som er blevet offentliggjort i dag, er nordisk kost defineret som kost, der består af for eksempel fuldkornsprodukter, grove grøntsager, frugt, bær, nødder, olie og fisk.

    Arbejdsgruppen anerkender også de gavnlige sundhedsmæssige effekter af den såkaldte middelhavskost, som i højere grad er blevet undersøgt.

  47. Benny Engelbrecht vil drøfte mere ambitiøst EU-mål for fossilbiler med ministerkolleger

    EU-Kommissionens mål for udfasningen af fossilbiler i 2035 er ikke ambitiøst nok - målet bør rykkes fem år frem.

    Det mener transportminister Benny Engelbrecht (S), som i dag drøfter sagen med ministerkolleger fra de øvrige EU-land på et møde i Slovenien.

    - Vi ser gerne, at slutdatoen bliver i 2030. Hvis det ikke kan lade sig gøre, må man overveje, om der skal gives en mulighed for, at mere progressive lande kan udfase fossile biler tidligere end i 2035 med nationale tiltag, siger han til Ritzau.

  48. Dømt læge fortsætter med at rådgive om selvmord

    Den pensionerede læge Svend Lings fortsætter med at rådgive om aktiv dødshjælp, selv om han for to år siden fik en dom på 60 dages betinget fængsel i Højesteret.

    Det viser en mailkorrespondance, som Kristeligt Dagblad har fået, og som Svend Lings også har vist DR Nyheder.

    Af korrespondancen fremgår det, at Svend Lings netop nu bistår en 91-årig kvinde med at købe sovemedicin, så hun kan begå selvmord.

    Janus Tarp, som er formand for Ulykkespatientforeningen, som repræsenterer mennesker, der er kommet alvorligt til skade efter ulykker, er rasende over Svend Lings adfærd.

    - Jeg ved godt, at han mener, at han står over loven, og at hans næstekærlighed er over den danske lovgivning, men sådan kan vi jo ikke agere, siger han til DR Nyheder.

    Formanden for Etisk Råd, Anne-Marie Gerdes, er trist over, at Svend Lings fortsætter sine aktiviteter.

    - Det er fuldstændig uden omsorg for de mennesker, som han påstår, at han hjælper, siger hun til DR Nyheder.

    Aktiv dødshjælp er ulovligt i Danmark, og Svend Lings fik efter sin dom i 2019 frataget sin autorisation og blev ekskluderet af Lægeforeningen.

    DR Nyheder arbejder på at få en kommentar fra Svend Lings.

  49. Moderna-chef: Coronapandemien kan være overstået om et år

    Den øverste chef i medicinalselskabet Moderna, Stéphane Bancel, tror, at coronapandemien kan være overstået om et år.

    Årsagen er ifølge Bancel, at der på det tidspunkt vil være vacciner nok til alle i verden.

    Det siger han i et interview til avisen Neue Zürcher Zeitung, skriver Reuters.

    - Hvis du kigger på den brede udvidelse af produktionskapacitet, så skulle der være nok doser tilgængelige i midten af næste år, så alle på Jorden kan blive vaccineret. Booster-vacciner vurde også være en mulighed i den udstrækning, det er nødvendigt, siger han.

    Han peger desuden på, at ikke-vaccinerede vil være blevet immune over for den smitsomme deltavariant.

    Brancheorganisationen IFPMA, sagde i begyndelsen af september, at der ved årsskiftet allerede er produceret vacciner til at dække verdens befolkning.

  50. Aktiestrateg: Rygter om regeringsindgreb er godt nyt for Evergrande

    I går fik den kinesiske ejendomsgigant Evergrande lukket en aftale om rentebetaling, og i dag er der rygter om, at den kinesiske regering er klar til at hjælpe den gældsramte virksomhed.

    - Der er kommet rygter om at den kinesiske regering er trådt ind. Der er forlydner om, at man vil splitte aktieselskabet op i tre, siger Tine Choi Danielsen, der er chefstrateg i PFA.

    - Det er det, der sender aktiekurserne op i dag. Vi mangler selvfølgelig den endelige besked. Men hvis rygterne er rigtige, så vil det være ekstra positivt for aktiemarkederne.

    Selvom der stadig kun er tale om rygter, kom Evergrande-aktien godt fra start på Hong Kongs børs. Aktien steg med 20 procent fra børsens åbning og ligger i skrivende stund stadig stabilt med tocifrede procenter.

  51. Småbørn i Nakskov må ikke længere dele fødselsdagsgodter ud: 'Det skaber for stor ulighed'

    '... Med dejlig chokola-a-de og kager til.'

    Sådan lyder den klassiske fødselsdagssang.

    Men det er ikke længere tilladt at dele hverken kager eller andre ting ud, når der er fødselsdag for børnene i dagtilbud i Nakskov.

    Forældrebestyrelsen i dagtilbudsområde Nakskov har besluttet, at der hverken skal være flødeboller eller frugtstænger til uddeling.

    Det sker for at undgå ulighed blandt børnene, da nogle begyndte at komme med imponerende festkager, mens andre holdt fast i flødebollerne.

    Men ifølge børnepsykolog Margrethe Brun Hansen er det er dårlig løsning.

    - En fødselsdag for et barn er en ganske særlig dag. Man får gaver og takker med en kage. Det tager vi fra dem, hvis vi forbyder det, siger hun.

Mere fra dr.dk